kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

28.2.10

Susling om rollemodeller

Jeg ved ikke lige, hvordan det er kommet sig, men det ser ud som om mit nye indianernavn er: "Hende der beroliger andre og svæver over vandene". I hvertfald render jeg p.t. rundt og snakker med alle mulige bekymrede. "Det skal nok gå", siger jeg. Eller:"Hvis nu jeg lige sørger for ditten, datten, så har du en bekymring mindre." Eller: "Tag det med ro, vi tager bekymringen, når den kommer."

Faktisk huer det mig ikke helt, at være sådan en overskudsting. Men jeg er bange for, at det er en af de få modeler, man kan vælge som kvinde, når man har nået midalderen. Sådan lidt yogi-agtig: "Skidt, pyt. Universet vil os det godt og nu bager jeg nogle brød og så skal du se; det hele går nok." (Ydrg.)

Men ret beset er de andre alternativer vel også temmelig anstrengende. F.eks.:"Hende, der er bitter og indebrændt og synes, at livet ikke har givet hende, det hun fortjener." Eller:"Hende, der ikke har opdaget, at hun ikke længere er så ung og derfor krampagtigt holder fast i det, der var engang." Eller:"Hende, der har affundet sig med tingenes tilstand og er glad for de små ting i livet."

Egentlig synes jeg, at livet bliver en anelse snævert, når man når skælsår og alder. Der er ikke det store udbud af roller på hylden længere. Lidt lissom de muligheder piger har for at klæde sig ud til fastelavn. Hvis nu man er en lille pige, der gerne vil være en superhelt. Hvad har man så reelt af muligheder? Man kunne selvfølgelig godt være Spiderman eller Batman eller en ninja, men det er jo som udgangspunkt mandlige superhelte. Hvor mange rigtigt seje kvindelige superhelte findes der? Pippi - det var en. Catwoman - det var to, men hun er jo egentlig en superskurk. Så er der Modesty Blaise - men hvem kender hende længere. Det samme gælder Wonderwoman og Superwoman. Ikke særligt kendte.

En lille pige kunne selvfølgelig godt klæde sig ud som en af de kvindelige sørøvere, vi trods alt har haft. Blodrøde Jenny, f.eks. Den model valgte min datter en gang. Men ellers...

Personligt kunne jeg nu godt se mig selv som sørøverkaptajn. (Altså i gamle dage. I dag ville man jo skulle være somalier og helt sikkert en mand.) Som barn ville jeg også være canadisk skovhugger og en overgang nonne (Jeg synes den hellige Birgitta af Vadstena var cool.)
Men det kunne/kan jeg ikke, hverken den gang eller nu.

Der er nu heller ikke de store muligheder, når man er yngre:
Der er småbørnsmor, travl og med stresset karriere, men jeg tror stadig på det-konstellationen med alternativet Kinder, Kirche, Küche-hausfrau-og jeg keder mig-kombien. Så er der: "Hende, der kun lever for sin karriere og fravælger børn, men føler et indre savn " og sidste men ikke mindst:"Hende, der lever af sin mand og nyder det, men egentlig gerne vil lave noget andet og mere end at være velplejet baglandskvinde, så vi laver lige lidt design".

Ai, jeg ved godt, at det er lidt noget fis og meget snævert sat op. Men prøv engang selv at lave tankeeksperimentet: Hvor mange rollemodeller har vi egentlig som kvinder? Hvor mange mulige mentale veje kan man tage, når man har levet halvdelen af sit liv og har erkendt, at "This is as good as it gets."?

Og nu har ungerne igen spist alt brødet #&&(/))&%¤¤%&#¤%#%#!

Etiketter:

6 Comments:

At 28/2/10 15:11, Blogger Dana Watsham said...

Jamen Susling, for syv sytten - skal der partout være nogen der har gjort det først, før vi kan? Fanden og hul i "rollemodeller" (for øvrigt hedder det 'forbilleder' på rigtig dansk)!!!! Vi er andet og mere end roller. Vi er personer - og hvis vi mener, at andre skal definere vores 'roller' for os burde vi blive skuespillere ...

