kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

29.3.10

Susling møder en lille pige

I sidste uge mødte jeg en lille undseelig 15-årig pige på Christianshavns Torv. Jeg havde lige givet HUS FORBI-sælgeren nogle penge og pludselig stod hun foran mig, da jeg var ved at låse min cykel op.

"Må jeg godt få lidt penge af dig?" spurgte hun med en lille stille stemme. Jeg så på hende og spurgte:"Hvad skal du dog bruge penge til?" Hun så ud som alle de andre 15 årige piger, selv om der var noget trist og lidt forjaget over hende, så jeg var lidt forbavset.
Hun ville gerne købe sig noget at drikke, fortalte hun mig.

Nu er jeg ikke naiv. Der er mange, der tigger penge i København og jeg husker også mine egne punkdage, hvor det var helt almindeligt at bomme smøger og penge fra folk. Altså jeg gjorde det ikke. Men mange andre gjorde. Jeg er også vant til at se på de hårde forstads-chicks, der strømmer til vores bydel og Christiania. Hende her var anderledes.


"Jamen, jeg forstår ikke helt? Hvorfor spørger du mig om penge?"
"Fordi, jeg er løbet hjemmefra," svarede hun.
Mig: "Jamen, lille skat, hvorfor er du dog det?"
Hun: "Jeg kan ikke med min mor."
Mig:"Kan du ikke med din mor?"

Hun: "Hun er ligeglad. Og jeg ved ikke, hvem min far er."

Mig:"Hvor bor du?"

Hun: "På Amager. Men lige nu bor jeg rundt omkring hos nogle venner."
Mig:"Er du sulten?"

Hun:"Joe, men jeg har vænnet mig til det."
Mig: "Vil du ikke med hjem og have noget at spise? Du skal ikke være bange. Jeg har selv to børn og er helt normal."
Hun:"Nej,nej. Det kan jeg ikke, jeg har jo allerede spurgt dig om penge."
Mig:"Hvad så med et bad? Trænger du ikke til det?"

Den lille pige begynder at få tårer i øjnene. Store tårer, der gør hendes øjne blanke. Det får jeg også. Vi ser hinanden dybt ind i sjælen. Jeg gransker hende.
Hun svarer: "Jo, jeg kunne godt trænge til et bad. Men..."

Mig: "Du er helt sikker?"
Min eneste tanke er, at få hende med hjem, så jeg kan hjælpe hende mere, end med et par håndører.
Hun ser lidt usikker ud. Skal hun sige ja? Men selvfølglig ved hun ikke, hvad jeg er for en type. Og det er en stor ting, at sige ja til en fremmed, selvom jeg er en helt almindelig pæn dame. Jeg skifter emne og siger:"Har du nogen du kan ringe til?" Hun svarer, at hun har tænkt på Døgnvagten. En god idé, svarer jeg hende. Vi ser længe hinanden ind i øjnene og jeg kan godt se, at selv om hun er på nippet til at sige ja til at komme med mig hjem til mad og bad, så tør hun ikke. Og jeg vil ikke presse hende mere. Istedet tømmer jeg min pung i hendes lille hånd og giver hende mit mobilnummer. "Ring til mig, hvis du ikke kan mere,"siger jeg. Og moderligt formanende:"Du går ikke over på Christiania!"

Til afsked giver jeg hende et lille kram. Hun siger:"Gid der var flere som dig." og så går hun hen til metroen, ned af de første trapper og forsvinder ud af min synsfelt.

På vejen hjem til mig selv græder jeg indvendigt og det første jeg gør hjemme hos mig selv er at ringe til Døgnkontakten. Jeg fortæller om episoden og spørger, om det er almindeligt, at 15-årige børn render hjemløse rundt? "Desværre,"svarer damen i røret. "Det er blevet helt almindeligt."

