Susling om venskaber

Nå, men mens jeg sidder her og venter på endnu en håndværker, fordi de har installeret min nye vaskemaskine forkert, så den stille og roligt vandrer ud af skabet, når den centrifugerer på hele 1600 omdrejninger (ja, vi husmødre går op i den slags) og jeg kan lugte mine sure tæer, fordi jeg har været til fitness og ikke gider gå i bad (adr), så kan man jo filosofere lidt over livet (øjeblik, de tæer er for slemme. Back in a jeefy). Så er jeg her igen...og det jeg filosoferer over er venskaber. For det er gået op for mig, at ingen af dem, jeg er venner med er normale på den småborgerlige måde.

Kender ikke en eneste med hus i forstaden og et prioritetslån. F.eks. har jeg lige genset et par gamle veninder, hvor den ene er lesbisk, har boet på Christiania, og nu er begyndt også at være til mænd og den anden har i årevis levet af at skrive erotiske noveller og foretrækker at bo alene med sine børn og have sine mænd i skabet. Så er der hende, der tror på reinkarnation, ham der er buddist, og kaoten, der er evigt ulykkeligt forelsket. Så er der Magic Boy i New York og hende den gudindesmukke, der en gang i mellem taler i stream of consciousness, så man skal være hurtig, hvis man skal fange hendes pointer. Og dem, der er gamle punkere og hende, der er den evige boheme.

Lidt af en blandet buket...og hvordan er det nu...man skal kende sig selv på sine venner! Her har jeg prøvet at rende rundt og tilpasse mig et stadig mere borgerligt og bonert samfund. Og kedet mig bravt, mens min hyppocampus blev stadig mere slatten og jeg ikke kunne forstå, hvordan andre kunne holde det ud, som de har dynget sig til i billeder af blomster og prikkede kopper.

Op på barrikaderne, venner! Det er ikke os det er galt med. Man må godt være lidt skæv og anderledes. Det betyder ikke, at man er en taber. Tværtimod!

Susling om gamle venner

Hvis der er noget, der kan sætte livet i perspektiv, så er det, når man mødes med gamle venner, som man har kendt helt tilbage fra den gang man var en ung vred sylfide punkinde. Bortset fra, at man hurtigt kan blive enige om den musikalske underholdning og vippe lykkeligt med tæerne til gode gamle klassikere, så er sådan et møde også et fantastisk spand af kontinium, der sætter alle hverdagsbekymringer til vægs.

Set i forhold til livets lange spundne tråde, så betyder det enkelte øjebliks bekymring faktisk ikke det store. De gamle venner er her stadig og det er jeg også på trods og på grund af. Min aldrende ungersvend bliver pludselig ung og dejlig igen og fniser lykkeligt (godt hjulpet på vej af modefrisøsens kunnen. Jeg gik decideret ned og råbte et stort tak, fordi hun havde gjort min mand så flot). Jeg krøller glad benene op under mig i den store sofa og tager elastikken ud af håret, så det hænger lige så frit, som jeg føler mig og får pludselig en stor trang til at stryge de gamle venner på kinden.

Vi lægger os lidt ud, taber os igen, vores børn gror og bliver store med deres egne liv, men vi er pludselig i få timer fanget i en lomme af den gang, hvor vi var de unge og håbefulde. Måske er tindingerne blevet lidt højere. Håret gråt på dem af os, der ikke griber til fusk med farver. Der er også kommet nogle rynker til hist og pist, men det ser vi slet ikke, når vi råber, griner og vipper med tæerne. Og i få timer føler jeg mig ung og fri igen - men også bare som mig lige nu og her.

Susling om venner

Vi har pigebesøg, jo, jo. Hun ser meget sød ud OG HUN BLIVER HER HELE WEEKENDEN! Must be lorve. Hun er lige så snottet, som jeg er og var mødt op med makeup og store røde næsefløje (og store smukke øjne). Stak hende diskret en stang lommeletter og en dåse e-vitaminsalve til næsefløjene. Hun er forøvrigt vegetar, og det skal respekteres, så i aften laver vi indisk vegetarmad med godt med ingefær og chili til at lufte luftvejene igennem!

Jeg har så tilgengæld nedtursbesøg. I følge min medicinkyndige veninde er det meget almindeligt, når man er på en antibiotikahestekur (hurra, for antibiotika. Havde jeg raget en lungebetændelse til mig før 2. verdenskrig, så var jeg død).
Men altså, jeg synes faktisk min verden er lidt betændt lige nu og i går tudede jeg ned i min pink discophone, da jeg ringede til min medicinkyndige veninde. Jeg har brug for mine venner lige nu. Mine rigtige venner. Jeg har brug for at vide, at de er der for mig. Heldigvis popper de op og fjerner den følelse af eksklusion, jeg har gået rundt med et stykke tid. (Måtte så lige aflyse en aftale i aften. Lungebetændelse og wine and dine går ikke godt i spænd).

Måske har jeg bare en buket venner, der ikke er som andre. Måske har jeg bare venner, der er lige som mig selv. Vi sidder ikke lårene af hinanden, men hvis man rækker hånden ud, så er de der. Det er næsten bedre end antibiotika. For uden venner, så dør man en helt anden slags død.

