kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

3.2.10

Susling i sneen II

I Grønland har man vist 100 forskellige ord for sne. Det kan jeg godt se logikken i. Det er vigtigt at kende konsistenser og den slags, når man sådan bevæger sig rundt i et snefyldt landskab. Sådan er det næsten også her på Christianshavn lige nu - altså hvor det er vigtigt at kende konsistenser, for at kunne komme sikkert rundt.

Man sneer som bekendt ikke inde i CPH.hotcity, men her på Christianshavn bliver der næsten aldrig ryddet sne, så det tangerer lidt. Jov, altså de private gårdmænd rydder. Men veje og fortove, der er kommunale eller offentlige, forbliver snefyldte. F.eks. foran Udenrigsministeriet (sic!).

Når man så bevæger sig rundt, så skal man kende sin besøgstid, for her opererer vi med forskellige grader af smat i brun-gullige nuancer, faststampede isflager i blågrålige toner, renskurede fortove og heldigvis også store friske, hvide snedynger.

Jeg skulle forøvrigt hilse og sige, at de grønlændere jeg møder på min vej, ser meget glade ud. Og jeg møder faktisk en hel del her, hvor jeg bor. Dels er der jo torvet foran superbrugsen og Metroen, hvor der som regel altid sidder et vist kontingent med den obligatoriske snebajer i højre hånd (jeg har en svag mistanke om, at det er der pagajen eller spydet burde sidde istedet og det er det, de savner) og så bor jeg næsten lige ved siden af den grønlandske repræsentation.

Forleden kom der en høj flot grønlandsk fyr gående imod mig (det er rigtigt han var høj og han var en meget, meget flot mand.) Han smilede over hele femøren, råbte noget på grønlandsk til mig (kan desværre ikke gengive, hvad han sagde. Grønlandsk står ikke på mit cv, men sikkert noget med en masse q'er!) og lavede så et fantastisk spring henover en kæmpe snedynge, mens han grinede højt og hjerteligt. Det var så nok her, jeg skulle have jodlet "Schneewalzer" som svar til ham, for jeg var lige så glad i låget over al sneen og frosten. Med mine halve østrigske gener og mine danske oveni, så er jeg jo prædestineret til at synes, at rigtig vinter er noget af det bedste, man kan få. Sne og frost skulle efter sigende også være med til at give børn en lykkelig barndom. Så jeg må have været meget lykkelig. For da jeg var barn i Østrig og siden også i DK, havde vi da masser af sne. Mine børn siger det samme. Da de var små, var der nemlig også masser af sne (som de husker det og som mor er man jo bare taknemmelig over den slags støtte fra naturen.)

PS. Synd for grønlænderne lige nu, at de har plusgrader og regn. Men er det egentlig ikke altid sådan, at når vi har hårde vintre, så er de milde på Grønland?

Etiketter: ,

1 Comments:

At 3/2/10 11:32, Blogger Gittemay said...

Så må mine børn sandelig være lykkelige - for vi har masser af sne - i alverdens udgaver :-).
Hm - lige nu ville jeg nu gerne se lidt grønt. Det er ved at være en anelse trættende - men på den anden side, så er jeg stor vinter-elsker, så jeg er sådan lidt både-og for tiden :-).

KH Gittemay

 

Send en kommentar

<< Home