Susling under ombygning

Om mit nye køkken er færdig? Tak fordi du spurgte. Selvfølgelig ikke. Konturerne er der, men finishen og færdiggørelsen, det blæser lidt i vinden og resten ligger i kasser, som vi skal sortere og stille på plads.

Lidt lige som mig selv. Jeg har været helt derinde, hvor jeg ikke kan sætte ord på og hvor den psykolog, jeg har gået hos i en kort periode, pludselig slog fagligt begejstret ud med armene, mens hendes lange smukke libanesiskkrøllede hår dinglede entusiastisk om hovedet på hende.
For nu havde jeg fat i den lille treårige pige. Hende, der ikke vidste om hun var købt eller solgt. Hende, der ikke vidste om, hendes forældre kunne tage vare på hende. Hende, hvis forældre stjal hendes rum, som bare blev mindre og mindre.

"Klik," sagde det inde i mit hovede og så smilede jeg et stort lettet smil og slog ud med mine arme, så mine ørenringe og mit lidt mindre libanesiskkrøllede mørke hår dinglede om hovedet på mig.

De allersidste forløsende ord. Siden har jeg smilet, så mænd flirter med mig og kvinder smiler tilbage. Og nu går jeg rundt med en sær indre ro. Selv om jeg selvfølgelig godt ved, at der skal finish og færdiggørelse til og jeg skal have pakket ud af kasser, sortere og stille på plads.

Susling om at snakke med sig selv

Da jeg vågnede i morges ville mit hovede godt på arbejde. Men det ville min krop ikke. Den nægtede simpelthen. Det må man vel acceptere. "Nå," tænkte min krop så,"Man kan vel bruge nedetiden på noget konstruktivt og skrive nogle jobansøgninger". Men så stod mit hovede af. Det nægtede simpelthen. Ikke et ord kunne det tænke og alle jobopslag var dumme og rettet mod nogle helt andre end mig.

"Kom så I dovne fjolser!" skreg jeg. "Som minimum kan I vel samarbejde omkring en lille tur ud, så vi ikke bliver sindssyge." Det gad de så godt.

Vel ankommet i Brugsen (skal jo teste om jeg kan holde mig oprejst) var der den længste kø jeg nogensinde har set bortset fra nytårsaftensdag, hvilket så viste sig skyldtes, at alle de andre kasseapparater var stået af. Min krop, mit hovede og jeg stillede os pænt i kø og ventede meget længe og meget tålmodigt uden at brokke os. Vi tænkte bare:"Ok, moment of zen."

Da det endelig blev vores tur og vi havde placeret vores varer på båndet. SÅ STOD DET KASSEAPPARAT OGSÅ AF!

Det er der ikke noget at gøre ved (prøver lidt zen her). Så vi slæbte os kollektivt over til en anden butik i området (den lidt for dyre) og så slæbte vi os hjem igen og gav hinanden en high five, fordi vi dog havde holdt lidt sammen.

Nu har jeg så bedt min krop om at arbejde lidt bedre sammen i morgen og jeg har sagt til mit hovede, at vi skal ha' os noget positivt udsyn og visionere lidt på, hvad fanden det egentlig er vi vil. Og så er vi kollektivt blevet enige om, at man ikke kan forcere ting. Selv om det gad jeg altså personligt godt efterhånden.

Susling om at spare de forkerte steder

Så var det jeg lige lavede desperationsfinten! Vente bunden i vejret på mig selv, tog en saks og klippede en ordentlig bid af mit hår. Fra at have lignet en aldrende havheks med hår til midt på ryggen, blev jeg nu forvandlet til en afdanket voksenudgave af Ronja Røverdatter!! (Mit hår krøller afsindigt, hvis jeg giver det lov).

Heldigvis er der jo hestehale- og knoldfinten. Skrap det hele sammen, sæt det bag på hovedet og så ser ingen, hvordan musikken spiller.

Men hov! Jeg ser det jo og i nat havde jeg en seriøst diskussion med mig selv. Jeg havde nemlig en tid lørdag til at få farvet bunden (jeg er bare ikke klar til at blive gråhåret endnu). Men jeg trængte også seriøst til at blive klippet. Der hvor jeg hænger ud er det ikke helt billigt, så for og i mod: en ordentlig klip eller en grå udvoksning? (Skal jo spare). Det var en svær kamp. Det er ikke fikst med grå udvoksninger. Omvendt, så kan jeg kan ikke i længden rende rundt og ligne en Ronja Røverdatter 40 something på en dårlig hårdag.

Hvad gør en damsel in distress ( i hvertfald, hvis hun er mig)? Hun overtaler selvfølgelig sig selv til, at begge dele er dybt nødvendigt for hele ens velbefindende og som jeg sagde til Anders: "Helt ærligt! Der kommer et tidspunkt i en hver kvindes liv..." Nej det sagde jeg selvfølgelig ikke. Men jeg sagde:"Helt ærlig, jeg render rundt med støvler der kører på x. sæson. Mine jeans er enten for store eller for afdankede. Mine trøjer har huller eller er tilbage fra 2000 og når jeg endelig køber noget nyt, så er det altid sort eller gråt. JEG MÅ SOM MINIMUN HAVE ET ORDENTLIGT HÅR!"

Det har jeg så nu - delvist. Jeg vekslede min farvetid til en klippetid og nu er Ronja-look skiftet ud med en frisyre (men med grå udvoksninger). Til gengæld bestilte jeg så også lige tid til en bundfarve. Man er vel en kvinde.