Susling on the move

For at fejre min nyledighed gik jeg lige ned og købte et par sandaler. Jeg har set på dem længe og når nu det var det sidste par i min størrelse. Altså ikk', så må man godt. Sked på, at kortet er en anelse i dræn. "Schwuizz!", sagde det bare, mens jeg lukkede øjnene.

Nyledig, nyledig, nyledig. Jeg går rundt og smager på ordet. Mens jeg nægter, at lade det trække mig ned. Måske rammer følelsen mig ikke en gang, som den har gjort tidligere?! Jeg har i hvertfald gjort alt, hvad jeg kunne, for ikke at lade den nå mig. Alt hvad der kan smage af nøjes og taber er jeg ved at eliminere. Lorteskabet, der var ved at falde ned om ørerne på os er udskiftet. Jeg har smidt ud og foræret væk. Ordnet skuffer og skabe og lagt alt i snorlige rækker. Mit nye fine køkken, som er næsten færdig, har jeg indtaget - erobret - så det bliver mit og ikke tilfældige håndværkeres. Opvaskemaskine og vaskemaskine er skiftet ud, så dem jeg har nu er spritnye (leje, bevares, men det er jo vores koncept. De kan hele tiden skiftes ud til den mest effektive, miljø- og energivenlige version. Og lets face it. Man kan hverken tage hårde hvidevarer eller mursten med i himlen.)
Jeg har ryddet op på altaner og plantet nyt og enkelt. Havde sågår en huskeseddel med i planteskolen, så jeg ikke lod mig friste (var så ret svært under alle omstændigheder. Kunne dårligt se udbuddet for alle de voluminiøse amar'inder med dræberblik. Jeezz nogle popo'er! Ooog, det er så også noget jeg arbejder på. Ikke at tænke "Jeeezzz, sikken en gigant bagdel og så videre". Messer for mig selv: "De gør jo noget ved det og de er ude og...og...og...").

Min plan er, at gøre alt enkelt, overskueligt og gnidningsfrit. Så jeg ikke snubler over irritation. Så jeg ikke bliver trukket ned et sted, hvor jeg ikke kan bunde. Om lidt skal jeg forhandle med malere, der skal give mig tilbud på, hvad det vil koste at få malet min stue og køkken og så vil jeg bestille en karriere-kom-videre-samtale hos min fagforening. Alt sammen iført mine nye sandaler.

Susling fit for figth

Altså, det er meget muligt, at jeg hele tiden falder i søvn på sofaen og ikke er en corporate succes (Halloooo, karriere! Hvor er du?). Men jeg kan nu spænde mit bælte to huller længere ind OG jeg kan trække mine jeans ned uden at åbne dem. Så det gør jeg, trækker dem ned uden at åbne dem og op igen og ned og op. Bare fordi jeg kan!

Jeg har også tabt mig på fødderne. Yes sirry! Man bliver nemlig også fed på fødderne. Og hvor ved jeg det fra? Jo, det er fordi jeg nu kan trippe rundt i sko, som jeg sidste år syntes gnavede. Nu er det nærmest som at trække en blød sok på. Egentlig lidt uhyggeligt. Altså, at man ekspanderer kropsmæssigt og bare lader det ske. Helt ned til tæerne.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, det er jo fordi, der er så mange fordele ved at være blevet en fitnisse:

1. Ens garderobe bliver væsentlig udvidet. (Snart kan jeg score tøj fra Skumfidusen. Eller som minimum score det tilbage, hun har scoret fra mig - altså det fra dengang jeg var en mindre version af mig selv.)
2. Man er ikke ved at besvime af anstrengelse, når man skal tage sko på
3. Ens mave er ikke længere i vejen, når man bukker sig (EW)
4. Den skvulpende fornemmelse forsvinder og man får ikke længere et chock, når man ser sig på et billede
5. Man kan sagtens klare en hurtig cykeltur og turen op af trapperne til 4.sal (Jeg er nærmest begyndt småløbe op hele vejen)
   
6. Ens mand har en (endnu) større tilbøjelighed til at tage en på bagdelen (og man synes, det er helt ok, for man strammer da bare ballemusklen)
   
