Susling drømte en drøm

I nat befandt jeg mig i et tog. Jeg skulle besøge nogen. Mens jeg sidder der i kupeen og bumler afsted, går det op for mig, at jeg ikke ved, hvem jeg skal besøge og i hvilken by jeg skal stå af. Pludselig kommer der to svedige oppustede polaker med pomadehår og billige papegøjefarvede jakkesæt ind i kupeen. De begynder at chikanere mig, så jeg rejser mig op efter et stykke tid og forlader kupeen. Da jeg kommer tilbage, opdager jeg, at de har stjålet min pung og at min mobil er løbet tør for strøm. Jeg trøster mig med, at jeg kan melde min pung stjålet og at den jeg skal besøge sikkert har en oplader. Hvis bare jeg lige vidste, hvem det var og i hvilken by, jeg skal stå af. Og så vågner jeg.

Snakker vi tyk symbolisme, eller hvad?! Jeg har i drømmen en svag anelse om, at den jeg skal besøge er en af min søns veninder. Han er lige nu 16 år. Jeg var 16, da jeg flyttede hjemmefra. Lidt nødtvungent, men det var fordi min mor hele tiden fik psykotiske gennembrud. Det kan man lissom ikke leve med i længden, når man samtidig skal passe sin skole, sine venner og sit fritidsjob.

Jeg tror, at jeg i nat prøvede at rejse tilbage til mig selv. Til den gang jeg var 16 år. Til den gang jeg opdagede, at de voksne slet ikke var så voksne endda og at de ikke var i stand til at varetage mit ve og vel. Til den gang de voksne stjal min energi og mine midler (muligheder?). Til den gang jeg opdagede andre voksnes hårrejsende afvisning af mig, fordi det er svært at håndtere psykisk sygdom og psykotiske gennembrud. Til alle de døre, der blev smækket i hovedet på mig og de telefonrør, der blev smidt på - bogstavlig talt. Tilbage til min fars vattede forsøg på at hjælpe og hans hurtige given op, fordi det var for svært for ham følelsesmæssigt. Jeg forstår det godt i dag. For hvad stiller man op med et andet menneskes chok (mit), hvis man aldrig har helet sig selv. Hvis man dybest inde i sig selv, selv er en forsømt lille dreng.

Da jeg var 16 år gammel erkendte jeg, at man kun har sig selv. At man i bund og grund er helt alene som menneske. Det var og er en lidt trist erkendelse og jeg brød mig ikke om den. Heldigvis har jeg i dag nogle, der gerne vil låne mig deres oplader og hjælpe mig med at melde min pung stjålet.

End off confession time!

Fremover vil jeg kun poste billeder af mine små tykke tæer og afblomstrede ærteblomster.