kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

17.12.10

Susling har vist mest l...på styret

Så sidder man der og jobsamtaler i marmordomicilet hos en stor finansiel spiller og tænker:"Sært, at hans mobiltelefon hele tiden bimler med beskeder om, at han skal komme hjem til familien, fordi det er hans fødselsdag. Så gå dog hjem til din familie, mand!" Og hører om jobbet, som er tudsekedeligt, men beggars can't be choosers og jeg kunne jo altid hygge mig ved tanken om alt det nye tøj (og en pæn middelklasseøkonomi), der dansede for mine øjne, mens jeg samtalede intranet og financing på engelsk. På et tidspunkt gjorde manden opmærksom på, at der var et fantastisk dårligt arbejdsklima, hvor ingen talte til hinanden og det skulle man lige gå ind og ændre også.

Om natten drømte jeg, at en afrikansk kvinde så trist på mig med hovedet på skrå (hun lignede mig, men med afrohår, sort hud og negerlæber) og så begyndte jeg at græde i drømmen og løb rundt og krammede alle verdens fattige. Nu er jeg ikke idiot eller tossegod eller fantast eller aktivist eller noget. Men budskabet var lissom tydeligt. Jeg skal arbejde med noget, der giver en større mening og er med til at gøre en forskel.

Og så sad jeg dagen efter til samtale i en offentlig instans og konverserede om hjemløse og kommunikation. Og hvordan havde jeg det med, at sidde på et herberg og interviewe en hjemløs? (Doing!!! Mine nyindkøbte jeans var tæt på at revne, gårsdagens oplevelse in mente).

"Ai, men, hjemløse er også mennesker og vi kan alle ryge ned - og ud," svarede jeg. Men jeg kunne også mærke, at det var en proformasamtale, så det var sådan set lige meget, hvad jeg sagde og hvordan jeg agerede. De havde allerede en kandidat. (Offentlige virksomheder skal slå ledige stillinger op og afholde samtaler, selv om de faktisk godt ved, hvem de vil ansætte på forhånd). Og så kan man sige hvad som helst og æde sig fed i samtalechokolader imens, det nytter alligevel ikke noget.

I dag mødte jeg så op hos "afrikanerne" og alle dem jeg snakker med spurgte om, hvordan det var gået. Og alle blev så glade for, at jeg kunne blive lidt længere og det er jeg også selv, men det er min pengepung og mit klædeskab ikke.

Etiketter: , ,

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home