Susling om retten til og forventninger

Pis os'! Det går sgu lige lovlig godt for tiden. Den slags bekymrer min indre stoiker. Hun sidder lige nu og vrænger tvært om hybris og nemesis og andet i den dur. Og jeg ved da godt, at tæppet kan blive trukket væk under én, stolen sparket bort under fødderne og man igen kan stå med fletningerne i postkassen. Det ved jeg alt for godt. Men hvad skal jeg med den gnidrede fattigfølelse, der hvisker til mig?

Det handler vel i princippet om, hvad man føler man har ret til. Og den "retten til" sidder dybt begravet i én og stammer nok fra den opvækst man har haft. F.eks. min gamle studiekammerat, der kom fra et meget rigt borgerliv. Vi var lige kloge, lige arbejdsomme og lige smukke. Ingen forskel der. Men modsat hende måtte jeg selv skaffe noget at bo i, jeg måtte selv tjene til livets ophold ved siden af studierne og jeg fik ikke ekstra penge og luksusting hjemmefra.

Hendes tilgang til, hvad hun fortjente og måtte have, for at have en normal tilværelse, var så diamentralt modsat min. Ikke at jeg ikke den gang også forstod at værdsætte luksus og jeg var også opdraget med musik og bøger, og alt det her akademikerhjem-hejs. Men jeg kunne godt klare mig med mindre og jeg forventede ikke, at blive behandlet som en prinsesse. Vi var nu lige gode venner af den grund. Forskellen i forventninger var bare noget jeg grundede over allerede den gang. For selv var jeg sådan én, der havde prøvet at sulte - for sindslidende mødre køber ikke ind og laver mad. Selv var jeg sådan én, der boede alene fra jeg var 16 - for det er svært at koncentrere sig om at lave lektier og gå i gymnasiet, når ens sindslidende mor laver sirlige systemer med skuffer og skabe trukket ud i avancerede mønstre, mens hun går mumlende rundt og taler kaudervælsk. Selv var jeg sådan én, der som studerende stoppede mine strømper og tog bad i en balje. Nå, kunne blive ved...men gider ikke

I øvrigt før finansgrisen satte en stopper for det, gik der rigtig mange wannabee prinsesser rundt. Alle havde jo "ret til et fedt køkken" og designertøj og skiferier og hus og have og bil og sommerhus og eksotiske luksusrejser. Jeg tror de har tømmermænd nu.

Det har jeg så til gengæld ikke - tømmermænd. Men jeg har vel lige så meget ret til at forvente som alle andre. Og det har Skat så givet mig ret i og også dem, der nu vil ansætte mig i et lillebitte job præcis det sted og inden for det område, jeg gerne vil arbejde.

Heldigvis er jeg i dette øjeblik ved at udvikle en halsbetændelse og har lidt feber. Det burde vel i princippet holde Nemesis fra døren og skabe balance på karmakontoen for nuværende.