Susling om jul med jul på
Mens vi sad og spiste julemiddag juleaften, spurgte mine unger mig, hvad man egentlig spiste i Østrig juleaften. Jeg måtte blive dem svar skyldig, for selv om jeg har holdt jul i Østrig som barn, så husker jeg ikke samme hype omkring maden, som her i Danmark. Jeg husker faktisk overhovedet ikke, hvad man sådan spiste. "Noget med fisk," mumlede jeg,"men jeg ved det faktisk ikke."
Jeg husker noget med Skt. Nickolausoptog i december. Jeg husker Krampus (drenge og mænd udklædt som djævel), der jog os rundt i gaderne, mens de slog løs på folk med en slags fastelavnsris. Jeg husker Weihnachtskeks og Lebkuchen. Jeg husker, at julemanden kom hos mig, men hos alle mine fætre, kusiner og veninder, der kom Christkind med gaverne - forudsat, at man havde været et godt barn hele året. Men maden?!
Jeg måtte selvfølgelig researche lidt, for det er da lidt af et hul i min kulturelle viden. Det jeg fandt ud af, det var, at man i Østrig spiser forskelligt afhængigt af, hvor i landet man bor. Nogle spiser karper, andre pølser og sauerkraut, nogle and og andre smørrebrød. Fælles for det hele er dog, at der ikke er samme hype omkring at spise sig en pukkel til. Man går i kirke og så spiser man et stille måltid, for det er Jesus fødsel og det er meget højtideligt og det er ikke en aften, hvor man som vi gør her i Danmark smovser os halvt fordærvet i kød med kød på (en absolut uskik, som jeg nu har afskaffet. Det er ulækkert med de bjerge af kød!) og sukker og sprut i lange baner. Nu er der så også en forklaring på det, for vi har vel overtaget de gamle vikingeskikke med at drikke jul ind og det katolske nåede heller aldrig rigtigt, at sætte sig fast oppe hos os. Vi er et pragmatisk folk - bortset fra, når vi spiser os mavepiner til og inhalerer alt hvad der er i nærheden af promiller og kalorier, lige i den periode er vi rene hedonister.
Som en lille bibemærkning: I Østrig er julen højstemt og meget stille, til gengæld fester man løs nytårsaften, fordi man ser frem mod det nye år. Her i DK oplever jeg til gengæld nytårsaften som meget højtideligt, fordi vi sørger over, at det gamle år er forbi. En forklaring på det, kan jeg ikke lige komme på. At vi er et tilbageskuende, voldædende folk?
Etiketter: Jul, traditioner
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home