Suslings bivirkning slår til!

Jeg er sådan indrettet, at jeg sagtens kan mærke mine egne grænser og også sagtens kan blive vred og sige fra. Men konsekvenserne, du! Dem har jeg svært ved at deale med. Selv om min vrede over noget er fuldt legitimt og kun ret og rimeligt, så føler jeg en sitrende skyld, når jeg kan mærke, at jeg må sige fra eller stille skabet, hvor det rettelig skal stå.

Lad mig give et eksempel: Min airhead af en datter ringer til mig kl. 21.00 om aftenen fra Istanbul og spørger om vi ikke liiiiigggeee kan overføre nogle penge til hende, fordi hendes konto er blevet spærret. Grunden til at den er spærret er, at hun har tastet sin kode forkert tre gange i træk. Doh! Jeg bliver oprigtig vred på hende. Så'n virkelig forarget over hendes manglende fokus og ikke tagen sig sammen. Vi har nemlig betalt hendes rejse, for penge vi reelt ikke har og ovni overført 3000,- til hendes konto, så hun ikke skulle stå i et fremmed land uden midler - og de penge har vi sådan set heller ikke. Og hvad sker der? Hun laver sådan et nummer. Min første indskydelse er, at den må hun fandme selv klare. Hun er over 18 og formodes dermed at være myndig. Mor er ikke skuffet, hun er knaldende vred og dybt forarget. Men så er det skylden sætter ind. For vi kan da ikke lade hende stå uden penge, vel. Og hvad sker der med hende, hvis jeg følger den her helt til dørs og lader hende klare ærterne selv? Så uanset, hvor vred jeg er, så ved jeg, at jeg vil ringe til banken og høre, hvad vi kan gøre.

Kan I se, hvad jeg mener?!

Jeg har også et andet eksempel: Min gamle moster, som bortset fra min bror, er den eneste jeg har tilbage, kan ikke komme ud af døren pga. noget med hendes ben og nogle sår og noget kredsløb og noget diarre og jeg skal komme efter dig med kvalmende detaljebeskrivelser, som jeg meget har mig frabedt. Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe, men nu synes jeg efterhånden, hun tærsker langhalm på sin sygdom og at hun er begyndt at disponere lige lovlig meget over min tid uden at have spurgt mig først. Kan jeg ikke lige smutte i Matas, kan jeg ikke lige smutte i banken, kan jeg ikke lige købe en gave fra hende til min nevø, osv. osv. Det er ikke så meget det, at hun har brug for hjælp, men mere det, at hun, i lighed med Skumfidusen, som en selvfølge forudsætter, at jeg bare stiller op i tide og utide. Det gør mig fandme vred. Med til historien hører den lille krølle, at min moster svigtede mig på et tidspunkt, hvor jeg meget havde brug for hjælp. Hun efterlod mig simpelthen muttersalene som 15-årig med en ravende vanvittig mor, der rendte rundt med knive og snakkede kaudervælsk. "Desværre, Sus, jeg bliver nødt til at gå nu, for min mand vil gerne have, at jeg kommer hjem til ham. Good bye, Ruth!" Og jeg idiot tilgiver og tilgiver og rummer og forstår og så er der jo også lige konsekvenserne. For jeg kan jo ikke bare, og hvad nu hvis og man må ikke svigte og hun er jo bare sølle og jeg ku' jo sagtens og blablablablabla....

Kan I se pointen?! Fandme anstrengende, at mine omgivelser tager mig som en selvfølge og vel egentlig overskrider mine grænser og jeg kommer lappende som en anden opopfrende tossegod Florence Nigthingale, mens hele mit indre skriger: "Stop! Nu er det sgu nok! Jeg er her også og nu er jeg saftsusemig gal. "