Susling om de små paradokser

Livet er fyldt med paradokser. I min verden ser de sådan ud:

• Jeg er 47, men jeg føler mig yngre, end jeg gjorde, da jeg var fyrre. I kid you not. Den gang gik jeg rundt og bekymrede mig om overgangsalder og tabt skønhed og tabt sex appeal og mit tiltagende fjernsyn og den slags. Gør jeg absolut ikke mere. Overgangsalderen lader vente på sig. Brillerne kan man leve med - især hvis man husker dem - og den tabte skønhed må man vel bare erstatte med noget andet. Som fx, at min datter bliver skønnere for hver dag, der går og jeg selv er rykket over i kategorien "Velholdt".
• Rengøringshjælp! No way! Jeg kunne det hele og så var jeg socialist om en hals. Er jeg stadig, men nu er en rengøringshjælp min hemmelige drøm, fordi jeg faktisk synes, at tid til sig selv er meget vigtigere.
• DIY. Jamen hvorfor ikke?! Går faktisk og leger lidt med tanken om at springe ud. Når jeg får tid. En gang.
• Andre folks hang ups og hvad de mon synes og tænker og føler og Åh, nej, har jeg nu sagt det forkerte eller provokeret nogen og hvorfor er det nu, at jeg ikke lige forstår den hemmelige veninde-indforståethedskodex?! Bare ærgerligt. Kommer aldrig til at forstå den, men jeg forstår så meget andet og jeg forstår, at have et ægteskab, hvor vi tager vare på hinanden.

Nå, men det var bare det jeg ville sige.

Susling Gammelsmølfine

Fyrre, fed og færdig? Tja, lidt færdig føler jeg mig lige nu, hvor jeg lever af en cocktail bestående af strepsiler og pinexer og sidder indhyllet i store sjaler (og i dag var ved at dejse om efter en tur i kiosken (forbandet, at man samtidig har en lille stemme inden i en, der siger: Pjækkerøv. (Damn flinkeskolen!)). Fyrre er jeg jo også - på den seriøse måde. Om et halvt år kan jeg ikke længere sige, at jeg er midtfyrrekategorien og inden jeg ser mig om, så havner jeg i kategorien 50-69.

Og så må jeg tilstå, at læsebriiilllen er blevet en fast bestanddel af mit liv. Men efter flere års tilløb er jeg i det mindste nået til det stadie, hvor jeg husker dem og også bruger dem. Mine arme er simpelthen ikke lange nok længere til at læse det med småt, tråde en nål eller klippe negle.

Men fed!! Nope. Her er der sket en radikal ændring, for pludselig kan jeg passe bukser, jeg købte, da jeg var i 30'erne og de sidder faktisk lidt løst. (Ret heldigt, for jeg har ikke råd til nye og jeg hader desuden at købe bukser). Kiloene rasler af mig, uden at jeg skal gøre så meget for det. Til gengæld må jeg så tøvende indrømme, at det hele sidder lidt mere løst. Det gør det altså. Kan stadig lave ballondyr på min mave og vinkemusklen har også sit helt eget liv.

Men hell, hvis man bare tænker i trusser, der samler (om jeg så må sige) og strammer bh-stroppen en anelse - efter, at man har hældt det, man nu har hængende foran indenfor det betryggende stof (elsker, at jeg opdagede bh'er, da jeg var i starten af 30'erne og ungerne havde tygget mine fine bryster lange), så går det sågu nok.

Skal jeg være helt ærlig (og det skal man jo), så synes jeg, at det er meget bedre og nemmere at være i fyrrene, end i 30'erne. Meget muligt, at jeg var strammere, men jeg var også ti gange mere bekymret og stresset og angst for at gå glip af ting og jeg vidste ikke helt, hvilken retning jeg skulle gå i og jeg fandt mig i meget mere, end jeg gør i dag. Og jeg var bange for at falde af på den og ikke nå med og ungerne skulle også have deres og jeg var frustreret perfektionist og kunne ikke tilgive hverken mig selv eller andre (mest mig selv) og det kan jeg så se,at alle dem, der er yngre end mig, kæmper med, ligesom jeg gjorde i deres alder og jeg har mest lyst til at lægge en beroligende hånd på deres skulder og sige det går nok og husk, at du har kun ét liv og nyd det du har (og lad være med at tro, at formlen er "Sex and the City", for det har du hverken råd eller tid til!)

Det var bare det, jeg ville sige. Hej, Hej.

Suslings bivirkning slår til!

