Susling rapporterer fra bunden af en rungende tom pengekasse

Sammenlignet med en enlig mor på bistandshjælp, en hjemløs i plastiksandaler i vinterens minusgrader eller en flygtningefamilie på starthjælp er jeg ikke fattig. Men sammenlignet med en dansk turist, der bliver jagtet af en haj i Sharm - el -Sheik, de strandede turister i Spanien eller de danske veninder, der tager på juleshopping i London, så er jeg fattig. (Hvem hullan har råd til at tage på ferie i julemåneden, som flår skindet af en hver med børn og familie?)

Faktisk er jeg så fattig, at jeg må prioritere. F.eks. i forhold til, om jeg tager med til en julefrokost. Den jeg skulle have været med til ville stå mig i 300,- "Åååårh, hvad", tænker du måske. "Slap lige af Moster, 300,- kr. er da ikke noget! "

Jo, det er det faktisk. For de 300,- går jo fra et andet sted i mit budget. Jeg nævner i flæng, hvad jeg kunne bruge 300,- på:

• En lille ekstra julegave til mine unger
• Noget af julemaden
  
• 3½ par hulfri strømpebukser (denier 40-60. Det er koldt derude.)
  
• 2 trøjer (mindst) fra H&M
• Næsten en ny lynlås i et par af mine støvler
• Underbukser en masse fra Netto (kan næsten ikke regne det ud: 19,95 divideret med...)
• 2 H&M Bh'er
• ½ fornyet pas (ikke at jeg har råd til at rejse p.t. men man kan jo drømme!)
  
• Månedens bidrag til Charles i Uganda
  
• Næsten en hel studenterhue til Skumfidusen
• 1 frisørbesøg til DJ Brockhouse, der har en manke af den anden verden
• 30 bloklys af de billige
• 15 poser mel
• 300 pakker gær
• 90 pakker lokumsruller
• 1 brøkdel af min husleje
  

Kan I se pointen?!

Jeg ved godt, at man ikke snakker om den slags i Danmark. Vi har ikke en gang en officiel fattigdomsgrænse. Det vil VOK ikke gå med til. Men det er sådan det er. For mange.

Nu er vi ikke lige der, hvor vi må søge om julehjælp eller gå fra hus og hjem, fordi vi har forkøbt os på en matrikel i blind tillid til evige opgangstider (Gud forbyde det. Min indre punk - og jeg var ung i fattigfirserne sjæl har aldrig troet på den slags over en dørtærskel!).

Men hallo! Når man er dér, hvor man må prioritere hver eneste dag, så bliver man lidt træt og det tror jeg faktisk, at der er mange der synes i Valby (og andre steder).

Er det ikke snart på tide med en debat og lidt flere, der kommer ud af busken med det, de ligger søvnløs om natten om?

Vi kan tage det, kan vi.

Suslings tøjkrise

Nå, jamen, tak fordi du sådan spørger. Det går da okay-ish. Ungerne trives i hvertfald og jeg har fået muler på overarmene og lidt mindre vinkeflap. Når jeg spænder mavemusklerne, så kan jeg mærke, hvad der er muskler og hvad der er fedt. Og det er jo fedt nok, om jeg så må sige. Jeg kan også identificere lårmuskler, når jeg går op af trapper og min lidt for store pariser-popo er blevet mindre. Kan også pludselig se, at jeg har et skarpt kæbeparti.

Prøvede for en uge siden en ny maskine, glemte alt om det igen og troede dagen efter, at jeg havde udviklet akut brystcancer, indtil jeg kom i tanker om, at jeg nu har kastet mig over at løfte jern for at styrke brystpartiet. Satser på at de løfter sig de to størrelser C, som jeg er udstyret med. Måske kan man komme helt derhen, hvor man kan spare bh-en væk (som om), for jeg har faktisk ikke råd til undertøj i den lækre ende. Det er også årsagen til, at jeg ikke har meldt mig til sensuel Lady Fit (dans er åbenbart det nye sort i fitnessverdenen. Man kan også gå til Latin Mix og Dance fit). Cool nok, hvis man kunne lære at danse erotisk, så ville jeg kunne svanse lidt rundt i de hjemmelige gemakker foran gemalen. Men, men...undertøjet. Skulle man sådan erotisere for sin mand, så kræver det jo lidt sexet outfit. Jeg tænker burlesqe 1950'er look. Går jo lissom ikke med udtrådt hvidish bøjle-bh fra H&Ms "praktisk kollektion" og slaskede sorte trusser til op over navlen fra Netto. Ville også skulle barbere ben og fjerne hår under armene, for ikke at tale om, at man skal trimme måtten og fødderne. Orker jeg sgu ikke. Og han tænder på mig alligevel. Skal bare hviske ordet sex, så ser han helt glad ud. Mænd er sågu da nogle taknemmelige størrelser!?!

