Susling om at være kriseramt

Jeg tilhører en kriseramt generation. Når jeg sådan ser tilbage, så kan jeg fortælle om oliekrise, kartoffelkure, massearbejdsløshed, tvangsauktioner, konkurser, dot.com-bølgen og hele tiden en fornemmelse af, at det kan ramme mig i nakken, når som helst og hvor som helst. I 1980'erne klarede jeg mig igennem, fordi jeg studerede og havde et studiejob, men da jeg stod som nyuddannet i starten af 1990'erne, så var den der igen. 500.000 ledige og så mig. Den gang var jeg fræk som en slagterhund og fik snakket mig ind i reklamebranchen og efter det gik det fint nok. I skøn samdrægtighed med samfundsudviklingen og SR-regeringens økonomiske strategi var det en bevægelse fremad. Der var jobs og det var nemt at skifte. Ikke at jeg blev rig, men jeg blev mere ubekymret og en kort overgang troede jeg faktisk på, at alt var muligt. Så satte dot.com-krisen ind. En sindsyg bobel, der tog luften ud af det meste. I hvertfald i mediebranchen, for jeg tror ikke så mange andre led der i start-oo'erne. Men hell, jeg havde jo været der før, så den tog jeg med stiv overlæbe og en klippefast tro på, at det hele nok skulle gå.

Og nu sidder vi her så igen. Krise, krise, krise, fyringer og arbejdsløshed. Den reele tilstand bliver nu dysset pænt ned. Den sandhed vi får serveret er pænt pakket ind og vist en anelse fordrejet. Jeg bliver så træt i mit hovede, gør jeg. Bliver de da aldrig klogere, dem der har påtaget sig at styre verden?