Suslings ode

Som voksen og ansvarlig mor til to kan man ikke bare sådan lige lægge sig ned og dø (i hvertfald ikke for egen hånd). Man kan heller ikke trække dynen over hoveder, nægte at stå op og insistere på at lukke verden ude (i hvertfald ikke, hvis man har bare et minimum af selvopholdelsesdrift).

Men man kan godt "dø" lidt på midaldermåden. Det står nærmest skrevet i sten, at det skal man. Ind med hygge og ansvarlighed og ud med egne drømme og længsler. I den alder kan man næsten ikke mærke dem mere, alligevel.

I sumpen af regninger, husholdning, vaskemaskinens snurren og kampen for at skaffe sig et udkomme, så forsvinder poesien, og de digte og ideer, man måske en gang havde hovedet fuldt af, flyder som fedtperler i opvaskevandet (for at citere Tove Ditlevsen).

Tanker forsvinder i krav og spørgsmål om, hvor strygebrættet står (der, hvor det altid har stået) og om, at man skal være tilstede, når alle andre har behov. Læste engang, at Naja Maria Aidt kunne sidde ved siden af sine unger uden at høre dem. De kunne nærmest hamre søm i spisebordet lige ved siden af hende uden, at hun reagerede. Ikke en smuk egenskab, men for hende en konstruktiv egenskab. Hun lever af at skrive. Jeg lever af hverdag og jeg har ingen søm i mit spisebord. Jeg har heller ikke nogen digte. Ikke mere. Men jeg vil gerne. Meget.