Jeg er lidt rystet, men kommer så i tanker om den plakat, der hænger rundt omkring på Christianshavn. Det er Christiania og Christianshavns Beboerråd, der indkalder til borgermøde, for at drøfte, hvad man kan gøre for alle de unge hjemløse, der er begyndt at hænge ud på Christiania.


Dagen efter vågner jeg op og forbander mig selv, at jeg ikke hev hende ind hos bageren og købte noget mad og drikke til hende og at jeg ikke hævede nogle flere penge, så hun havde lidt mere, end de 30 kr. jeg kunne give hende. Selv nu sidder hun i mig og jeg spejder efter hende, hver gang jeg er på Christianshavns Torv.

Hold da kæft, hvor jeg håber, at hun har ringet til Døgnkontakten eller har fået noget hjælp på en eller anden måde.

Etiketter:

12 Comments:

At 29/3/10 11:30, Blogger Annettes space said...

Fy for pokker Susling !!!!!
Det er fanme da barsk virkelighed smasket lige i fjæset.
Øv, kan SÅ godt forstå den følelse du står tilbage med idag. Jeg ville have det på samme måde.
Jeg håber at hun ved at møde dig, fik taget sig sammen til at ringe. Til døgnvagten eller andre.

 
At 29/3/10 12:07, Blogger Lotten said...

Årh nej! Får nærmest en knude i maven af at læse det her indlæg... du gjorde en forskel, det er der ingen tvivl om - og jeg håber sådan, at hun har ringet til Døgnkontakten.

 
At 29/3/10 12:32, Blogger susling said...

Kære Begge to,
Jeg gjorde jo netop ikke en forskel. Havde jeg dog bare fået hende med hjem! Men jeg forstår godt, at det er svært at stole på voksne. Hvorfor skulle hun dog det?

 
At 29/3/10 17:47, Blogger Anne said...

åh nej, jeg fattes næsten ikke ord. Hvorfor er det dog blevet sådan for den unge pige? Og hvorfor er der ingen der har hjulpet, før end du kom ind i billedet? Jeg tror på, at du fik hende til at ringe til døgnvagten!!

 
At 29/3/10 23:16, Blogger Pernille said...

Av min mave :(

Det kan godt være du ikke føler du gjorde en forskel. Det kan godt være du skulle have gjort både dette og hint. Men du gjorde noget. Du ignorerede hende ikke. Du lyttede til hende og gav den omsorg hun ville tage imod.

Det gør det ikke mindre uhyggeligt, måske endda mere, fordi du involverede dig.

Gid der var flere, der turde give og turde tilbyde hjælp.

 
At 30/3/10 01:46, Blogger Beologen said...

Susling...pigen ved måske godt at hvis hun henvender sig til systemet, måske via Døgnkontakten, så vil hun kunne få nogle penge ad den vej - eller i hvert fald mulighed for at få opfyldt nogle primære behov.

Men hun ved måske også godt, at vejen gennem systemet vil kunne tvinge hende hjem igen til moren, og det vil hun bare ikke. Ikke mere.

Hun er på et meget svært og potentielt skadeligt sted i sit liv.

Og jeg tror på, at du kan have påvirket hende i en meget positiv retning alene ved den måde du kontaktede hende på - og de ting du sagde til hende.

Min aller-allerstørste kompliment til dig, Susling.

 
At 30/3/10 13:03, Blogger susling said...

Kære alle,
jeg vil igen fastholde, at jeg jo ikke gjorde en hujende fis andet end at se hende og snakke med hende. Men hvad kan et strøg på kinden, 30 kr. og lidt opmærksomhed gøre i det store billede? Ikke meget. JO, måske, at hun blev SET i et kort øjeblik. Det tror jeg faktisk er hamrende vigtigt. Derfor smiler jeg også til HUS FORBI-mænd og småfulde grønlændere. De er også mennesker med følelser og et levet liv.

Selv vil jeg også gerne ses og anerkendes. Bliver f.eks. edderspændt rasende, hvis jeg holder døren for en og så vader de næste bare efter,som om de har en særlig ret og jeg bare er en dørmåtte.

