Susling om et tabu

I min bog må man godt være vred og skælde ud. Måske lidt latino-agtigt, men skidtet skal da ud af systemet, så man ikke vender det indad og bliver bitter, udbrændt, anorektiker eller hvad uudtalt vrede ellers kan afstedkomme. Vrede er helt ok.

Sådan har det selvfølgelig ikke altid været for mig. Jeg er trods alt dansker og har derfor lært, at vrede er uacceptabelt. Man skulle jo nødig lægge sig ud med folk. Afsløre sig, miste kontrollen og andet i den dur. Som barn løftede min mor mig op og satte mig foran spejlet, når jeg var vred. Så kunne jeg rigtig se, hvor grim jeg var, når jeg stod der og skabte mig! Sagde hun. Meget muligt, at jeg ikke lignede en Padget Girl, når jeg stod der med min vrisne underlæbe og glødende øjne og brølede af min mor. Men hvad fanden, måtte jeg ikke være vred, når jeg nu var det? Senere sagde hun altid:"Så det mener du! Du ligner for meget din far."

Mine unger må godt være vrede. Vi har nogle huller hist og pist, som DJ Brockhouse har lavet med sin knytnæve. Der var vist også noget med, at han tegnede små vrede mænd på væggen inde i sin hule under den høje seng. Skumfidusen smækker med døre og kaster rundt med ting. Da de var små sagde jeg altid til dem, når jeg skældte ud over noget:" Jeg er vred nu og det er jeg, fordi jeg ikke synes, at det du har gjort er ok. Men uanset hvor vred jeg er, så holder jeg da ikke op med at elske dig." Det er altså ikke fordi, at jeg var selvfed og bedrevidende. Jeg bestemte mig bare for, den gang jeg stod foran spejlet med min sure underlæbe, at sådan ville jeg fandjenseme ikke behandle mine egne børn.

I vores hus må man med andre ord godt råbe og skrige. Man må godt skændes og blive vred på dem og det. Man må råbe af tåbelige politikerforslag broadcastet direkte på news. Man må flippe over andres utilstedeligheder. Man må skændes og ryste af aggression og lappe væggen en ordentlig knytnæve. Man må bare ikke slå på hinanden og når man er sluppet af med sin vrede, er det bedst, at man lige siger undskyld og giver et kram.

Vrede er et tabu i Dk på linje med hvad hvem får i løn, børns sexualitet, død og psykiske lidelser. Skal vi ikke bare lige blive enige om, at punktere de tabuer? Vi kan jo starte med vreden.