Susling om sneengle og tid

Jag havde da helt glemt, hvordan det er at gå rundt med en lille varm hånd i sin og føre lange samtaler med én, der lyder som en blanding af Anna og Lotte, og Andrea.

"Suslinga (hun har lavet sit eget navn til mig). Skal vi ikke se, hvem der kan samle flest sten?"

"Suslinga! Vi laver et bål. Jeg samler grenene og du bærer dem hen på bordet."

På et tidspunkt gik vi rundt og så på skorstene. Der er mange spændende her på Christianshavn. Normalt har man jo hverken tid eller øje for den slags. Jeg sagde til hende: "Det kunne være rart, hvis vi også havde en skorsten. Så kunne vi have en brændeovn."

"Altså Suslinga, jeg har en skorsten." (Hun bor i samme opgang og på samme etage som mig).
"Arh...det mener jeg da ikke. Vi bor jo i samme hus."
"Jo, det har jeg! Den er bare meget, meget lille." (Den gik jeg så ind på. Ingen grund til at være rethaverisk, vel.)

Det jeg synes er så forrygende med mindre børn- og som jeg helt havde glemt, fordi mine er blevet så store - det er den måde tid pludselig forstørres/forlænges, hvis man går ind på deres præmisser, vel at mærke. Og så er det, det her med at opleve verden gennem deres øjne og når man gør det, så er frosne jordknolde, istapper, visne grene og skorstene bare noget af det mest spændende.

Vi fik også lavet nogle meget, meget blege, næsten usynlige sneengle. Sneen var alt for frossen. Men det synes hun var godt nok. Man kunne jo se en masse streger.