Susling om rollemodeller

Jeg ved ikke lige, hvordan det er kommet sig, men det ser ud som om mit nye indianernavn er: "Hende der beroliger andre og svæver over vandene". I hvertfald render jeg p.t. rundt og snakker med alle mulige bekymrede. "Det skal nok gå", siger jeg. Eller:"Hvis nu jeg lige sørger for ditten, datten, så har du en bekymring mindre." Eller: "Tag det med ro, vi tager bekymringen, når den kommer."

Faktisk huer det mig ikke helt, at være sådan en overskudsting. Men jeg er bange for, at det er en af de få modeler, man kan vælge som kvinde, når man har nået midalderen. Sådan lidt yogi-agtig: "Skidt, pyt. Universet vil os det godt og nu bager jeg nogle brød og så skal du se; det hele går nok." (Ydrg.)

Men ret beset er de andre alternativer vel også temmelig anstrengende. F.eks.:"Hende, der er bitter og indebrændt og synes, at livet ikke har givet hende, det hun fortjener." Eller:"Hende, der ikke har opdaget, at hun ikke længere er så ung og derfor krampagtigt holder fast i det, der var engang." Eller:"Hende, der har affundet sig med tingenes tilstand og er glad for de små ting i livet."

Egentlig synes jeg, at livet bliver en anelse snævert, når man når skælsår og alder. Der er ikke det store udbud af roller på hylden længere. Lidt lissom de muligheder piger har for at klæde sig ud til fastelavn. Hvis nu man er en lille pige, der gerne vil være en superhelt. Hvad har man så reelt af muligheder? Man kunne selvfølgelig godt være Spiderman eller Batman eller en ninja, men det er jo som udgangspunkt mandlige superhelte. Hvor mange rigtigt seje kvindelige superhelte findes der? Pippi - det var en. Catwoman - det var to, men hun er jo egentlig en superskurk. Så er der Modesty Blaise - men hvem kender hende længere. Det samme gælder Wonderwoman og Superwoman. Ikke særligt kendte.

En lille pige kunne selvfølgelig godt klæde sig ud som en af de kvindelige sørøvere, vi trods alt har haft. Blodrøde Jenny, f.eks. Den model valgte min datter en gang. Men ellers...

Personligt kunne jeg nu godt se mig selv som sørøverkaptajn. (Altså i gamle dage. I dag ville man jo skulle være somalier og helt sikkert en mand.) Som barn ville jeg også være canadisk skovhugger og en overgang nonne (Jeg synes den hellige Birgitta af Vadstena var cool.)
Men det kunne/kan jeg ikke, hverken den gang eller nu.

Der er nu heller ikke de store muligheder, når man er yngre:
Der er småbørnsmor, travl og med stresset karriere, men jeg tror stadig på det-konstellationen med alternativet Kinder, Kirche, Küche-hausfrau-og jeg keder mig-kombien. Så er der: "Hende, der kun lever for sin karriere og fravælger børn, men føler et indre savn " og sidste men ikke mindst:"Hende, der lever af sin mand og nyder det, men egentlig gerne vil lave noget andet og mere end at være velplejet baglandskvinde, så vi laver lige lidt design".

Ai, jeg ved godt, at det er lidt noget fis og meget snævert sat op. Men prøv engang selv at lave tankeeksperimentet: Hvor mange rollemodeller har vi egentlig som kvinder? Hvor mange mulige mentale veje kan man tage, når man har levet halvdelen af sit liv og har erkendt, at "This is as good as it gets."?

Og nu har ungerne igen spist alt brødet #&&(/))&%¤¤%&#¤%#%#!