Susling om at være i løntilskud

Jeg har fået fri til at skrive jobansøgninger. Fanjensme en fin arbejdsgiver jeg har. Men det er nok derfor, at mine ansøgninger ikke er så motiverede. Jeg kan jo i princippet godt li' at være, der hvor jeg er.

Men faktum er, at jeg skal søge og søge og minimum to ansøgninger om ugen. Meget svært at nå på en almindelig arbejdsuge og når man samtidig også har familie og et hjem, der skal holdes rent, tøj, der skal vaskes og hvad man sådan ellers har af almindeligheder.

Det er virkelig en underlig situation at sidde i - så'n at være i løntilskud. Lidt inde og bidrage og så alligevel være ude på sidelinjen og blive betragtet som arbejdsløs af systemet.

Og stedet, hvor jeg er. Tja, folk er søde nok - bevares. Men nogle gange så føler jeg mig som en fremmed fugl, der synger med et lidt andet næb end de andre. Det er ikke pga. løntilskudsstillingen. Det er vi en hel del, der er - på løntilskud og vi bidrager alle med vores og det bliver værdsat.

Men jeg føler mig fremmed, fordi jeg er opdraget i en anden arbejdskultur. Jeg går til tingene på en lidt anden måde og det har været en kæmpe udfordring for mig at tilpasse mig en mere rolig og indadvendt tankegang. Her løber man ikke så stærkt og man tænker ikke så meget i brugere, men mere i, hvordan det ser ud indefra. Underligt.

Måske er det min motivation for at komme videre? Måske skal jeg søge tilbage til konsulentbranchen? Måske vil det føles, som at komme hjem?

Jeg tænker (og prøver at undertrykke angsten for stress).