Jeg er sådan indrettet, at jeg sagtens kan mærke mine egne grænser og også sagtens kan blive vred og sige fra. Men konsekvenserne, du! Dem har jeg svært ved at deale med. Selv om min vrede over noget er fuldt legitimt og kun ret og rimeligt, så føler jeg en sitrende skyld, når jeg kan mærke, at jeg må sige fra eller stille skabet, hvor det rettelig skal stå.

Lad mig give et eksempel: Min airhead af en datter ringer til mig kl. 21.00 om aftenen fra Istanbul og spørger om vi ikke liiiiigggeee kan overføre nogle penge til hende, fordi hendes konto er blevet spærret. Grunden til at den er spærret er, at hun har tastet sin kode forkert tre gange i træk. Doh! Jeg bliver oprigtig vred på hende. Så'n virkelig forarget over hendes manglende fokus og ikke tagen sig sammen. Vi har nemlig betalt hendes rejse, for penge vi reelt ikke har og ovni overført 3000,- til hendes konto, så hun ikke skulle stå i et fremmed land uden midler - og de penge har vi sådan set heller ikke. Og hvad sker der? Hun laver sådan et nummer. Min første indskydelse er, at den må hun fandme selv klare. Hun er over 18 og formodes dermed at være myndig. Mor er ikke skuffet, hun er knaldende vred og dybt forarget. Men så er det skylden sætter ind. For vi kan da ikke lade hende stå uden penge, vel. Og hvad sker der med hende, hvis jeg følger den her helt til dørs og lader hende klare ærterne selv? Så uanset, hvor vred jeg er, så ved jeg, at jeg vil ringe til banken og høre, hvad vi kan gøre.

Kan I se, hvad jeg mener?!

Jeg har også et andet eksempel: Min gamle moster, som bortset fra min bror, er den eneste jeg har tilbage, kan ikke komme ud af døren pga. noget med hendes ben og nogle sår og noget kredsløb og noget diarre og jeg skal komme efter dig med kvalmende detaljebeskrivelser, som jeg meget har mig frabedt. Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe, men nu synes jeg efterhånden, hun tærsker langhalm på sin sygdom og at hun er begyndt at disponere lige lovlig meget over min tid uden at have spurgt mig først. Kan jeg ikke lige smutte i Matas, kan jeg ikke lige smutte i banken, kan jeg ikke lige købe en gave fra hende til min nevø, osv. osv. Det er ikke så meget det, at hun har brug for hjælp, men mere det, at hun, i lighed med Skumfidusen, som en selvfølge forudsætter, at jeg bare stiller op i tide og utide. Det gør mig fandme vred. Med til historien hører den lille krølle, at min moster svigtede mig på et tidspunkt, hvor jeg meget havde brug for hjælp. Hun efterlod mig simpelthen muttersalene som 15-årig med en ravende vanvittig mor, der rendte rundt med knive og snakkede kaudervælsk. "Desværre, Sus, jeg bliver nødt til at gå nu, for min mand vil gerne have, at jeg kommer hjem til ham. Good bye, Ruth!" Og jeg idiot tilgiver og tilgiver og rummer og forstår og så er der jo også lige konsekvenserne. For jeg kan jo ikke bare, og hvad nu hvis og man må ikke svigte og hun er jo bare sølle og jeg ku' jo sagtens og blablablablabla....

Kan I se pointen?! Fandme anstrengende, at mine omgivelser tager mig som en selvfølge og vel egentlig overskrider mine grænser og jeg kommer lappende som en anden opopfrende tossegod Florence Nigthingale, mens hele mit indre skriger: "Stop! Nu er det sgu nok! Jeg er her også og nu er jeg saftsusemig gal. "

Susling siger, nå nu skal vi så til at krepere

Nåmen, hva' dæ nu hedder...ok, så skal vi åbenbart til at krepere som svin! (Lidt sød ironi i dette svineproducerende land!) Skal da søren hejsme ha' fat i de SP-penge inden da, så jeg kan feste igennem som i pesttiden inden stikket går...feste som de gjorde i Decamaron...(da helt romantisk). Håber Lugtelakridsen når at fremlægge sit projekt om Ku Klux Klan inden vi smider træskoene, for nu har jeg brugt en kostbar forårssøndag på at sy en Ku klux klan-hætte og hvis man så skal dø snart er det jo lidt spild, sådan at slås med symaskinen og en gang hvid lagenlærred...og som om jeg ved, hvordan sådan en hut skal sys...det var efter billede på nettet og en gang tankelogik...Men vent! Måske er jeg slet ikke en af dem, der skal dø! Er så fuldt pumpet af binyrebarkhormon-indsprøjtning og noget supplerende pilleværk mod allergi, så det hele udligner hinanden og virusen ikke en gang kan trænge ind! (Men hvorfor er mine bussemænd pludselige røde?????? Ralllleeeee....)