kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

2.3.10

Susling om systemer, køkkener og raita

Jeg er stor tilhænger af struktur og timing. Altså ikke på den rigide måde. Der skal være plads til udsving. Som f.eks. at naboens små døtre pludselig står i døren med nogle tegninger til mig og moren så også lige følger efter. Inden jeg får set mig om er de to små igang med at lave vafler sammen med Skumfidusen ude i vores diminuative køkken.
I det samme kommer Anders hjem og får den idé, at han vil lave brødcroutoner af resten af rugbrødet. Jeg skal samtidig lave dej til naan-brød. Det må vi så lave ved stuebordet.
I samme øjeblik Skumfidusen er færdig, rykker vi ud i køkkenet, hvor jeg skal lave tomat-rødløgs-raita, tomatchutney og dej til et grahamssurdejsbrød. Anders skal også i gang med at koge ris og lave kylling med spinat og brocolli.

Hvis I så mit køkken, ville I tro det var løgn, at vi kan være flere derude samtidig og at vi kan lave så meget forskelligt mad. Køkkenet er nogenlunde på størrelse med en kabys på en sejlbåd og når vi ordner derude kalder vi det da også, at gøre klart skib. Men netop fordi det er så lille et køkken, har alt sin bestemte plads præcis som i en kabys (vi har dog ikke et koøje og gryder hængende i loftet.). Der er system og struktur. Et princip jeg også viderefører andre steder i vores lejlighed. Det fungerer ganske glimrende, at nøgler, handsker og huer, sko, støvler osv. har deres faste pladser. Vores morgener kører som smurt. Især hvis vi også lige timer, hvem der skal i bad, hvornår man kan lave større ting, hvornår man kan børste tænder osv. Sådan er det bare, når vi har valgt at bo som vi gør.

Jeg kan i øvrigt på det kraftigste anbefale indisk mad. Vi er begyndt at spise det forholdsvis ofte. Det er en genial måde, at få brugt ting som linser, bønner og grønsager, og selv sådan en simpel ret som f.eks. kylling med spinat bliver eksotisk og spændende. Kombinerer man det med naanbrød, raita og chutney bliver det helt festmåltid.

I går prøvede jeg at lave en ny type raita. Så vidt jeg kan se i min nye kogebog, så er det et helt univers for sig.

Tomat-rødløgsraita (4 personer)
Frisk ingefær (1 cm)
3 grønne chilier (kan udelades)
1 pillet rødløg
1 tomat
50 gram agurk
200 gram yoghurt

Skræl og hak ingefæren meget fint (Jeg rev den dog i stedet). Snit de grønne chilier i tynde ringe. Hak rødløget fint. Skær tomat og agurk i små tern (uden kerner)
Kom yoghurten i en stor skål og tilsæt alle de finthakkede grønsager og rør det sammen. Man kan pynte med chilipulver. Jeg tilsatte lidt spidskommen i stedet.

Naan-brød (8 stks.)
½ pakke gær
1-1½ dl håndvarmt vand
2 spk yoghurt
1 tsk salt
250 gram hvedemel

Rør gæren ud med vandet, yoghurt og salt. Tilsæt melet og evt. mere vand, så dejen bliver elastisk. Ælt dejen godt igennem på bordet og lad det hæve i skålen lunt og tildækket til dobbelt størrelse.
Ælt dejen godt igennem igen og rul den til en pølse og del den i otte lige store stykker. Rul den i ovale stykker med en kagerulle ca. 1 cm tykke og 20 cm lange. Læg dem på en bagerist med en bageplade under og sæt den på øverste rille i ovnen. Bag brødene ca. 1 min. på hver side. (Jeg bruger grillfunktionen.)
Smager bedst helt nybagte.

Hvad I så vil spise til ellers er der frit slag for. Igår fik vi som sagt kylling med spinat og broccoli.

Etiketter:

5 Comments:

At 2/3/10 10:00, Blogger Annettes space said...

Øhhhmmm, jeg plejede ellers at bage meget meeeeeeen. Hvad er en bageplade ???
Kunne godt tænke mig st afprøve de der naanbrød, men når jeg ikke ved hvad en bageplade???

God dag :-)

 
At 2/3/10 10:07, Blogger susling said...

Det er bare sådan en almindelig sort plade fra ovnen (hedder det i virkeligheden noget andet? Der står bageplade i bagebogen).
Jeg sætter bagepladen lige nede under selve risten, så brødene ikke kan smutte mellem rillerne.
Det er dødnemt at lave.
I morgen havde jeg tænkt mig at poste nogle indiske retter vi har haft stor succes med. Så er måltidet ligesom perfekt-agtigt :-)

 
At 2/3/10 11:24, Blogger Annettes space said...

Hulker af grin her......nej selvfølgeligt hedder det "bare" en bageplade. Min hjerne havde bare set eet eller andet avanceret a la bagesten for sig..........
Tak tak......den står på naanbrød her i aften :-)

 
At 2/3/10 15:55, Blogger Beologen said...

Synes det er sejt med al den bagning og madlavning. Engang, når landet er blevet trætte af "Spise med Price" - så kommer "Musling med Susling" :-)

 
At 2/3/10 19:01, Anonymous Anonym said...

,,,sådanne kommentarer hidtil, de kan jeg ikke overhale :-D

Pøj, pøj med verdenen videre frem!

 

Send en kommentar

<< Home