kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

26.2.10

Susling siger: Og så får man spontanlyst til at lave stressyoga midt på stuegulvet

I virkeligheden burde jeg bare poste et billede af en ostemad eller mine lettere bedagede tulipaner. Noget man kan hvile sine øjne på i en smeltende grå verden. Noget jeg kan hvile mine øjne på.

Dagen igår startede ellers totalt i vater og zen. Op og spontanhusmore med alt fixet i løbet af nul komma fem og så en times energigivende yoga i det lokale finesscenter.

Hjemme igen ringer jeg til den veninde, der skulle have været med til yoga, men udeblev. Viser sig, at hun er ved at gå helt ned med stress/depression. Hvilken af diagnoserne det er, er jeg ikke helt klar på. Men det hænger vel sammen et sted. Hendes stress er på bare få dage blevet så massiv, at hun næsten ikke kan høre, hvad jeg siger eller tage det ind. Hun er helt apatisk i stemmen og maler alle de ting, der er ved at vokse hende over hovedet op i store maleriske billeder. Hun takker pænt nej til mit tilbud om, at tage en tur i fitnesscenteret med mig. Hun har ellers været meget glad for det, men siger, at nu ville hun bare føle det som et ekstra stressmoment. Jeg mener nu, at den time hun brugte på sin krop og på at blæse hjernen lidt ren, ville være livgivende. Men, hvad, man kan ikke trække en hest til truget, hvis den ikke er tørstig.

En time efter står Den Skønne i døren. Hun, hendes mor og hendes lillesøster er blevet smidt ud hjemmefra, så om hun må bo lidt her hos os? Jamen, selvfølgelig. En mund mere fylder ikke meget. Især ikke en slank 15-årigs og DJ Brockhouse er bare glad for at have sin "sengekammerat" hos sig.

En halv time efter ringer det på døren. Det er min nabo, der lettere desperat spørger, om hun må låne en rulle toiletpapir. Selvfølgelig. Femten minutter senere ringer hun på igen og spørger om jeg lige gider tage to af hendes tre børn. Den tredje skal akut til lægen. Jamen, selvfølgelig. Små børn er jo skægge. En halv time efter kommer den tredje så også ind hos mig og så splitter de ellers lejligheden til atomer.

Min gamle moster har ikke været uden for en dør siden midt i december, fordi der er et eller andet galt med hendes fødder, og hun skal jo også plejes. Så jeg spontancykler lige forbi hende, for at sikre mig, at alt er ok. For selvfølgelig skal man det.

Skumfidusen dukker op sent om eftermiddagen og er sur og ked, fordi hendes ekskæreste har kysset med en af hendes veninder. At hun er sur over det forstår jeg så ikke. De er jo ikke kærester mere. Men hun smælder bare i hovedet på mig, at det forstår sådan en gammel en som mig ikke. I dag har de nogle helt andre holdninger til den slags, end da jeg var ung. Øh?! Tja, jo, måske. Hvad ved jeg?! Men resten af aftenen skal man så håndtere et råddent, skældende og smældende æg.

Min mand kommer hjem som den sidste og er bekymret. Finanskrisen er ved at spise sig ind på hans arbejdsplads. Nå, men ja og jo. Så skal vi også lige forholde os til det.

Ungerne har spist alt brødet og nægter samfulde tre, at spise aftenens menu. Og da jeg endelig synker lidt ned i stolen og tjekker min mail, så ligger der tre af dem fra "de frivillige" om jeg ikke lige kan dytten, datten, dutten.

Og så var det, at jeg mest af alt havde lyst til at lægge mig ned på stuegulvet i en eller anden avanceret yogastilling med et skilt på min ene fod, hvor det stod: Midlertidigt indisponibel!

Etiketter:

4 Comments:

At 26/2/10 10:42, Blogger Annettes space said...

Jeg ved ikke hvordan det var for dig selv med den der stress, men jeg kan sagtens genkende din venindes reaktion. For mig kom det fra den ene dag til den anden!!!
Altså det GJORDE det jo faktisk ikke, men sådan føltes det i situationen. Pludselig var der en morgen hvor jeg bare ikke kunne være på arbejdspladsen længere. Efterfølgende har jeg jo fået øje på alle de tidligere symptomer.
Da jeg "gik ned" var der også velmenende mennesker der havde masser af gode ideer til fysisk beskæftigelse som helt givet ville have været godt. Men tage imod, det kunne jeg ikke. Derimod overlevede jeg på at min omgangskreds ikke glemte mig, men stædigt blev ved med at ringe og komme forbi og hive persiennerne op og lufte ud og den slags.

Du har da i den grad haft en opslidende dag. Huskede du at mærke efter hvor dit helle var ??

Uden at kende dig, tror jeg du er sådan et menneske som alle kommer til i tryg forvisning om at du tager imod, tager fra, aflaster osv
osv......Det e rjo dejligt at du vil..meeeeeeeeen ?????

God (og forhåbentlig) rolig weekend til dig og din nu udvidede familie... :-)

 
At 26/2/10 10:55, Blogger susling said...

Anette, jeg forstår godt det her med ikke at kunne tage imod og tage ind. Og velmenende bedrevidende råd, tja. Man skal kunne tage imod, før de virker. Hun har nu været glad for, at jeg har taget fat i hende før og glad for, at jeg hev hende med over i fitness-centeret. Nu er den bare helt gal og så ved jeg ikke rigtig, hvad mit næste skridt er. Men jeg slipper hende selvfølgelig ikke.

Selv reagerer jeg ret hurtigt på stress-symptomer.Jeg vil ikke have det sådan. Igår synes jeg så var en af de dage, hvor jeg lige skulle tage en kraftig indånding. Jeg giver gerne og jeg hjælper gerne, men jeg har ikke et Florence Nigthinggale-gen. Jeg bliver ikke høj af, at give til andre. Jeg skal bare være lidt bedre til at afstikke mine grænser og lukke af for min empatiske side.

 
At 26/2/10 14:06, Blogger Zette said...

Fydapokker for en tætpakket dag. Men hold da op en masse godt, du har gjort for andre. Håber, der kommer lidt den anden vej senere. For selvom at give er godt, så er det nu godt at modtage lidt også.
Håber, du får en mere fredfyldt weekend.

 
At 26/2/10 14:22, Blogger susling said...

Gjort noget godt for andre? Tja, sådan tænker jeg egentlig ikke på det. Det er jo min nære omgangskreds og de skal trives. Sådan havde jeg det også, da ungerne var små: Hvis nu man får det vrælende krapyl til at være glad og tilfreds, så er der mere ro til mig. Nå, ja også med arbejdsgivere. Hvis nu man får de krævende krapyler gjort glade og tilfredse, så får jeg fred til mit.

Synes så til tider, at jeg ender op som en overstresset solsortemor, der flyver rundt og stopper orme i alle de åbne munde.

Men som du siger: Det kommer vel igen tifold den anden vej. Om ikke andet, så er mine unger ikke hash-vrag, min moster hjælper, hvor hun kan, min mand er her endnu og gode veninder kan man vel ikke få nok af.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home