Susling i drømmeland
Nogle gange så er jeg ude og svinge korpuset sammen med min elskede. Fredag aften var vi f.eks. inviteret til middag hos et par forholdsvis nye venner. (Det var Dj Brockhouse glad for. Skumfidusen var nemlig heller ikke hjemme og når han nu havde sin elskede - Den Skønne - på weekendophold, så kunne han ha' hele huset for sig selv sammen med hende. Hun kokkerede for ham og ikke et øje er tørt!)
Det er ikke en historie, at vi stred os gennem snemasserne. Det er heller ikke en historie, at jeg skal holde mig fra Bourbon. Nej, det der er interessant, det er, da jeg fik spørgsmålet:"Hvad drømmer du om Susling?"
Doooiiiing! Drømmer om? Æhm...jeg var godt klar over, at vi med dette spørgsmål ikke var i kategorien: "Jeg drømmer om at få et nyt køkken! Sådan et godt og solidt og gennemtænkt køkken med masser af skabs- og bordplads." (Men det kommer jo, hvis Københavns Kommune, Gud og Boligselskabet vil og ikke er faldet helt i bureaukratisk søvn.)
"Drømmer om? Drømmer om?" drønede det gennem mit hovede. Har man overhovedet drømme, når man er blevet 45?
Jeg gispede forsigtig:"Æh, da jeg var meget ung drømte jeg om, at få lov til at opleve den store kærlighed. Men det har jeg jo fået - og mine unger. Men dem drømte jeg ikke sådan om. De kom bare, da kroppen og sjælen sagde klar -parat."
Drømmer om?! Flere gange i løbet af aftenen drønnede spørgsmålet rundt i hovedet på mig. Hvad drømmer jeg egentlig om? "Jeg vil f.eks. gerne til Japan," hviskede jeg på et tidspunkt.
Men hvad med sådan noget som at kunne betale alle sine regninger uden at bekymre sig. Nå, nej, det er jo ikke en drøm. Der kan vi faktisk.
Et hus i Sverige? Tæller det?
At tabe 10 kilo? Ai, det er ikke en drøm, det er et mål.
At få et godt job? Der gælder det samme.
At bygge mit eget byøkologiske hus et smukt sted i København? Ok, det kunne godt tangere en konstruktiv drøm.
Det korte af det lange er, at jeg ikke længere drømmer - ikke så meget i hvertfald - jeg realiserer. Det var cirka det, der gik op for mig igår. Jeg ved ikke helt, om jeg skal synes det er trist eller bare praktisk.
Og her burde der så være en opskrift på Drømmekage fra Buddinge/Brovst. Men det kommer der ikke. Istedet har jeg nemlig bagt en appelsin-rosmarinkage (den første kage jeg har bagt siden jeg var tyve år gammel og bestemte mig til, at det der bagning ikke lige var mig - nå, ja bortset fra den new zealandske julekage.) Jeg tænker, at den vil stå helt fantastisk til hvid te og mit nye prinsesse-dukke-te-stel i voksenstørrelse (pasteller, blomster og guld, selvfølgelig).
Appelsin-rosmarinkage
4 æg
200g. sukker
1 økologisk appelsin
150 g. smeltet smør
2 spsk. hakket frisk rosmarin
200 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
Pisk æg og sukker til det bliver lyst og skummende
Riv appelsinskallen fint og pres saften
Bland rosmarin med mel, bagepulver og appelsinskal og rør det i æg-sukkerblandingen
Hæld det smeltede smør og appelsinsaften i og bland det uden at røre for meget
Hæld dejen i en smurt og raspsdrysset form (ca. 2 liter)
Sæt det i en forvarmet ovn - 175 grader, hvis det ikke er en varmluftsovn, på nederste rille og bag kagen i ca. 1 time.