And now to somthing completely different! (Eller same, same but different.)
Skal jo starte på job på mandag. Og hvad er kvindens største bekymring, når hun skal starte et nyt sted? Rigtig gættet! TØJ. For hvad fanden skal jeg tage på? Ejer ikke en klud. Og resten kan jeg vist endnu ikke skrue mig ned i. Har ikke rigtig turde prøve af angst for at blive deprimeret. Synes jo at vægttab går i den rigtige retning, men der kan man blive snydt. Er også røget ud af turnus med at se pæn ud på småhøje hæle. Jeg har stort set levet i jeans og sorte højhalsede og fitnesskluns det seneste halve år og alle rigtige kvinder ved, at et look skal vedligeholdes og gennemtænkes, så man bare kan ligge om morgenen og tænke:"Ah, i dag tror jeg, at jeg tager den nederdel på kombineret med de strømper, den bluse og de sko."

Apropos fitness-kluns, så kunne jeg faktisk passe et par løbebukser, jeg havde "glemt" alt om. De sidder helt godt nu. Men det kan jeg for fanden da ikke møde op i. Og tøjkulturen det nye sted kender jeg heller ikke. Store problemer kan I nok se.

Og apropos fitness, så er der en halvgammel jugoslav, der er begyndt at bage på mig. Argh. Troede ikke den slags skete på steder, hvor man egoer og trimmer krop. Jeg bliver helt paranoid, når jeg kan mærke hans øjne brænde i ryggen på mig. Tør slet ikke se mig omkring af angst for, at han tror jeg inviterer til noget. Må hellere tage med Anders over for fremtiden og kysse rigtig meget på ham, så signalet er sendt. Kors, mænd er sågu nogle underlige størrelser.

Nå, er skredet. Skal ud og puste støvet af mine forårssko og se, hvad der egentlig hænger i skabet og ligger på blusehylderne. Bare sådan, så jeg er opdateret på diverse mangler.

Suslings jerimade

Jeg går på glas ligenu. Jeg bevæger mig forsigtigt mellem sarte mingvaser og rådne æg og prøver at holde tungen lige i munden.
Jeg spekulerer og laver planer, mens jeg prøver at holde gejsten oppe på mig selv og min mand. Om tre måneder har han ikke længere noget job og ikke længere den gode løn. De penge, der har været med til at give mig rum og tænkeplads. Og hold da helt kæft, hvor er jeg taknemmelig for, at han gav mig den tid. Så jeg kunne finde mig selv igen. Så jeg kunne genopdage og nyopdage helt almindelige ting som bagning, fitness, glæden ved øjeblikket og et blidt strejf af solen. Eller bare det at lukke nye mennesker og oplevelser ind. Og det at være tilstede for mine unger, når de havde behov i det øjeblik, de har haft det.

Nu starter der snart noget nyt og jeg glæder mig. Jeg ser frem til at arbejde med de opgaver, jeg er ansat til. Så meget så det kilder i maven. Men hvordan får jeg passet alt det genfundne og nyopdagede ind i? Kan jeg holde kadancen og hvad med min mand?

Nå, hul i det. Vi har været der så mange gange før. Lortebrancher vi har valgt os. Kreativt og spændende måske, nej meget. Men helvedes usikkert og konjukturfølsomt. Og meget meget drænende på energi- og stabilitetskontoen.

Vi lever og ingen kan beskylde os for at være satte. Det er vel bare om at rulle en omgang mere rundt i den store livsturbine.

Susling møder en lille pige

I sidste uge mødte jeg en lille undseelig 15-årig pige på Christianshavns Torv. Jeg havde lige givet HUS FORBI-sælgeren nogle penge og pludselig stod hun foran mig, da jeg var ved at låse min cykel op.

"Må jeg godt få lidt penge af dig?" spurgte hun med en lille stille stemme. Jeg så på hende og spurgte:"Hvad skal du dog bruge penge til?" Hun så ud som alle de andre 15 årige piger, selv om der var noget trist og lidt forjaget over hende, så jeg var lidt forbavset. Hun ville gerne købe sig noget at drikke, fortalte hun mig.

