Susling i byen

Åh, nej, så sad jeg der mellem pelse og diplomater og fik et indestængt grineflip over en kinesisk plastikpopsanger, der sang så højt, at højtalerne blev overstyrede og forøvrigt forstod jeg ikke, hvad det var han sang om og hvorfor han skulle synge to meget, meget lange sange, hvor han led noget så grusomt en smerte, der rimmede på hjerte (og hans outfit med en gigastor trelaget rød butterfly med pailetter gjorde det ikke bedre). Det var så efter, at Bertel Bims og den kinesiske ambassadør havde stået på scenen og forsikret os og hinanden om, hvor rodfæstet det dansk-kinesiske samarbejde var. Midt i deres taler fik jeg en afsindig trang til at råbe: Free Tibet! Men det turde jeg sgu' da ikke.

Da jeg i pausen så Morten Messersmidt spankulere rundt i smoking, så skodede jeg smøgen og hvislede til Anders, at nu var vi dem, der var skredet.
Man skulle i øvrigt også selv betale for drinks og garderobe. Det kunne de rige kinesiske svin, der opkøber alt i hele verden, da godt have leveret, når det nu var en jubilæumsaften. 60 år for det dansk-kinesiske samarbejde. Kors. Jeg kommer aldrig til at mingle med establishmentet.
Men hende, der spillede på sådan en traditionel kinesisk zitarlignende ting var fantastisk. (Jeg er jo ikke rindalist).

Nu overvejer vi, hvordan vi bedst kan plage vores diplomatven, der pludselig havde meget travlt med at rejse og lige stak os billetterne. Måske skal han have Maos den lille røde som tak ?!

PS. Nu går vi ind i Tigerens år.