Susling om at holde fast

Bare sådan mellem os, ikk', så sidder jeg altså ikke på toilettet og er taknemmelig hele tiden. Der sker også andre ting ind imellem. Ikke det store og epokegørende, bevares. Men lidt har også ret i min nye stressfri tilværelse. Skal huske at holde fast i det gode, når jeg starter på job en gang i april. Skal jeg virkelig. Det snakkede jeg med en bekendt om i dag. Hun var ledig arkitekt (de er ret ofte ledige, sådan nogle) og havde gået uden job et år. I den tid havde hun kastet sig over fitness (hurra) og havde tabt 12 kilo. Nu skulle hun starte i et vikariat og var glad men også bekymret. For hvordan holder man fast i de gode vaner, når livet ræser derudaf igen? Det spekulerer jeg faktisk også selv over. Hvordan skaber man sig de her små lommer af zen og selvtid?

Der står en hel masse om den slags i damemagasinerne. "Find din indre ro" "Start dagen med meditation" osv. osv. Nemt nok at skrive om. Ku' jeg da også sagtens. Men at gøre det. Det er straks sværere. For tager man tid til sig selv, så tager man den fra andre. "Sorry, små kyllinger. I må vende underbukserne, for mor skal ha' sig lidt pilates og selvtid." "Har du kærestesorger?! Ai, du, kan vi ikke tage den om tre timer. Mor skal lige over og rive i noget jern."
Jeg er bare ikke sådan indrettet, at jeg sætter mig selv først og slet ikke, når det handler om mine unger - uanset hvor store og selvstændige de end er nu. Der er altid et lille problem, vi lige skal have vendt. Resten fixer de trods alt selv. Men snakken, når behovet er der, den skal der være plads til. Og det bliver svært nu. Vi er jo lissom godt vant.

Må vist til at gå i tænkeboks. Men gode råd og erfaringer modtages gerne.