Susling low key
I dag har min største bedrift bestået i, at jeg er stået op. Ungerne er også syge, så vi tøfler stille rundt med snotklude inden for rækkevide. Heldigvis er min læbe ikke længere på størrelse med en a-skål. Nu sidder der kun et af de hersens sår, som man i følge reklamerne fixt kan dække med sådan et rundt plastikplaster, som man sætter på, mens man energisk hopper rundt og tager sine højhælede på lige inden daten træder ind af døren. Jeg vil også hoppe energisk rundt! Istedet for hele tiden at smatte ud på sofaen og tage en uautoriseret mormor.
Lørdag aften var jeg også blevet omfavnet af sofaen, da jeg pludselig vågner op til en stue draperet af cykellygter. Strømmen er gået og Anders drønner sammen med Dj Brockhouse rundt for at lokalisere årsagen. Træt, meget træt løfter jeg hovedet op over sofakanten og foreslår, at de ringer til den hjælpelinje, vi rent faktisk har som lejere. Det går han hvæsende med til.
En halv time efter står der en sortklædt mand med pandelampe midt i min stue. Han bevæger sig rundt med hurtige katteagtige bevægelser og trykker løs på stikkontakter og hiver stik ud. Det var næsten som at være med i "Brazil" (i øvrigt en af mine yndlingsfilm). Han kommer hurtigt og han går hurtigt igen. Med den forskel fra "Brazil", at han rent faktisk reparede noget frem for at ødelægge. Nu skulle alt vel være i sin skønneste orden. Men nej! En time efter råber min søn gurglende på mig. Der er blod over hele håndvasken, på spejlet, på fliserne, på det der står på hylden under spejlet, på sæbedispenseren, på toiletet - overalt. Den stakkels knægt er tidligere på dagen med en fuldvoksen influenza med i bagagen, taget den lange vej for at slå op med sin kæreste. Han ville gøre det ansigt til ansigt. Han var kun væk nogle timer. Hele vejen til vestsjælland og så tilbage med makeupgrådrester på sin ene skulder. Nu havde han fået massivt næseblod. Det skal man jo også lige tage sig af - både blod og følelser.
Jeg skal hilse og sige, at jeg har sat hele familien på en vitaminkur (min datter er også nede med flu). Selv åd jeg også lige oveni d og c og b, et par fed hvidløg rå (tænkte, at der alligevel ikke er nogen, der gider at kysse på en med et plus size herpessår). Det med hvidløgene får jeg nok ikke ungerne til. Men så har de bare at spise nogle af de hjemmedyrkede spirer, jeg har planer om! Når jeg engang holder op med at være så træt.
Etiketter: Sygdom og hverdag
2 Comments:
Oh dear! Ved sgu ikke hvad jeg skal sige andet end GOD BEDRING! Damn!
Du behøver ikke at sige så meget andet, end god bedring. Det hele heler sig jo af sig selv,lissom. Det er bare mig, der er et jammerhovede. Og så synes jeg, at den pandelysbelampede elektriker var til at krepere af grin af, hvis altså ikke jeg havde været så inflenzuøs på det tidspunkt. Det var ren Monty Phyton. Sønnike klarer sig. Han fik en omgang vat til næsen og en ordenlig krammer. I dag har ungerne levet af c-vitaminer og smoothies.
Send en kommentar
<< Home