Susling fit for figth

Altså, det er meget muligt, at jeg hele tiden falder i søvn på sofaen og ikke er en corporate succes (Halloooo, karriere! Hvor er du?). Men jeg kan nu spænde mit bælte to huller længere ind OG jeg kan trække mine jeans ned uden at åbne dem. Så det gør jeg, trækker dem ned uden at åbne dem og op igen og ned og op. Bare fordi jeg kan!

Jeg har også tabt mig på fødderne. Yes sirry! Man bliver nemlig også fed på fødderne. Og hvor ved jeg det fra? Jo, det er fordi jeg nu kan trippe rundt i sko, som jeg sidste år syntes gnavede. Nu er det nærmest som at trække en blød sok på. Egentlig lidt uhyggeligt. Altså, at man ekspanderer kropsmæssigt og bare lader det ske. Helt ned til tæerne.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, det er jo fordi, der er så mange fordele ved at være blevet en fitnisse:

1. Ens garderobe bliver væsentlig udvidet. (Snart kan jeg score tøj fra Skumfidusen. Eller som minimum score det tilbage, hun har scoret fra mig - altså det fra dengang jeg var en mindre version af mig selv.)
2. Man er ikke ved at besvime af anstrengelse, når man skal tage sko på
3. Ens mave er ikke længere i vejen, når man bukker sig (EW)
4. Den skvulpende fornemmelse forsvinder og man får ikke længere et chock, når man ser sig på et billede
5. Man kan sagtens klare en hurtig cykeltur og turen op af trapperne til 4.sal (Jeg er nærmest begyndt småløbe op hele vejen)
   
6. Ens mand har en (endnu) større tilbøjelighed til at tage en på bagdelen (og man synes, det er helt ok, for man strammer da bare ballemusklen)
   
7. Ens selvfølelse stiger 27 grader, når en flok unge piger siger:"Guuuud, vi troede du var sidst i 30'erne!" (Sød musik for en der lige har rundet 46 og i den grad er blevet 45 +)
8. Yngre mænd er begyndt at tjekke én ud (er I klar over, hvor stor en sex-central et fitness center er?! Jeg bliver helt paranoid og bliver nødt til at stæse tværs gennem lokalet for at kysse på min mand, når vi er derovre sammen. Læs: Lad mig være i fred. Jeg er afsat)
   
9. Man kan holde ud at se sig selv i spejlet igen (ved så ikke om jeg lige er bikini-materiale. Lige den tror jeg, at jeg har skudt til dørs for evigt)
10. Man kan godt tænke:"Kors, jeg gider ikke i dag!" Men alligevel så slæber man sig over i fitten og bliver helt høj, når man står der og sveder som en hest og kan mærke alle musklerne i kroppen blive brugt

(Og det hemmelige nummer: 11. Man stinker som en gnu bagefter. Men hei, selv det er på en måde fedt. No pont intended.)

Jeg kan kun anbefale, at man kaster sig ud i det lidt underlige fænomen: Vi står alle og egotripper med vildt stirrende øjne, sveden dryppende og nærmest katatoniske, mens vi løber, går, løfter jern og afbrænder fedt.

Susling om at holde fast

Bare sådan mellem os, ikk', så sidder jeg altså ikke på toilettet og er taknemmelig hele tiden. Der sker også andre ting ind imellem. Ikke det store og epokegørende, bevares. Men lidt har også ret i min nye stressfri tilværelse. Skal huske at holde fast i det gode, når jeg starter på job en gang i april. Skal jeg virkelig. Det snakkede jeg med en bekendt om i dag. Hun var ledig arkitekt (de er ret ofte ledige, sådan nogle) og havde gået uden job et år. I den tid havde hun kastet sig over fitness (hurra) og havde tabt 12 kilo. Nu skulle hun starte i et vikariat og var glad men også bekymret. For hvordan holder man fast i de gode vaner, når livet ræser derudaf igen? Det spekulerer jeg faktisk også selv over. Hvordan skaber man sig de her små lommer af zen og selvtid?