7. Ens selvfølelse stiger 27 grader, når en flok unge piger siger:"Guuuud, vi troede du var sidst i 30'erne!" (Sød musik for en der lige har rundet 46 og i den grad er blevet 45 +)
8. Yngre mænd er begyndt at tjekke én ud (er I klar over, hvor stor en sex-central et fitness center er?! Jeg bliver helt paranoid og bliver nødt til at stæse tværs gennem lokalet for at kysse på min mand, når vi er derovre sammen. Læs: Lad mig være i fred. Jeg er afsat)
   
9. Man kan holde ud at se sig selv i spejlet igen (ved så ikke om jeg lige er bikini-materiale. Lige den tror jeg, at jeg har skudt til dørs for evigt)
10. Man kan godt tænke:"Kors, jeg gider ikke i dag!" Men alligevel så slæber man sig over i fitten og bliver helt høj, når man står der og sveder som en hest og kan mærke alle musklerne i kroppen blive brugt

(Og det hemmelige nummer: 11. Man stinker som en gnu bagefter. Men hei, selv det er på en måde fedt. No pont intended.)

Jeg kan kun anbefale, at man kaster sig ud i det lidt underlige fænomen: Vi står alle og egotripper med vildt stirrende øjne, sveden dryppende og nærmest katatoniske, mens vi løber, går, løfter jern og afbrænder fedt.

Susling i sync

Jeg er glad, altså ikke som i jubelidiot og styret af ungdommelig tillid-glad, for det har jeg jo lært forlængst, at man skal lægge på hylden, hvis man skal klare sig. Næh, det er bare sådan voksentillidsglad og sync i sjælen-glad.

I dag sad jeg i solen og læste på noget, som jeg skal omformulere til menneskesprog og pludselig slog det mig: "Jeg må godt synes, at alt er ok og at jeg ved, hvad jeg kan og hvad jeg kan bidrage med. Og jeg må godt være præcis den jeg er, med de holdninger jeg har og jeg er ikke alene. Andre synes det samme!"

Vigtigst af alt: Om få øjeblikke kan jeg ovenikøbet lægge den grimme følelse af nederlag og had bag mig. Jeg må godt lade alle alfahannerne uden menneskekundskab og empati sejle i deres egen sø. Deres kamp er ikke min kamp. OG...det har vist i virkeligheden aldrig været min kamp, for jeg bar kun halvdelen af mig selv med på arbejde og resten deponerede jeg i det hjemlige hjørne.

Når det er sådan, så kører man/jeg kun på halv kraft. Det er ikke min stil, ikke min personlighed. Jeg er ikke et kontortidsspøgelse. Jeg er mig. Take it or leave it.

Så jep, lige nu er jeg i sync.

Men fuck, hvor er min garderobe nedslidt. Må nedsætte en tophemmelig task force til at fixe den sag! Booker lige møde med mig selv og mig selv og et par butikker.

Tak fordi I (stadig)læser med.

Susling spørger: Hvornår stopper det?

Suk, kæmper indædt for at få noget livsindhold eller rettere en retning i livet. Noget der gør, at jeg ikke skvatter i søvn på sofaen hver aften. Noget der rækker ud over bare hverdag. Og skal jeg være hudløst ærlig, så er der sgu lidt sølle, når det eneste, der kan sætte fut i den, er når jeg står og knækker mig på lokummet, fordi jeg hader mit job. Viser sig så, at mit job også hader mig. Og det er jo på en måde godt, at vi sådan er enige. Så kan man lukke den dør. Ikke at det får mig til at føle mig som en succes på høje hæle. Bestemt ikke. Men man må også være realistisk.

Ville jeg have været lykkeligere, hvis jeg havde valgt en anden vej? Hvis jeg nu f.eks. havde valgt et "damejob"? (Alt respekt for det i øvrigt!Lige som strikketøj og bagning!) Eller bare var tilfreds med at sublimere? Det gik da meget godt en overgang, sådan med at shoppe sko og kjoler og den slags. Men ærligt, er så træt af at skulle finde en vej. Overvejede et splitsekund at trække i snoren...

My Guy foreslår, at vi på sigt køber et kolonihavehus. Skruer alle udgifter ned og lever på Savage Rose-måden. Frie, uafhængige og skabende. Lyder tillokkende, men nok ikke muligt lige nu med teenagebørn, finanskrise og snævere økonomiske udsigter...Ved ikke...ved ikke så meget lige nu...Må lige gå i tænkebox eller federe endnu, der kommer nogen og fortæller mig, hvad der er bedst...!!!!