kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

4.12.10

Susling rapporterer fra bunden af en rungende tom pengekasse

Sammenlignet med en enlig mor på bistandshjælp, en hjemløs i plastiksandaler i vinterens minusgrader eller en flygtningefamilie på starthjælp er jeg ikke fattig. Men sammenlignet med en dansk turist, der bliver jagtet af en haj i Sharm - el -Sheik, de strandede turister i Spanien eller de danske veninder, der tager på juleshopping i London, så er jeg fattig. (Hvem hullan har råd til at tage på ferie i julemåneden, som flår skindet af en hver med børn og familie?)

Faktisk er jeg så fattig, at jeg må prioritere. F.eks. i forhold til, om jeg tager med til en julefrokost. Den jeg skulle have været med til ville stå mig i 300,- "Åååårh, hvad", tænker du måske. "Slap lige af Moster, 300,- kr. er da ikke noget! "

Jo, det er det faktisk. For de 300,- går jo fra et andet sted i mit budget. Jeg nævner i flæng, hvad jeg kunne bruge 300,- på:
  • En lille ekstra julegave til mine unger
  • Noget af julemaden
  • 3½ par hulfri strømpebukser (denier 40-60. Det er koldt derude.)
  • 2 trøjer (mindst) fra H&M
  • Næsten en ny lynlås i et par af mine støvler
  • Underbukser en masse fra Netto (kan næsten ikke regne det ud: 19,95 divideret med...)
  • 2 H&M Bh'er
  • ½ fornyet pas (ikke at jeg har råd til at rejse p.t. men man kan jo drømme!)
  • Månedens bidrag til Charles i Uganda
  • Næsten en hel studenterhue til Skumfidusen
  • 1 frisørbesøg til DJ Brockhouse, der har en manke af den anden verden
  • 30 bloklys af de billige
  • 15 poser mel
  • 300 pakker gær
  • 90 pakker lokumsruller
  • 1 brøkdel af min husleje
Kan I se pointen?!

Jeg ved godt, at man ikke snakker om den slags i Danmark. Vi har ikke en gang en officiel fattigdomsgrænse. Det vil VOK ikke gå med til. Men det er sådan det er. For mange.

Nu er vi ikke lige der, hvor vi må søge om julehjælp eller gå fra hus og hjem, fordi vi har forkøbt os på en matrikel i blind tillid til evige opgangstider (Gud forbyde det. Min indre punk - og jeg var ung i fattigfirserne sjæl har aldrig troet på den slags over en dørtærskel!).

Men hallo! Når man er dér, hvor man må prioritere hver eneste dag, så bliver man lidt træt og det tror jeg faktisk, at der er mange der synes i Valby (og andre steder).

Er det ikke snart på tide med en debat og lidt flere, der kommer ud af busken med det, de ligger søvnløs om natten om?

Vi kan tage det, kan vi.

Etiketter: ,

10 Comments:

At 4/12/10 20:52, Anonymous Christina i NZ said...

Det der med den konstante prioritering - og efterfølgende træthed, det kender jeg godt. Jeg er ved at løbe tør for suppe-søm, men sådan er det vel at starte eget firma (igen, fordi vi flytter lidt rundt fra en verdensdel til en anden, og så lige tilbage igen). Kan ungerne bruge sko de har arvet? Har de virkelig brug for sandaler OG klip-klapper? Og så videre... Og som mor er man hele tiden sidst i køen når der uddeles nyt tøj osv., især når man er hjemmegående :-)

Men der kommer vel bedre tider, håber i hvert fald for jer at i kommer igennem den her periode!

Knus fra sommervarmen!

 
At 4/12/10 21:11, Anonymous Susling said...

Oh, man, du har i det mindste sommervarme! Støvler er dyrere end sandaler. Heldigvis er min søn glad for de støvler han har arvet efter sin afdøde farfar og min datter er nøjsom på byttetøj med veninderne måden. Jeg er så stolt af mine poder...Men ville også så gerne kunne give dem meget mere.

Og du, starte egen virksomhed. Det har jeg prøvet. Det slider og jeg vil aldrig mere gøre det. Men kæmpe kudos til jer!

