Susling om venner

Vi har pigebesøg, jo, jo. Hun ser meget sød ud OG HUN BLIVER HER HELE WEEKENDEN! Must be lorve. Hun er lige så snottet, som jeg er og var mødt op med makeup og store røde næsefløje (og store smukke øjne). Stak hende diskret en stang lommeletter og en dåse e-vitaminsalve til næsefløjene. Hun er forøvrigt vegetar, og det skal respekteres, så i aften laver vi indisk vegetarmad med godt med ingefær og chili til at lufte luftvejene igennem!

Jeg har så tilgengæld nedtursbesøg. I følge min medicinkyndige veninde er det meget almindeligt, når man er på en antibiotikahestekur (hurra, for antibiotika. Havde jeg raget en lungebetændelse til mig før 2. verdenskrig, så var jeg død).
Men altså, jeg synes faktisk min verden er lidt betændt lige nu og i går tudede jeg ned i min pink discophone, da jeg ringede til min medicinkyndige veninde. Jeg har brug for mine venner lige nu. Mine rigtige venner. Jeg har brug for at vide, at de er der for mig. Heldigvis popper de op og fjerner den følelse af eksklusion, jeg har gået rundt med et stykke tid. (Måtte så lige aflyse en aftale i aften. Lungebetændelse og wine and dine går ikke godt i spænd).

Måske har jeg bare en buket venner, der ikke er som andre. Måske har jeg bare venner, der er lige som mig selv. Vi sidder ikke lårene af hinanden, men hvis man rækker hånden ud, så er de der. Det er næsten bedre end antibiotika. For uden venner, så dør man en helt anden slags død.