kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

14.3.10

Susling om at være sig selv (nok)

Meget, meget underlig følelse at sidde helt alene på en højhellig søndag. Skumfidusen er draget afsted til Istanbul, DJ Brockhouse er stadig hos sin kæreste på den anden side af Sjælland og stakkels Anders har overarbejde.

Jeg er meget sjældent alene. Der er hele tiden nogle, der kommer og går. Møder sent, får tidlig fri, har projektarbejde. Der er altid en eller anden i huset.

Nu er det kun mig og hvad skal jeg egentlig stille op med mig selv?

Jeg kunne selvfølgelig starte med at tage tøj på. Men det er efterhånden en stinker. Jeg er så træt af vintertøj. Talte forleden mine trøjer og opdagede, at jeg har 5 -fem - højhalsede sorte sweatre. Det er jo til at blive deprimeret af. Men tager man sommertøj på nu, ligner man en tosse.

Jeg kunne også sætte en vask over, rede senge og fylde i opvaskemaskinen - har jeg gjort.
Jeg kunne støvsuge og vaske gulv - gider jeg ikke.
Jeg kunne læse resten af det dameblad, jeg kom til at købe i et øjebliks sindsyge. Men det er så dårligt, at jeg ikke gider.

Jeg ved, hvad jeg skal. Jeg skal på café med naboens ene datter og det gider jeg faktisk heller ikke. Det var bare en af de ting, der for ud af min mund. Det sker faktisk ret tit for mig. Så tilbyder jeg mig som flyttehjælper hos de frivillige. Tilbyder at passe min brors unger eller købe ind for Gammel Moster. Og jeg ved allerede i det øjeblik, jeg siger det, at jeg ikke gider. Det er bare lissom, at jeg i få sekunder glemmer, hvad jeg selv gider og mere tænker på andres behov og hvad, der er det mest anstændige at gøre. Må være en kvindekulturel skade fra forrige århundrede, hvor man blev opdraget til at være den pæne pige, der altid hjalp til. Kan så mærke, at det er pænt ude af trit med tiden. For det er jo ikke altid sådan, at man får det igen, man giver ud. Alt for sjældent faktisk. Det er meget mere oppe i tiden, at tænke på sig selv først.
Gid jeg kunne det lidt mere.

PS. Nu har jeg aflyst og jeg skammer mig. Man skuffer ikke et lille barn. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg er mega-pms og fik et kæmpeallergiangreb, da jeg luftede ud. Fuck! Er pollensæsonen allerede gået igang? Jeg magter det ikke. Det ødelægger min livskvalitet. Må æde en ordentlig håndfuld antihistaminer og hente hende fra børnehaven en af dagene i næste uge.

Etiketter: ,

1 Comments:

At 15/3/10 07:52, Blogger Dana Watsham said...

Tid til sig selv ... man glemmer hvor stort et privilegium det er mens man har hjemmeboende børn.

Nyd det. Og nyd at du og Anders har tid til hinanden. Det er nemlig den store lottogevinst :o)

 

Send en kommentar

<< Home