kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

4.3.10

Susling har et dilemma

Jeg er lidt mundlam lige nu. Der sker ikke det store her. Ingen dramaer og så'n. Ok, lidt drama måske og det sætter mig faktisk lidt i et dilemma.

Min søns kæreste,Den Skønne, er taget hjem til fallitboet og skal pakke alle sine ting ned, så hun kan flytte. Hun vil gerne ha', at min søn tager hen til hende og hjælper hende. Han synes også selv, at han bør støtte hende. Så langt så godt. Men...at hjælpe hende indebærer, at han skal tage toget til et sted på Sjælland, der ligger så langt fra os, at han bliver nødt til at overnatte der. Han kan ikke bare tage hjem igen. Det indebærer også, at han skal overnatte i et hus, hvor der er en virkelig dårlig og ubehagelig stemning. Med aggressive mennesker, der skændes og råber af hinanden. Det synes jeg og hans far ikke, at han skal udsættes for. Han er kun 15 år og selv om vi også råber og skændes herhjemme, så er vi ikke hadske. Vi elsker hinanden og for det meste kysser vi, danser eller laver mad sammen.

Jeg vil ikke forbyde ham at hjælpe den, han elsker. Det er vigtigt, at sætte andre før sig selv en gang imellem og det er vigtigt at hjælpe mennesker i nød. Det synes han også selv. Men han er ikke glad ved tanken om, at tilbringe hele sin weekend i et ubehageligt klima.

Hvad gør man i sådan en situation? (En side af mig siger:"Lad ham tage afsted, så kan han se, hvor heldig han er og måske sætte en anelse mere pris på sine gamle fugleungeforældre!)

Etiketter: , ,

5 Comments:

At 4/3/10 13:09, Blogger Pernille said...

Der er vel ingen der ønsker for deres børn at de skal udsættes for andres skænderier.

Jeg kan også godt huske fornemmelsen af at være det forkerte sted, når venner og veninders forældre talte mindre pænt til hinanden eller deres børn.

Når det er sagt, ved han hvad han går ind til og de elskende kan støtte hinanden. Så i sidste ende, ville jeg nok lade ham beslutningen selv... og love at holde mobiltelefonen åben, hvis han får behov for at snakke.

Bliver bølgerne for høje, er der så muligheder for at de kan gå en tur, være hos den skønnes veninder eller noget...?

 
At 4/3/10 13:29, Blogger susling said...

Kære Pernille (og Monopolet)
Jeg er tilbøjelig til at give dig ret. Han ved, hvad han går ind til og han skal selvfølgelig være der for sin kæreste. Jeg var faktisk helt ked af at sende hende afsted, da weekenden var slut, men hun bor alt for langt fra os til, at hun samtidig kan passe sin skole. Jeg sagde også gang på gang til hende, mens hun var hos os, at hun skulle huske på, at hun var teenager og derfor havde hun ret til at tænke på sig selv.(Hun er en meget ansvarsbevidst og omsorgsfuld pige.)

Så alt i alt kunne jeg ikke drømme om at forbyde ham at tage afsted. Men svært er det. Så voksen er han jo heller ikke. På den anden side ved jeg om nogen, hvor vigtigt det er med en skulder at læne sig op af.

Jeg tror ikke umiddelbart, at han ville ringe til os. Mere bide tænderne sammen på mandemåden. Til gengæld er de begge meget samlede og bevidste, så jeg tror,at de vil finde smutveje - sammen - ud af et overopkogt hjem. Håber jeg i hvertfald.

 
At 4/3/10 14:08, Blogger Gittemay said...

Forstår godt dit dilemma. Men jeg må nok tilslutte mig koret...jeg ville lade ham tage afsted, lade ham vælge selv.
Det er da så langt fra en fiks situation - men omvendt tror jeg ikke, han ligefrem tager 'skade' af det. Han kommer jo fra noget helt andet selv - og det giver en vis styrke jo.
Jeg er sikker på, at de to turtelduer finder på noget, hvis det lige pludselig bliver for meget.

KH Gittemay

 
At 4/3/10 15:06, Blogger susling said...

GM: nu er jeg ikke sådan en forbydemor. Faktisk siger mine unger ofte, at de må (måtte for min datters vedkommende.Hun er næsten 19.) mere end andre. Til gengæld ved de også, at når vi/jeg siger nej, så mener vi/jeg det. F.eks. den gang min datter ringede hjem og spurgte om det var ok, at hun var sammen med en veninde og hendes mor til demo den gang Ungdomshuset blevet ryddet. "Nej, fandme nej!Kom hjem nu! "skreg jeg i falset. Og hun kom hjem med det samme.

Jeg tror også min søn har den rette ballast og at han nok skal klare det. Jeg ER bare ikke glad ved situationen. Det er jeg sgu ikke. Vil meget hellere ha', at de er hos os :-/
Hilsen en hønemor

 
At 4/3/10 23:08, Blogger Pernille said...

Susling, det er menneskeligt og moderligt og alt muligt og del af frigørelsesprocessen... Jeg ved godt det ikke hjælper :)

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home