Nu er jeg ikke naiv. Der er mange, der tigger penge i København og jeg husker også mine egne punkdage, hvor det var helt almindeligt at bomme smøger og penge fra folk. Altså jeg gjorde det ikke. Men mange andre gjorde. Jeg er også vant til at se på de hårde forstads-chicks, der strømmer til vores bydel og Christiania. Hende her var anderledes.

"Jamen, jeg forstår ikke helt? Hvorfor spørger du mig om penge?" "Fordi, jeg er løbet hjemmefra," svarede hun.
Mig: "Jamen, lille skat, hvorfor er du dog det?"
Hun: "Jeg kan ikke med min mor."
Mig:"Kan du ikke med din mor?"
Hun: "Hun er ligeglad. Og jeg ved ikke, hvem min far er."
Mig:"Hvor bor du?"
Hun: "På Amager. Men lige nu bor jeg rundt omkring hos nogle venner."
Mig:"Er du sulten?"
Hun:"Joe, men jeg har vænnet mig til det."
Mig: "Vil du ikke med hjem og have noget at spise? Du skal ikke være bange. Jeg har selv to børn og er helt normal."
Hun:"Nej,nej. Det kan jeg ikke, jeg har jo allerede spurgt dig om penge." Mig:"Hvad så med et bad? Trænger du ikke til det?"

Den lille pige begynder at få tårer i øjnene. Store tårer, der gør hendes øjne blanke. Det får jeg også. Vi ser hinanden dybt ind i sjælen. Jeg gransker hende. Hun svarer: "Jo, jeg kunne godt trænge til et bad. Men..."

Mig: "Du er helt sikker?"Min eneste tanke er, at få hende med hjem, så jeg kan hjælpe hende mere, end med et par håndører.
Hun ser lidt usikker ud. Skal hun sige ja? Men selvfølglig ved hun ikke, hvad jeg er for en type. Og det er en stor ting, at sige ja til en fremmed, selvom jeg er en helt almindelig pæn dame. Jeg skifter emne og siger:"Har du nogen du kan ringe til?" Hun svarer, at hun har tænkt på Døgnvagten. En god idé, svarer jeg hende. Vi ser længe hinanden ind i øjnene og jeg kan godt se, at selv om hun er på nippet til at sige ja til at komme med mig hjem til mad og bad, så tør hun ikke. Og jeg vil ikke presse hende mere. Istedet tømmer jeg min pung i hendes lille hånd og giver hende mit mobilnummer. "Ring til mig, hvis du ikke kan mere,"siger jeg. Og moderligt formanende:"Du går ikke over på Christiania!"

Til afsked giver jeg hende et lille kram. Hun siger:"Gid der var flere som dig." og så går hun hen til metroen, ned af de første trapper og forsvinder ud af min synsfelt.

På vejen hjem til mig selv græder jeg indvendigt og det første jeg gør hjemme hos mig selv er at ringe til Døgnkontakten. Jeg fortæller om episoden og spørger, om det er almindeligt, at 15-årige børn render hjemløse rundt? "Desværre,"svarer damen i røret. "Det er blevet helt almindeligt."

Jeg er lidt rystet, men kommer så i tanker om den plakat, der hænger rundt omkring på Christianshavn. Det er Christiania og Christianshavns Beboerråd, der indkalder til borgermøde, for at drøfte, hvad man kan gøre for alle de unge hjemløse, der er begyndt at hænge ud på Christiania.

Dagen efter vågner jeg op og forbander mig selv, at jeg ikke hev hende ind hos bageren og købte noget mad og drikke til hende og at jeg ikke hævede nogle flere penge, så hun havde lidt mere, end de 30 kr. jeg kunne give hende. Selv nu sidder hun i mig og jeg spejder efter hende, hver gang jeg er på Christianshavns Torv.

Hold da kæft, hvor jeg håber, at hun har ringet til Døgnkontakten eller har fået noget hjælp på en eller anden måde.

Susling i zen - i øjeblikket

Når man står der og bager Naan, rører agurkeraita og lige også smækker et Canadisk havrebrød sammen (fordi ungerne er vilde med det), mens man hører Orup og Bo Caspers orkester på you tupe, så betyder to afslag på en dag ikke så meget.

Jeg kører bare tungen over mine fine bakteriefrie laserbestrålede tænder og tænker frem på alt det frivillige arbejde, jeg kan kaste mig over. F.eks. så skal jeg lave en kampagne til fordel for kvinder i Mali og jeg er godt i gang med at bore mig ind på andre, der altså ikke kan komme uden om min gejst og mine kompetencer! Siger det bare. Og I hører selvfølgelig mere.