Vil pigen være pirat, så lad hende være pirat. På sin måde.
Vil den voksne finde sit eget ståsted i tilværelsen, så lad hende.
Vil vi halvgamle selv definere såvel personlighed som livsomstændigheder, så ...

Ja, der er længere mellem jobbene, når man ikke er helt ung længere. Desværre er jeg ret sikker på, at det er Doña Quixotes kamp mod vindmøllerne at stå og råbe. Vindmøllerne og pikho'derne er rablende ligeglade. Så på med fantasivanten i stedet for, for man får ikke noget godt ud af at begræde tabt land.

I stedet for kunne man sige "This is as good as this road gets. There's a fork up ahead ...."

 
At 28/2/10 19:43, Blogger susling said...

Oh, Dana, der fik jeg dig lige i blækhuset!

Selvfølgelig kan man være pirat. Jeg skrev jo også at min datter en gang var kvindelig sørøverkaptajn til fastelavn. Man kan såmænd også være en prinsesse med revolverbælte.

Jeg mener også, at man sagtens kan sammensætte sin personlighed af tusinde multifarvede mosaiksten og man kan blive ved med at drømme, håbe og tro. Så absolut.Det kan man og det skal man.I hvertfald forsøge.

Men du må altså også medgive mig, at der er et begrænset antal roller på hylden. Og i allerhøjeste grad et begrænset antal FORBILLEDER.Eller rettere: De findes sikkert. Men det er ikke dem, der bliver besunget mest i historiebøger og den slags.

 
At 28/2/10 21:17, Anonymous Christina i NZ said...

En ting er også hvad man selv synes og tror på omkring sig selv og ens evner, hvor man er i verden og 'hvad' man er. Noget helt andet er hvordan resten af verdenen ser en. Andre er tit mere snævertsynede, eller har færre 'kasser' at putte os i. Det der tit irriterer mig mest er, at andre, ikke alle, men mange, har så stort et behov for at sætte mig i en kasse. Det er måske lettere for dem, men hvis det nu ikke er en kasse der passer til mig, så går det galt på et tidspunkt.

 
At 28/2/10 21:29, Blogger susling said...

Christina, det er interessant, at du bringer det med kasser og kategoriseringer op. Jeg sad selv og tænkte lidt på det, da jeg skrev mit indlæg. For man kan jo sagtens selv synes, at man er multifarvet inde i sit eget hovede. Mens andre ser en som en typisk kasse i en bestemt kategori. F.eks.Nå, hun bor på Christianshavn, kører i en gammel Saab, er gift med en grafisk designer, stemmer mere til venstre end til højre, bager selv brød og går ind for økologi, velgørenhed og tænker klimavenligt. Pling, plang...Så ved vi dælme godt, hvem hun er.

Behovet for at sætte i kasser er vel på den anden side menneskeligt. Så kan man overskue sin verden og bliver bekræftiget sit eget værdisystem.

 
At 28/2/10 21:48, Blogger Dana Watsham said...

Både i blækhus og harnisk, ja ...

Den holdning, der prægede mine selvstændigt formative år, er opsummeret på den plakat der kan ses her:
http://www.kvinfo.dk/side/1047/

Andre menneskers kasser og hegn er rablende ligemeget. Eller rettere, de er ikke mit problem. Og jeg har forbandet svært ved at sætte mig ind i en tankegang, hvor andre menneskers behov for kasser skal have nogen reel betydning for andre end lige præcis kassetænkeren - det er jo ikke ham/hende, der skal afgøre hvordan du, jeg og andre skal leve deres liv, vel?

Faktisk synes jeg kasser, segmentering og lignende 'rangordning' er intellektuel dovenskab. Så slipper man for at se mennesker som mennesker.

 
At 1/3/10 04:51, Anonymous Christina i NZ said...

Jeg er helt enig i, at det både er menneskeligt - og intellektuel dovenskab. Og til en vis grad mener jeg heller ikke, det er mit problem at andre sætter mig i deres kasser, for at kunne klare deres egen dagligdag - og dermed blive bekræftede i deres eget verdenssyn. Men når deres kasser betyder mere end mine handlinger/ord, så bliver det også, til en vis grad mit problem. Så hvordan løser vi lige den? :-)

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home