Susling som rollemodel

For mig er det et tydeligt tegn på, at jeg er ved at være rask, at jeg igen begynder at mærke verden og faktisk også har lyst til den. (Bare ærgerligt, at det første jeg registrerer er Hjorten og hans finanslov.)

Jeg formoder mange andre har det som jeg, når de pludselig mærker, at de vist ikke helt er på dupperne. Jeg har siddet meget meget træt på sengekanten om morgenen og har stirret ud i luften, mens en hysterisk overansvarlig kvinde, har kværnet løs om, at: "I dag så tager du dig sammen. Der er vasketøj og ægteskab, unger og rengøring, interviews og tests, tekster og mails".

Den lille trætte pige har bare siddet der ved siden af og har mærket, hvordan kræfterne var sevet ud af armene og benene. Bare tanken om at rejse sig op er en odyssé. En lang, lang rejse. For ikke at tale om turen ned til apoteket. Næsten en umulighed.

Jeg har meget, meget svært ved at tillade mig selv, at det nogen gange er sådan. Jeg skal have tilladelse fra andre til det. At lægge mig med en influenza f.eks. Jeg har slæbt mig på arbejde med ravende halsbetændelser, siddet svimmel til møder, snottet mig gennem seminarer. Og undskyldt, undskyldt, undskyldt, at jeg lige i det øjeblik ikke var helt hjernemæssigt disponibel. Men lige om lidt, så var jeg på igen.

Det er altså ikke kvindefrigørelse. Nogle gange kan man ikke, basta. Og så må man vist lære at være sin egen mor. For når ungerne skranter, så beordrer jeg en dag under dynerne og fortæller dem, at verden ikke forsvinder på de få sekunder, det tager. Det er så bare ikke altid, de lytter. De stædige bæster.