Susling siger farvel til et årti

Kære medborgere, medlæsere, medbloggere, medmennesker og søens folk!

2010 har været hård ved mange af jer. I har måtte slås med stress, nedture, store livsbeslutninger og ønsket om mere frihed til at være den I er. Det har været interessant og også trist at følge. Men det har også sat nogle ting i relief for mig.

For 10 år siden gik jeg ned med stress. Dengang snakkede man bare ikke så meget om det, som man gør i dag og jeg følte mig meget alene og som en taber. Hvad var nu det for noget? Kunne jeg ikke klare mosten med to små unger og et fuldtidsjob i it-branchen? Hele denne decade har jeg så brugt på, at finde en ny vej, at møde mig selv på midten og på at sende de erkendelser jeg havde i hovedet ned i maven, så de blev grundfæstede.

I 2010 er det endelig lykkedes for mig! Og det føles som en kæmpe byrde, der er løftet fra mine skuldre.

• Rent fysisk har jeg i det seneste år tabt de 15-20 sørgekilo, der har sneget sig ind på mig. Alle de kilo jeg har gemt mig væk i. Faktisk uden den store indsats. Lidt fitness, en ny cykel, et gladere udsyn og nå, ja, ingen ost og hvidt brød.
  
• Jeg har genvundet troen på arbejdsgivere og kolleger. Stort tak til "afrikanerne"!
• Jeg tror af hele mit hjerte nu på, at folk kan lide mig, som jeg er. Ikke ud fra hvad de forventer, jeg er, eller hvad de kan bruge mig til, men bare fordi de ser mig og tager det sure med det søde.
• Jeg er også nogle gange blevet valgt fra. Det er helt ok. Jeg vælger jo også fra. Men jeg sørger ikke længere over det. Dem, der har valgt mig fra, har deres eget at slås med - måske så meget, at de ikke ser noget for egen indre støj. Dem om det. Min dør er i hvertfald ikke lukket og man kan altid møde hinanden igen, hvis det er det man skal.
• Jeg har fået et positivt udsyn. Meget muligt, at jeg har rodet rundt uden kompas og det er blevet til detours ned af mange blindgyder. Men det kan altså ikke blive ved og jeg må selv tage hånd i hanke med min rute - på mavefornemmelsesmåden.
• Jeg vil ikke længere lade mig begrænse. Ubalance på bankkontoen, følelse af minustid, andres forventninger, egne pænpigepræstationsbehov. Det slider. Men jeg har jo kun mig selv til at passe på mig selv og også kun jeg kan markere mig i verden og tage min plads. Andre kommer ikke og giver den til mig og nu skal det være slut med at trække sig og give plads på cykelstien (ai ok, det bliver jeg selvfølgelig ved med), men ellers....

2011 Here I come! Er der andre, der gerne vil være med i den klub?