Afkøl kagen på en rist og tag den ud af formen
Etiketter: Alder, Betragtninger
posted by susling @ lørdag, januar 30, 2010
4 Comments:
Jeg kunne nu godt drømme om en tur til Japan engang, når regningerne er betalt, det nye køkken er indviet og det økologiske, klimavenlige og bobedreagtigehus jeg kommer til at bo i, er købt og betalt og lottovinderkuponen er vundet. Små og store drømme om en dejlig, varm sommerdag med fred i sindet og glade børn.. sådan er det vel når vi bliver ældre?? Eller for sat?? Eller har opdaget, at drømme, er noget der foregår i søvne??
Det minder mig om min pure ungdom, hvor en flirt spurgte mig, hvad der interesserede mig allermest. Jeg gik helt i baglås, det kunne jeg simpelthen ikke svare på, ville jo gerne lyder sådan intellektuel smart og rigtig og det der, og da jeg ikke kunne svare, vente jeg det straks mod ham, hvorefter han svarede: FODBOLD. Selvklart det forhold gik død med det samme.
Men altså jeg skrev på et tidspunkt om episoden og spørgsmålet - http://zettes.blogspot.com/2008/09/hvad-interesserer-dig.html - Og det er lidt i samme kategori ikke?
Hvad drømmer du om, hvad interesserer dig, hvor vil du hen.
Svarede vedkommende, der spurgte dig selv på spørgsmålet?
HVID The? Hvad er det?
Men ellers så lyder det som om du ikke kan nå at drømme nok. Vist så er det et mål og ikke en drøm at få et godt betalt job, men forestillingen om at være i et kontor med tre rare kolleger, som klarer fakturaer eller love og regler, eller bestillingerne til næste dags event eller hvad det nu kunne være, det er drømme eller måske du foretrækker at kalde det visioner?
Når man (jeg) ikke bare er fyrre fed og færdig men er over treds, trind og taknemmelig, så kan man alligevel drømme om en sommerdag i skyggen eller en vandretur i fjeldet - opnåelige praktiske mål, men også en drøm.
Mener du med indlægget at de unges verdensbillede er mere luftigt? Du må ikke holde helt op med at drømme :-)
Dorthe: Samme drømme! Men realiserbare - nogle af dem. Man må være realist :-)(Jeg drømmer helt vildt om natten)
Zette: Jeg har læst dit indlæg. Og ja, noget af det var på samme måde og så alligevel ikke. Forklaring kommer i svaret til Donald.
Og nej, jeg fik ikke spurgt ham. Han havde ret travlt med at fortælle om sine drømme/planer. Spørgsmålet til mig, var vist mest en afledningsmanøvre, fordi han måske havde følt, at han havde blottet sig for meget? Måske.
Donald: Hvid te er en kinesisk mild te. Den smager meget frisk og blomstret. Første gang jeg smagte det, var det en stille smagseksplosion i munden. Kan anbefales.
Mht. drømme. Jeg blev lidt paf, da jeg fik spørgsmålet. Det er jo ikke sådan noget, man går rundt og spørger hinanden om længere - sådan midt i livet. Her burde man jo havde realiseret meget af det, man drømte om som ung. Og det har jeg også: Jeg har en mand jeg elsker meget højt, to velfungerende børn og kan (når jeg ellers er i job)leve af det, der interesserer mig allermest, nemlig at skrive og formidle. Og det at skrive kan man i øvrigt aldrig tage fra mig. Det vil altid være med mig uanset, hvor jeg er.
Men dagdrømmeri - selvfølgelig. Som når man et kort øjeblik ser en summende sommerdag for sig. Eller længsel efter at blukke bær og svampe i en simrende svensk skov.
Vel egentlig også det med det gode job. Men det er vist mere en konstruktiv vision, jeg arbejder mig frem i mod.
Og nej,jeg mener ikke, at unges verdensbillede er mere luftigt. Eller jo, måske: De har mere rum og tid til at drømme i. Sådan husker jeg det i hvertfald selv.
Send en kommentar
<< Home