kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

23.3.10

Susling om the basic

Jeg ved ikke, om det er BIVIRKNINGEN eller om det bare er mig sådan i al almindelighed. Pludselig synes jeg nemlig, at det hele er blevet lidt sådan, ja hvordan skal jeg beskrive det? Sådan fladt; sådan lige ud-agtigt. Ikke det store på tapetet, hverken til den ene side eller den anden side. Ingen store latterbrøl eller små fnis. Ingen uro eller bekymring. Ingen irritation over dette eller hint. Bare sådan: Nå!

Sær tilstand, hvis du spørger mig. Men jeg tror faktisk, at det er den tilstand mange efterstræber. "Stik mig lidt ro og forudsigelighed,tak." Og det er afgjort forståeligt, for livet kan være en ordentlig mundfuld. F.eks. hvis man går på et job, der giver en ondt i maven, eller man bryder grædende sammen over aftensmaden, fordi man endnu en dag har måtte bakse med sig selv og sin følelse af, at være havnet i det forkerte fag, eller er gået endegyldigt ned med stress og nu må se sin egen uformåen i øjnene (Dem er der mange af. Alt for mange! I alt for mange brancher. Noget er altså rivraskruskende galt.)

Jeg har jo også selv haft det sådan og jeg har arbejdet med det. Men jeg er vist også kommet videre.
I går skete der nemlig det, at jeg sad på toilettet og pludselig blev jeg grebet af stor taknemmelighed. Tænk, at jeg kan sidde her på mit hvide toilet og skide. Hvor er jeg heldig! Jeg behøver ikke at gå ud i en skov og grave et hul. Jeg er ikke en middelalderkvinde, der skal besørge halvt hængende ude over voldgraven. Jeg ligger ikke i en tilluset seng med diarré i en fangelejr. Jeg har ikke stress og jag og forstoppelse. Jeg kan tage mig præcis den tid, det tager og sidde lige her hos mig selv og jeg må gerne.

Lyder det underligt? Men tænk over det, for det er jo faktisk lidt af et privilegie! Tænk på fortidige kvinder og tænk så også på, hvor meget vi jager rundt bare på vores lille plet af kloden. Tænk på, hvor lidt tid man giver sig selv til bare det basale...helt, helt basale...og her snakker jeg ikke om at stirre ind i en væg og drikke te og se vasketøjet vifte i vinden (ret zen i øvrigt, hvis du spørger mig), men helt bodily basics. Et eller andet sted synes jeg, at det hele starter der.

Etiketter:

2 Comments:

At 23/3/10 16:46, Blogger Dana Watsham said...

Hver gang jeg synes det hele bliver for fladt og hverdagsgråt, er der to stykker poesi der popper op i mit hoved:
Dan Turell der holder af hverdagen - og Trilles "Halvmånetid". Halvmåner er jo trods alt stadig dem der er flest af, og man skaber bare endnu mere frustration og forstoppelse ved at stå og forlange fuldmåne hver nat ;o)

Og jow. Et godt helbred og basale forhold at leve under er OGSÅ noget man skal skønne på af og til.

 
At 24/3/10 15:28, Anonymous Anonym said...

Der er ingen grund til at gøre lykken mere lunefuld, end den konkret byder på :-D
For dig vil jeg håbe, at du finder et arbejde, der giver udfordringer nok, og selvfølgelig i et OK miljø/team, men som levner overskud til de aktiviteter, du gladeligt har fundet alle seneste måneder ;-)
Ellers bør du overveje at oprette eget firma "Suslings førstehjælp"!

 

Send en kommentar

<< Home