kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

7.1.11

Susling om grænsen for godgørenhed

Jeg har lige fået en mail, der opfordrer mig til at støtte en orangutang. I går fik jeg brev fra mit sponsorbarn. Jeg arbejder på dagpengetakst hos "afrikanerne" og jeg er medlem af amnesty og green peace. Jeg går ikke i panik, når en tandløs og hjemløs grønlænder kommer hen til mig og stryger hånden hen over ærmet på min sælskindspels og råber højt og manisk, at det er ham, der har skudt den sæl, det er hans kone, der har garvet skindet og til sidst hvisler han med blottede tænder, og ansigtet helt tæt på mit, at de også har ædt alt kødet sammen, og så spørger han, om jeg har en cigaret. Det samme gjorde den anden forhutlede grønlandske mand, der lige skulle røre ved min sæl. Det er ok. Jeg kan klare det.
Men jeg kunne ikke klare den stank af fattigdom og elendighed, der ramte mig, da jeg før jul var til et frivilligmøde i et nødherberg. Stanken mindede mig om min barndom i Østrig og det gamle ungdomshus og de værste steder på Christiania i en stor pærevælling. Og de hjemløses øjne...uden glimt, uden liv. Tynde sultne desperate mennesker.
Det var altså ikke, fordi jeg fik bedsteborgerchok og begyndte at råbe, at havde de ikke brød, så kunne de jo spise kage i stedet. Jeg kommer ikke fra en priviligeret baggrund. Da min mor skred over i paraleluniverset, der sultede jeg og spiste krøllet rugbrød med sennep, fordi det var det eneste i køleskabet. Jeg gik rundt en hel vinter i min nabos aflagte sommersko og jeg havde en lillebror, der blev sendt på julemærkehjem.
Jeg er priviligeret i dag. Det er jeg. For jeg bor i et land med et dagpengesystem, gratis lægehjælp og demokrati. Havde det ikke været for det sociale system og su'en, så havde jeg aldrig fået en studentereksamen eller en universitetsgrad. Så havde jeg måtte forsørge mig selv på den måde jeg nu bedst kunne (gjorde jeg nu også delvist) og var måske endt som de tynde, desperate og sultne mænd og kvinder, jeg så.
Men jeg vil helst ikke se dem. For min egen selvopholdelsesdrifts skyld vil jeg helst ikke mindes om, hvor tynd en knivsæg man balancerer på som menneske. I et andet setup i en anden sammenhæng, kunne det være dig, det kunne være mig, der sultede og knugede mig fast til et spinkelt håb.
Så jeg støtter på afstand. Bidrager med det jeg kan overskue og så lader jeg andre ildsjæle om at gi' der, hvor de kan. Og orangutangerne?! Der må jeg også lige melde pas. Dem er der helt sikkert også nogen, der vil gå gennem ild og vand for. Det er der altid. Uanset, hvilken hårrejsende sag, det drejer sig om.

Etiketter: ,

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home