Susling om overspringshandlinger og fitness

Jeg må indrømme, at jeg synes, at alt det her fitness-hejs, jeg har kastet mig ud i, er ganske glimrende overspringshandlinger. Vi ved jo godt, at man som ledig skal sidde klar ved tastaturet fra kl. 9.00 dut dagligt og betragte sig selv som professionel jobsøger ansat af staten. Men det kan jeg jo ikke, når jeg både skal gå til poweryoga og pilates og oveni lige krydre lidt med en dag eller to ved maskinerne. Jeg ved godt, at det er en lille bitte smule, at stæse væk fra realiteterne og jeg skal også have skaffet mig det her job. Man kan bare ikke tænke på det 24-7. Det bliver man altså underlig af.

Min oprindelige undskyldning for mit nye fitnessliv var, at jeg jo ikke kunne gå til jobsamtaler og være fed. Gammel og fed og med begyndende rynker. Hvem fanden vil ansætte sådan en, når man kan få sig en saftspændt pige i 30'erne?

Det var ihvertfald undskyldningen for at troppe op i fitnesshallerne i starten. Nu efter 2 mdr.s fitnessificering, så handler mine nye overspringshandlinger om noget helt andet. Det har nemlig konsekvenser, det skidt:

1. Jeg, der hader alt, hvad der ligner sport og helst ikke vil anstrenge mig mere end allerhøjst nødvendigt, er nærmest blevet afhængig af fitness. Jeg SKAL simpelthen lave et eller andet min. 3 gange om ugen, ellers bliver jeg utidig. Det kan så godt være, at jeg i en poweryogatime kaster et hemmeligt blik på uret og tænker: "Hvornår stopper det her helvede?" Men bagefter. Bagefter er det som at gå på vat og roser.
   
2. Jeg er begyndt at interessere mig for fitness-outfits. Seriøst. Ser jeg bare snerten af en sweatsshirt eller et par lækre tights, så tænker jeg:"Hm...gad vide om det ikke lige var mig?" Jeg abonnerer også på Iform! Costume, Eurowoman og næste sæsons skomode lader mig til gengæld helt kold. So yesterday
3. Min mand tog mig om livet forleden dag, fordi han ville give mig et kram og pludselig udbryder han:"Hvor er dine lovehandles?" "Ja, hvor er de?," svarer jeg undrende og mærker på mig selv. Min første tanke er, at jeg må være blevet ramt af en alvorlig sygdom. For sådan en gang bette pilates og lidt riven i jern kan da ikke være årsagen alene. Men det er det så åbenbart.
4. Jeg tager tilløb til et rygestop. Man kan ikke både være sportssmækker og ryger!
   

Det korte af det lange er, at jeg stadig er gammel, med begyndende rynker, men til gengæld lidt mindre fed og lidt mere glad. Jeg håber vores kære beskæftigelsesminister tilgiver mig mine overspring?!