Susling om venskaber

Nå, men mens jeg sidder her og venter på endnu en håndværker, fordi de har installeret min nye vaskemaskine forkert, så den stille og roligt vandrer ud af skabet, når den centrifugerer på hele 1600 omdrejninger (ja, vi husmødre går op i den slags) og jeg kan lugte mine sure tæer, fordi jeg har været til fitness og ikke gider gå i bad (adr), så kan man jo filosofere lidt over livet (øjeblik, de tæer er for slemme. Back in a jeefy). Så er jeg her igen...og det jeg filosoferer over er venskaber. For det er gået op for mig, at ingen af dem, jeg er venner med er normale på den småborgerlige måde.

Kender ikke en eneste med hus i forstaden og et prioritetslån. F.eks. har jeg lige genset et par gamle veninder, hvor den ene er lesbisk, har boet på Christiania, og nu er begyndt også at være til mænd og den anden har i årevis levet af at skrive erotiske noveller og foretrækker at bo alene med sine børn og have sine mænd i skabet. Så er der hende, der tror på reinkarnation, ham der er buddist, og kaoten, der er evigt ulykkeligt forelsket. Så er der Magic Boy i New York og hende den gudindesmukke, der en gang i mellem taler i stream of consciousness, så man skal være hurtig, hvis man skal fange hendes pointer. Og dem, der er gamle punkere og hende, der er den evige boheme.

Lidt af en blandet buket...og hvordan er det nu...man skal kende sig selv på sine venner! Her har jeg prøvet at rende rundt og tilpasse mig et stadig mere borgerligt og bonert samfund. Og kedet mig bravt, mens min hyppocampus blev stadig mere slatten og jeg ikke kunne forstå, hvordan andre kunne holde det ud, som de har dynget sig til i billeder af blomster og prikkede kopper.

Op på barrikaderne, venner! Det er ikke os det er galt med. Man må godt være lidt skæv og anderledes. Det betyder ikke, at man er en taber. Tværtimod!