Stor tak for din kommentar helt ovre fra den anden side af kloden. I grunden mener jeg, at vi er en stor global landsby med samme sorger og samme glæder.

Hilsen én, der må leve i det underlige lille fremmedfjendske flæskeDK.Nu med kulde og sne.

 
At 4/12/10 22:46, Anonymous Trine Louise said...

Du sætter konkrete ord på nogle af aspekterne af min frygt for at miste mit job. Jeg kan godt regne ud at det er sådan nogen ting det kommer til at handle om hvis jeg (eller min mand) mister jobbet, men det bliver meget konkret når du skriver om det. Jeg kan godt forstå at det er hårdt, især i julemåneden, at skulle lave disse prioriteringer hele tiden.

Det slår mig også hvordan du beskriver det grænseland der er mellem at man uden overvejelse tilmelder sig en julefrokost der koster 300 kr. når man har sin normale økonomi, og så situationen hvor man seriøst må overveje om det er det mest fornuftige, når ens økonomi pludselig er helt anderledes. Tankevækkende.

Jeg er glad for at læse at du trods alt ikke har utryghed om hvorvidt du kan blive boende - det er en anden af mine store bekymringer ifm. krisen. Selvom jeg også er vokset op i fattig-firserne så har det ikke været muligt for mig at bosætte mig til en udgift som kan klares på dagpenge i længere tid. Vi købte det billigste hus i byen i 2005, og har de sidste par år været på kanten af teknisk insolvens trods kontant udbetaling på 20% af købesummen i sin tid.

 
At 5/12/10 03:17, Anonymous Irene said...

Jeg har i mange år været medlem af et Women's Network, var sågar formand et par år. Men nu overvejer jeg at træde ud af netværket netop fordi det juleparty, der plejede at være splejs og bring nok til at dele, nu er blevet så forfærdeligt middelklasse-agtigt på den der 'empty nester' måde, så nu skal man betale hele €10 for maden og €3 til huslejen og så er det at jeg stiger af. Især i det indeværende økonomiske klima. Der er virkelig medlemmer af netværket, der slat ikke har råd til den slags ekstravangance, jeg er een af dem og den var ikke gået i min regeringstid ...

Middelklasseløg er røvkedelige, ved du godt det?

 
At 5/12/10 10:17, Anonymous Christina i NZ said...

Ha, ha, jeg tager ikke med til den danske mødregruppes julefrokost, for jeg har ikke råd :-) Det er der også andre der ikke har, det ved jeg, men vi finder alle på andre undskyldninger!!

Jeg er enig i, at vi, uanset hvor vi bor, i bund og grund er ens, med de samme sorger og glæder - især hvis man har børn. Vi har lige været til bbq hos genboen, alle 3 unger opførte sig eksemplarisk (ikke altid givet når de er 6 1/2, 4 1/2 og 2 1/2), og blev beundret af alle, hvilket jo er dejligt. Håber så bare at jeg som årene går, vil kunne give dem det 'mere' (det der tit koster penge) jeg ikke kan give dem nu. Lige nu får de 'mig', fordi jeg går hjemme, men det er jo så vores prioritering.

Og så bliver det jo altså også vinter hernede, så støvlerne kommer også i brug her. Mine er forresten fra 2002, men i Italiensk læder, købt i Bologna, god stil går aldrig af mode :-)

 
At 5/12/10 10:36, Anonymous Susling said...

Hvor er jeg glad for, at I gider dele ud af det I står med. Jeg er af den faste overbevisning, at det ikke er flovt ikke at have penge og ting og ting og penge. I perioder har jeg penge - gansge mange endda og så er 300,- peanuts. I andre perioder af mit liv sidder jeg så åbenbart i denne her suppedas.

Men på trods af, at jeg mener, at det er vigtigt, at man synliggør den barske virkelighed mange sidder i, så sagde jeg heller ikke, at jeg ikke kom, fordi jeg ikke har råd. Det blev for besværligt og så er det nemmere med en lille hvid løgn om, at jeg skulle noget anden den dag.

 
At 5/12/10 11:08, Anonymous Christina i NZ said...