Til kamp for at SE og blive set! Det er der alt for få der gør.

Og gid den lille pige gør et eller andet ved sin situation, men som du siger Beo, hun kan alt for nemt havne i et system, hvor hun måske for sine primære behov dækket, men også skal trækkes med, at blive sendt tilbage til sin mor. Det var jo netop derfor jeg gerne ville have hende med hjem. Måske ville jeg kunne finde på en alternativ udenomsystemet løsning.

PS. Da jeg var ung fodrede jeg vildkatte og reddede snegle, der havde forvildet sig ud midt på en befærdet vej. Can't help it!

 
At 31/3/10 15:58, Blogger Dana Watsham said...

Det er en af de situationer, der trækker lange spor i hukommelsen - måske fordi man et eller andet sted godt ved, at man IKKE kan skabe en win-win-situation, uanset hvor meget man prøver.
Døgnkontakten ville være mit logiske råd - men som Donald siger er deres løsningsforslag umiddelbart at sende hende hjem til moderen. Der er (uanset hvor geren vi så at der var) ikke ungdomspensioner eller lignende foranstaltninger nok til unge under 18, og under det nuværende misregimente kommer der det heller ikke.
Der er kort sagt så lidt praktisk man kan gøre, ud over de sidste 30 kr i pungen eller tid til lige at snakke de to minutter pigen har overskud til. Men gid der var!

 
At 1/4/10 00:38, Anonymous Donald said...

Det er vist Bent Otto, som siger at de vil sende hende hjem til moderen, og at det er hun sikkert ikke tjent med. Jeg ville gerne lægge en kommentar om, at pigens tillid er på et meget lille sted (det er lidt det samme som Beo siger) og at du måske i virkeligheden har hjulpet hende til at kunne føle mere tillid ved at du ikke trængte dig på. Hold øje med hende, hun kommer igen - eller også kommer der en anden igen, og så kan du fortælle historien om pigen-på-15.

Jeg var ikke klar over at "ungdomspensionat-systemet" ikke fungerer mere. Der kan vi gøre noget: Vi må sørge for at påvirke alle de vælgere vi kommer i nærheden af med oplysning, oplysning og atter o. Adgang til information skal sikre at der ikke bliver mere magtfordrejning.

 
At 1/4/10 09:33, Blogger susling said...

Da jeg var de her 14-15 år og min mor lallede rundt i en alternativ virkelighed, var der flere, der gerne ville have mig på en ungdomspension. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Dels gik ungdomspensionerne for at være de rene hash-centraler og dels ville jeg ikke have, at nogen skulle bestemme over mig. Jeg havde klaret mig selv så længe, at det var en utænkelig tanke. Jeg kunne og ville selv. Det jeg gjorde som 16 årig var at skaffe et kollegieværelse og bistandshjælp, så jeg kunne klare mig nødtørftigt. Jeg fik vist også en offentlig værge, men hun besøgte mig kun én gang. Siden hørte jeg aldrig fra hende og jeg var rystende ligeglad. Jeg kunne godt selv. Bl.a. gennemførte jeg gymnasiet i den periode.

Måske ville samme fremgangsmåde være løsningen for den lille pige?!

 
At 7/4/10 13:00, Blogger Tina - omme i London aka teeweewonders said...

De 30 kr kommer hun maaske ikke langt med, men knuset og dine mor-ord kommer hun rigtig langt med. Du sidder garanteret ogsaa i hende endnu. Bare der var flere som dig!

 
At 9/4/10 02:15, Blogger Maria said...

Du kan tro, at du gjorde en forskel ! Hun ta'r den her oplevelse med sig forever. Hun husker mødet med hende, der viste hende omsorg - af hjertet. Oprigtig omsorg.

Jeg ved det. Jeg har selv været der. Og dem, der mødte mig dengang, er aldrig blevet glemt. De har haft en stor betydning for mig - på hver deres vigtige måde.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home