Suslings berejste lakridser

Jeg ville gøre noget godt for en ven forleden dag (som i for ca. 2 uger siden). Han er udenlandsdansker, så jeg tænkte lakridser, da lige måtte være det rigtige. Det kom der så følgende scenarie ud af:

Hej Søde,

Er lige nu indehaver af to poser lakridser, der har været hele vejen over Atlanten og tilbage igen. Har tjekket adresse og det hele. Det er postvæsenet i NYC, der er halvaber. Nu æder vi dem selv (har ikke råd til at smække endnu 100 kr. på til porto!) Du må så nøjes med tanken - men den gælder vel også - på en måde.

What a Debbie Downer! Hope they have a little bit of NYC flavor.
I am grateful for the warm thought. Voffer sendte de dem tilbage? De sataner! Nu vil jeg spise luftlakridser istedet og taenke paa jer...

Stort suk! Selv lakridser kommer mere ud og rejse end mig....

Update:
For satan, nu har han inviteret mig til NYC - igen! Nu med lakridser. Jeg ved det er total nedtur at sige den slags. Men serøst: jeg kan ikke overskue det. Kan stort set ikke overskue en skid. Hvor kan man købe noget overskuelse?

Suslings longdistance love

"Mor, mor," lyder det i mobilen. "Smukkeveninde skal holde op!" Skumfidusen er i røret og ked af det. Mig:"Nåååh, trøste, trøste, går nok, trøste, trøste." Afslutning på hektisk teenagepige-opkald.
Summer videre med dagens dont. Indtil det pludselig slår mig! Jamen, nu jeg tænker efter, så gik Gammelveninde også ud af min klasse. Sådan bang, pludselig. Kan egentlig ikke rigtig huske, hvad jeg tænkte om det.

Ringer op til Skumfidus (det er lissom så'n vi holder kontakten, når hun nu hele tiden cykler rundt på nye eventyr).

Mig:" Du, nu jeg tænker over det, så gik Gammelveninde ud af 1. g. og hun er faktisk den eneste jeg stadig ser fra den gang (og som jeg elsker højt)."

Skumfidus:" Ai Mor, nu gør du mig glad!" Senere opringning: "Mor, mor, Smukkeveninde blev bare så glad, da jeg fortalte hende, at din ældste veninde også gik ud af gymnasiet før dig."
Jamen tak som byder. Hvis der ikke skal mere til at gøre smukke piger glade....

Og nu jeg tænker over det, så er dem, jeg har den allerbedste kemi med faktisk nogle, som jeg ikke nødvendigvis ser dagligt, men på ad hoc -basis. F.eks. så havde jeg en 3 timer lang samtale over telefonen med min Hippie-mande-ven i dag - og der kan altså godt gå måneder imellem, at vi snakker sammen. Han havde kærestesorger plus alt det andet han roder rundt med hele tiden. Jeg hældte også lidt ud om, hvad jeg sådan går og roder med. Frem og tilbage og kaffe og kage. Jeg kender ham helt tilbage fra den gang, vores ældsteunger gik i samme børnehave. Vi har bestemt ikke siddet lårene af hinanden, men når vi snakker sammen, så siger det bare klik. Han er forøvrigt en hamrende flot fyr. Høj, mørk, med alt sit hår på hovedet endnu - og meget af det. Han har et erhverv, der er dødromantisk og nok næsten kommer op på siden af en rock-guitarist og han er en kanon-far for sine tre smukke døtre. Sjovt nok har jeg aldrig tændt på ham og han ikke på mig. Vi er bare venner som i stort V.

Det samme gælder Magic Guy, der er draget til NYC og er lykkelig. Ham kender jeg fra et tidligere arbejde, hvor han ret hurtig blev fyret, fordi der gik krise i branchen. Har ikke set ham i evigheder i kød og blod, men vi holder kontakten og når vi snakker, så ved jeg bare, at det er ham og mig.

Sådan kunne jeg egentlig blive ved. Dem jeg holder allermest af, er ikke nødvendigvis dem, jeg ser hver dag (altså bortset fra min familie selvfølgelig). Faktisk sagde Hippie-mande-ven, at vi da måtte ses lidt oftere. "Oh gud nej," sagde jeg. "Det er ikke nødvendigt. Faktisk bliver jeg helt underlig, hvis der er nogen, der vil have mig til at være deres hverdags-te-drikke-vi-laver-det-hele-sammen-hver dag-veninde."
"Du får klaustrofobi," siger Hippie-mande-ven. "Nemlig!"

Ihvertfald, hvis det er sådan nogle, nu skal vi rigtig hygge og blive gift -kvinder. Det betyder ikke, at jeg ikke er der, hvis man har behov. Min dør og min telefon er altid åben....og så sætter jeg nok mest pris på mennesker, der ikke er stereotype og fyldt med fordomme...Og jeg ved, at vi altid mødes, når vi mødes...på tværs af tid, sted, køn, lykke, ulykke og geografiske forskelle.

Det sgu da ok...