Susling knitrer væk i små bidder

Det er som om huden under mine øjne forvitrer. Som om den trækker sig sammen og bare blive mere og mere anspændt. Huden på mine hænder sprækker. Mit hår danser elektrisk boogie og mine lår krymper sig, mens acrylhuen lever sit eget kløede liv på mit hovede. Og jeg er træt! Som i udmattet. Som i jeg kunne sove og sove og sove. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har været så træt.

Jeg er ikke typen, der tager en mormor midt på dagen og jeg bryder mig ikke om, at mine unger skal stå op helt alene og klare alting selv. Vi står op sammen kl. 7.00, fordi vi er en familie, der skal have morgenmad, madpakker og farvelkys. Men hold da helt kæft, hvor er jeg træt. Og når jeg er ude, så fryser jeg. Termometret viser - 4,5, det blæser lodret og havnen er frosset til is. Det er koldt. Rigtig koldt.

Faktisk har jeg ikke tid til at være træt og frysende. Jeg har puttet flere jern i ilden, som jeg gerne vil holde vedlige. F.eks. skal jeg lave et kommunikationsstrategisk oplæg for en ngo'er. Det er da for spændende til at lade ligge. Jeg har også endelig fået hul på bylden mht. et projekt, jeg har båret rundt på i mange år. Det vil jeg ikke bare smide tilbage i glemmebunken igen. Og så skal jeg ind og se en fantastsik forestilling i aften, som jeg uventet har fået billetter til og jeg skal jo også lige sende begge mine unger på vinterferie. Jeg har ikke tiden til at være træt. Jeg gider ikke at være så træt.

Men igen i dag hørte jeg fuglene synge. De første spæde toner af forår, der er på vej. Det smider jeg lige ind på taknemmelighedskontoen.