Susling kyler med kernemælk

Kender I det her med, at låget ryger og man flipper skråt og opfører sig totalt barnligt og pinligt? Det er muligt, at det der triggede, sådan set berettigede en vrede. Men det er saftsuseme pinligt, at man ikke kan håndtere vreden på en voksen og konstruktiv måde.

Nå, men i den fase jeg åbenbart er i lige nu - navlepillerfasen - så må man jo til det hårde arbejde med at se på sig selv i strakt arm. For hvad er grundsubstansen i det, man reagerer ud fra? Det er nemlig ikke nødvendigvis det, den anden gør. Men det, den anden spejler i en selv. Det er ofte noget inde i en selv, man skal arbejde med.

Da jeg var ca. otte år, der kylede jeg en kernemælk (de her ulækre kvarte lunkne skolemælk) lige i krydderen på en af mine klassekammerater. Jeg husker, at jeg så lidt op til hende, fordi hun havde langt lyst hår og altid gik i strutkjoler. Men der var en dag, hvor hun sagde noget mindre pænt til mig og så blev jeg simpelthen så gal og såret og så SMAK! Rådden ulækker kernemælk ud over hendes fine hår og kjole. Den gang blev jeg bagefter rigtig flov, for det var et lige lovligt overreageret angreb. Det kunne jeg godt se og jeg vidste egentlig også, at vi ikke var rigtige venner og jeg ville egentlig heller ikke være venner med hende, fordi jeg synes hun var lige lovlig girlie-girlie og selvoptaget, men altså hun var jo så pæn med de der struttende kjoler, som min mor kategorisk nægtede, at jeg måtte gå med. (Sjovt nok, kan jeg ikke engang huske, hvad hun hed). Det var selvfølgelig hende, der fik alle de andres sympati. Det er en mere illustrativ uretfærdighed at stå med ulækker kernemælk over det hele, end den bemærkning, der var blevet hældt ud over mig. Så jeg trak mig og sad for mig selv og filosoferede over, at det nok ikke lige var kernemælk, jeg skulle kaste med en anden gang.

Faktisk tænkte jeg, at jeg slet ikke skulle kaste med noget overhovedet og at jeg skulle lære at tøjle min vrede. For vrede i DK er noget værre noget. Det kan vi ikke rigtig ha'. F.eks. husker jeg en situation for nogle år siden, hvor en beboer her hos os havde fået futtet hele sin lejlighed af, fordi nogle utilpassede unger smed fyrværkeri ind til hende. Det var hun forståeligt vred over - meget! Men da hun luftede sin vrede på et beboermøde, så sad de fleste andre og trådte sig over tæerne, mens de tyssede på hende og sagde:"Ja, ja, så er det heller ikke værre, vel." ØØØhm!? Hun havde fået brændt hele lejligheden af inkl. arvestykker og malerier. Det synes jeg sådan set var ret slemt.

Nå, det var en detour. Ville bare illustrere, at vi er et samfund, der ikke rigtig kan håndtere vrede og konfrontationer, så vi gemmer det væk, der gør os vrede og så kommer det ud som spidse sidebemærkninger og i sidste ende et vulkanudbrud, hvor proppen springer.

I dag kan jeg købe lige så mange strutkjoler og sølv- og guldsandaler, som jeg vil (min mor syntes heller ikke, at jeg skulle gå i glitrende sandaler) og hvis I ser mine skoposer, så har jeg faktisk flere glitrende par. Men desværre er der stadig visse ting, der kan trigge mig helt vildt. Og det er: Tada og trommehvirvel!!! En der går i strutkjoler (ai, fis) og dog, det trigger mig med mennesker, der går i mentale strutkjoler, men i virkeligheden slet ikke er søde.

Og hvad er det så, jeg skal arbejde med? Jo! At være ligeglad, for det er jeg dybest set.