Susling om reason why

Jeg er næsten født og opvokset i konsulentbranchen. Oprindelig slog jeg mine folder i reklamebranchen som helt ung og da jeg siden flyttede videre rundt til andre beslægtede brancher, tog jeg hele den konsulentede tilgang med mig: Der skal være en reason why. Som i: "Forklar mig, hvorfor jeg/kunderne skal acceptere dit produkt, dit statement, din mission osv".

Nogle af mine kunder har hadet mig for spørgsmålet. "Hvad er din berettigelse i markedet?" Men de er mest blevet irriteret, fordi de ikke har kunne svare og deres forretningsplaner ikke er blevet revideret i årevis. En gang var der faktisk en, der med forargelse i stemmen sagde (mens han lænede sig selvbevidst tilbage i sin direktørstol):"Jeg opererer på et transparant marked." I mit indre knækkede jeg sammen af grin, for det er der ingen, der gør. Vi er alle underlagt konkurrence og der er altid nogen, der gør det bedre end os selv. Vi er ikke unikke. (Den mand er iøvrigt gået konkurs i dag.)

Den samme holdning gælder faktisk også mange af dem, der lige nu bliver fyret eller sendt hjem/selv går hjem med stress, fordi krisen virkelig spidser til nu. Her gik de lige og troede, at de var på det transparante marked, hvor alle kunne se, hvem de var og hvad deres berettigelse var.

I min bog kan de ikke gøre for, at de tænker sådan. De er børn af de gode tider med arbejdskraftmangel og boligboblen. Og i opgangstider har vi alle en plads, ikke sandt?!
Men med den tankegang, så stikker man sig selv blår i øjnene ikke kun i forhold til arbejdspladsen eller salget på markedet, men i alle livets forhold:

• Din mand kan gå fra dig
• Du kan flimre galt på datingmarkedet
• Din arbejdsgiver kan mene, at du er undværlig og du bliver fyret
• Dine børn kan synes, at du er en hæslig forælder og slår hånden af dig
• Din bank kan synes, du er en dårlig kunde og lukke din kassekredit eller sende dit hus på tvangsauktion

Det værste er, at mange, før de selv opdager, at de er en del af den blævrende masse af konkurrerende, ser skævt til dem, der bliver ledige, dem der ikke kan klare visse opgaver, dem der ryger på førtidspension osv. Men en dag, så sidder de der selv.

Min pointe er, at tror man på samfundets/arbejdsmarkedet/markedets ubetingede kærlighed og det kun er, fordi man har blå øjne, at man er der og at markedet er transparant, og man i øvrigt ikke kan argumente for sin egen reason why og forklare sin berettigelse i mange af livets forhold, så bør man gå hjem igen og gå i tænkeboks.

I sidste ende er det markedskræfterne, der bestemmer. Men jeg ville da ønske, at det var anderledes.