Susling møder en lille pige

I sidste uge mødte jeg en lille undseelig 15-årig pige på Christianshavns Torv. Jeg havde lige givet HUS FORBI-sælgeren nogle penge og pludselig stod hun foran mig, da jeg var ved at låse min cykel op.

"Må jeg godt få lidt penge af dig?" spurgte hun med en lille stille stemme. Jeg så på hende og spurgte:"Hvad skal du dog bruge penge til?" Hun så ud som alle de andre 15 årige piger, selv om der var noget trist og lidt forjaget over hende, så jeg var lidt forbavset. Hun ville gerne købe sig noget at drikke, fortalte hun mig.

Nu er jeg ikke naiv. Der er mange, der tigger penge i København og jeg husker også mine egne punkdage, hvor det var helt almindeligt at bomme smøger og penge fra folk. Altså jeg gjorde det ikke. Men mange andre gjorde. Jeg er også vant til at se på de hårde forstads-chicks, der strømmer til vores bydel og Christiania. Hende her var anderledes.

"Jamen, jeg forstår ikke helt? Hvorfor spørger du mig om penge?" "Fordi, jeg er løbet hjemmefra," svarede hun.
Mig: "Jamen, lille skat, hvorfor er du dog det?"
Hun: "Jeg kan ikke med min mor."
Mig:"Kan du ikke med din mor?"
Hun: "Hun er ligeglad. Og jeg ved ikke, hvem min far er."
Mig:"Hvor bor du?"
Hun: "På Amager. Men lige nu bor jeg rundt omkring hos nogle venner."
Mig:"Er du sulten?"
Hun:"Joe, men jeg har vænnet mig til det."
Mig: "Vil du ikke med hjem og have noget at spise? Du skal ikke være bange. Jeg har selv to børn og er helt normal."
Hun:"Nej,nej. Det kan jeg ikke, jeg har jo allerede spurgt dig om penge." Mig:"Hvad så med et bad? Trænger du ikke til det?"

Den lille pige begynder at få tårer i øjnene. Store tårer, der gør hendes øjne blanke. Det får jeg også. Vi ser hinanden dybt ind i sjælen. Jeg gransker hende. Hun svarer: "Jo, jeg kunne godt trænge til et bad. Men..."

Mig: "Du er helt sikker?"Min eneste tanke er, at få hende med hjem, så jeg kan hjælpe hende mere, end med et par håndører.
Hun ser lidt usikker ud. Skal hun sige ja? Men selvfølglig ved hun ikke, hvad jeg er for en type. Og det er en stor ting, at sige ja til en fremmed, selvom jeg er en helt almindelig pæn dame. Jeg skifter emne og siger:"Har du nogen du kan ringe til?" Hun svarer, at hun har tænkt på Døgnvagten. En god idé, svarer jeg hende. Vi ser længe hinanden ind i øjnene og jeg kan godt se, at selv om hun er på nippet til at sige ja til at komme med mig hjem til mad og bad, så tør hun ikke. Og jeg vil ikke presse hende mere. Istedet tømmer jeg min pung i hendes lille hånd og giver hende mit mobilnummer. "Ring til mig, hvis du ikke kan mere,"siger jeg. Og moderligt formanende:"Du går ikke over på Christiania!"

Til afsked giver jeg hende et lille kram. Hun siger:"Gid der var flere som dig." og så går hun hen til metroen, ned af de første trapper og forsvinder ud af min synsfelt.

På vejen hjem til mig selv græder jeg indvendigt og det første jeg gør hjemme hos mig selv er at ringe til Døgnkontakten. Jeg fortæller om episoden og spørger, om det er almindeligt, at 15-årige børn render hjemløse rundt? "Desværre,"svarer damen i røret. "Det er blevet helt almindeligt."

Jeg er lidt rystet, men kommer så i tanker om den plakat, der hænger rundt omkring på Christianshavn. Det er Christiania og Christianshavns Beboerråd, der indkalder til borgermøde, for at drøfte, hvad man kan gøre for alle de unge hjemløse, der er begyndt at hænge ud på Christiania.

Dagen efter vågner jeg op og forbander mig selv, at jeg ikke hev hende ind hos bageren og købte noget mad og drikke til hende og at jeg ikke hævede nogle flere penge, så hun havde lidt mere, end de 30 kr. jeg kunne give hende. Selv nu sidder hun i mig og jeg spejder efter hende, hver gang jeg er på Christianshavns Torv.

Hold da kæft, hvor jeg håber, at hun har ringet til Døgnkontakten eller har fået noget hjælp på en eller anden måde.