Ohh, de små hvide løgne... Jeg skulle til ballet med ungerne, de to store altså, vi så Nøddeknækkeren. At det så var kl. 14.30, og spisningen var nogle timer senere, det snakker vi så ikke lige om ;-)

Men så er det også lige med prioriteringen, ikke, for biletter til den forestilling kostede nok mere end jeg ville have brugt på julefrokosten, men vi havde en fantastisk eftermiddag, og det er noget jeg hellere vil have at huske på end en aften med mennesker der ikke altid siger mig det helt store. Som dansker her i NZ er det faktum at vi alle er danskere vigtigere end alle de andre ting der normalt skaber venskaber. Bevares, jeg har rigtig gode veninder i mødregruppen, men der er altså også en hel del jeg ikke ville bruge to sekunder på hvis vi boede i DK. Teknisk set kunne vi godt bo i DK eftersom min mand har Britisk (altså EU) pas, men med den indvandringspolitik der føres i DK ved jeg ikke rigtig om jeg har lyst til at vende tilbage til DK. Men det er jo en helt anden diskussion - selv om den jo også handler om penge og prioriteringer... Go'nat herfra, inden jeg begynder på den kæphest :-)

 
At 7/12/10 17:46, Blogger Fr. Møller said...

Hvor er det dejligt, du sætter ord på dette tabu! For når man ellers kigger rundt i blogland, er det tilsyneladende kun befolket af kvinder, der voldshopper fuldkommen overflødige ting over nettet - bare fordi de "kan"...

Da jeg i sin tid røg på kontanthjælp, fordi jeg blev syg, havde jeg 80-100 kroner i døgnet til ALT, når husleje, lys og varme var betalt. Så du kan tro, jeg kan følge dig i, at 300,- faktisk er alt for meget at brænde af på noget så dybest set ligegyldigt som en julefrokost!

De første år gik det endda - jeg kom jo fra et helt almindeligt liv med en helt almindelig, fornuftig indtægt. Men ting holder jo ikke evigt. Køl/frys stod af, det samme gjorde fjernsynet og telefonen. Computeren...

Jeg blev syg af stress i sin tid. Årene i dyb fattigdom gjorde det bestemt ikke bedre!

 
At 8/12/10 15:03, Anonymous Helleq said...

Jeg tror at - om ikke alle- så har de fleste været der, hvor man vægter mellem en tur til tandlægen eller nye sko til ungerne. Vel vidende at det er børnene, der render af med sejren....

Jeg tror det er så svært at snakke om, fordi man ikke tænker på det, når pengene bare flyder ind i en god lind strøm, når det går godt. Og når det går skidt, så er der de perioder man stryger af hukommelsen- for hvem gider lige tænke på dengang man kun havde 1500 kr at leve for om måneden - til tre børn og to voksne ( plus de altid ventede børnepenge, der gjorde livet brugbart).
Jeg handlede dengang konsekvent mandag/onsdag og fredag og regnede så på om jeg var over eller under de hundrede kroner der var til mad etc. Lørdag kunne jeg så bruge resten på "luksus".
Vi levede sådan i halvandet år, og kom igennem uden de store skrammer. Og så havde jeg min uddannelse i hus og en fin understøttelse, der var noget højere end min SU. Og så var der både til bloklys OG en ny bh, uden at det dog nærmede sig luksus.

Men jeg kan godt huske regneriet, fravalgene og manglen på enhver luksus - såsom bloklys, nyt tøj, frisør og lignende.

NU, hvor jeg tjener pænt i konsulentindustrien og min mand hedder noget med direktør, sidder det stadigt på rygraden at jeg skal spare. Og sommetider synes min mand at jeg er lidt nærig, når jeg skumler over at have betalt 50 kr mere for et eller andet, som jeg havde kunnet fået billigere, hvis bare...Men sådan er det vel også?

 
At 11/12/10 12:01, Blogger Mette said...

Med kun én indtægt og en 16 årig pige kan jeg klart nikke genkende til dit indlæg...

Her står den også på smalkost og lige nu har jeg temmelig svært ved at overskue hvordan jeg får presset familiens julegaver ind i budgettet også - så jo, 300 kr. er mange penge også i mit budget.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home