Susling kedelig med kedelig på

En gang blev jeg beskrevet som en skarp grøn chili. Nu føler jeg mig egentlig mere som en grønært af den udkogte slags (som i minus bid). Og hvorfor nu det? Jov, ser I - uuuuhhh suspeeeeeennnseeee.

Altså, der var engang en mørk og stormfuld nat...nå, nej...der var engang, hvor jeg kunne ryste det ene bloginlæg efter det andet ud af ærmet. De kom bare til mig, så'n flyvende og selv en tur ned til postkassen eller i den lokale super, var fyldt af historier. Så'n har jeg det i princippet stadig. Historierne myldrer rundt og jeg ser mange ting. Jeg.gider.bare.ikke.længere.at.skrive.dem. Simple as that.

Og hvorfor gør jeg ikke det, spørger den skarpe læser. Jo, fordi...og så meget. Men nok mest fordi, at virkeligheden har overhalet mig og tør jeg sige det?? Jo, det gør jeg, fordi sådan en person er jeg: Blogverden er blevet dybt kedelig i samme takt som mig selv. Der er saftsuseme ikke sammen grunk og bid over det mere - ligesom hos mig selv. Jeg lægger bånd på mig selv, holder mig tilbage og er gået i please-mode (oh rædsel). Det er dybt, dybt kedeligt både at ha' det sådan og at opleve det hos andre. Der er langt mellem snapsene og efterhånden meget få steder, der kan få mig op af stolen. Slut med cutting edge og ind med online dating på venindemåden. Beklager og hvis det får nogen til at stå af her, så siger jeg: OK!

Men nu lægger jeg så ikke lige på en studs min blog i graven. For jeg elsker den lidt skøre Susling, der ikke altid helt kan finde ud af det. Hun er min legeplads og en kreeret figur. For selvfølgelig kan jeg - den rigtige person - godt finde ud af mit liv (i store træk. Men vis mig den, der altid har styr på alting og lad dem kaste den første sten!!). Susling er bare en helt igennem fantastisk kanal til at vise de mere skæve sider af mig selv og det samfund, der omgiver os.

Hun er sgu bare lidt træt af sin egen båndlagte stemme - og af andres. Og hvis ikke hun og jeg går i tænkeboks nu, så ender jeg op med at skrive om gudsjammerligt kedelige ting som, at jeg drikker noget kaffe, om hvad jeg spiste i kantinen i dag (Hjerter i flødesovs - bøvs) og går det helt galt, vil I se en postering, hvor jeg har draperet mit minus-strik henover en busk i gården. (Skyd mig, hvis dét sker!!!!!)

Og hvis jeg så pludselig får blod på tanden og vender stærkt tilbage med et fantastiskmagastisk indlæg i morgen. Jamen, hell, så gør jeg dét. Hvis ikke, så lev med det.

PS. Nyeste afsnit i hårsagaen: Når man så'n bliver frisørklippet på den dyre måde, så skal sådan noget hejs jo sættes - hver effing morgen. Det er jeg hammerdårlig til og så er der jo de her krøller, som er ret genstridige og kun modefrisøsen eller en monsterhård håropskrap kan tøjle dem (og nej. Foreslå ikke et glattejern. Jeg har et - ovenikøbet et dyrt et - og jeg kan ikke finde ud af at bruge det.)

Nå, men, så skete der lissom det, at frisøsens gedigne fønhåndtering blev ødelagt af en gåtur i regnvejr i går efterfulgt af en hårvask i morges (skal man jo den slags), så nu ligner jeg igen en afdanket Ronja Røverdatter dog nu med noget frisure!!!