Der står en hel masse om den slags i damemagasinerne. "Find din indre ro" "Start dagen med meditation" osv. osv. Nemt nok at skrive om. Ku' jeg da også sagtens. Men at gøre det. Det er straks sværere. For tager man tid til sig selv, så tager man den fra andre. "Sorry, små kyllinger. I må vende underbukserne, for mor skal ha' sig lidt pilates og selvtid." "Har du kærestesorger?! Ai, du, kan vi ikke tage den om tre timer. Mor skal lige over og rive i noget jern."
Jeg er bare ikke sådan indrettet, at jeg sætter mig selv først og slet ikke, når det handler om mine unger - uanset hvor store og selvstændige de end er nu. Der er altid et lille problem, vi lige skal have vendt. Resten fixer de trods alt selv. Men snakken, når behovet er der, den skal der være plads til. Og det bliver svært nu. Vi er jo lissom godt vant.

Må vist til at gå i tænkeboks. Men gode råd og erfaringer modtages gerne.

Susling om overspringshandlinger og fitness

Jeg må indrømme, at jeg synes, at alt det her fitness-hejs, jeg har kastet mig ud i, er ganske glimrende overspringshandlinger. Vi ved jo godt, at man som ledig skal sidde klar ved tastaturet fra kl. 9.00 dut dagligt og betragte sig selv som professionel jobsøger ansat af staten. Men det kan jeg jo ikke, når jeg både skal gå til poweryoga og pilates og oveni lige krydre lidt med en dag eller to ved maskinerne. Jeg ved godt, at det er en lille bitte smule, at stæse væk fra realiteterne og jeg skal også have skaffet mig det her job. Man kan bare ikke tænke på det 24-7. Det bliver man altså underlig af.

Min oprindelige undskyldning for mit nye fitnessliv var, at jeg jo ikke kunne gå til jobsamtaler og være fed. Gammel og fed og med begyndende rynker. Hvem fanden vil ansætte sådan en, når man kan få sig en saftspændt pige i 30'erne?

Det var ihvertfald undskyldningen for at troppe op i fitnesshallerne i starten. Nu efter 2 mdr.s fitnessificering, så handler mine nye overspringshandlinger om noget helt andet. Det har nemlig konsekvenser, det skidt:

1. Jeg, der hader alt, hvad der ligner sport og helst ikke vil anstrenge mig mere end allerhøjst nødvendigt, er nærmest blevet afhængig af fitness. Jeg SKAL simpelthen lave et eller andet min. 3 gange om ugen, ellers bliver jeg utidig. Det kan så godt være, at jeg i en poweryogatime kaster et hemmeligt blik på uret og tænker: "Hvornår stopper det her helvede?" Men bagefter. Bagefter er det som at gå på vat og roser.
   
2. Jeg er begyndt at interessere mig for fitness-outfits. Seriøst. Ser jeg bare snerten af en sweatsshirt eller et par lækre tights, så tænker jeg:"Hm...gad vide om det ikke lige var mig?" Jeg abonnerer også på Iform! Costume, Eurowoman og næste sæsons skomode lader mig til gengæld helt kold. So yesterday
3. Min mand tog mig om livet forleden dag, fordi han ville give mig et kram og pludselig udbryder han:"Hvor er dine lovehandles?" "Ja, hvor er de?," svarer jeg undrende og mærker på mig selv. Min første tanke er, at jeg må være blevet ramt af en alvorlig sygdom. For sådan en gang bette pilates og lidt riven i jern kan da ikke være årsagen alene. Men det er det så åbenbart.
4. Jeg tager tilløb til et rygestop. Man kan ikke både være sportssmækker og ryger!
   

Det korte af det lange er, at jeg stadig er gammel, med begyndende rynker, men til gengæld lidt mindre fed og lidt mere glad. Jeg håber vores kære beskæftigelsesminister tilgiver mig mine overspring?!