Susling siger: Forventningen om noget ikke så godt, er værre end når man er i det!

Var ret bekymret, da jeg indså, at vi skulle leve uden køkken og dermed mulighed for madlavning, opvask og tøjvaskning i to uger. Anders og jer er planlæggere og et ret godt team, når lokummet brænder (gør det så heldigvis ikke. Vi er ret afhængige af det. Faktisk er det meget værre for dem, der er ved at få lavet nyt badeværelse. De har været uden toilet i 14 dage nu!) Så vi har planlagt og ordnet, som vi nu bedst kunne, men det forhindrer jo ikke, at man stadig er en bekymrer.

Men nu står vi midt i det. Med microbølgeovn og køleskab i stuen og kasser og ophobninger af diverse nødvendigheder smukt draperet hist og pist. Vi vasker op på badeværelset, spiser af paptallerkener og går ret meget op i, om man kan få anstændig og nærende ready-made, som man kan putte i micro'en. (Det er lidt af en udfordring det sidste. Hvis du spørger mig ligger der et ret godt forretningskoncept lige der. ) Og det er faktisk ikke så slemt. Vi har da både strøm og vand og varme og i næste uge bliver køkkenet sat op.

Nå, min pointe er, at man som menneske kan klare det mest utrolige, når man står i det. Man lærer at sno sig med de betingelser, man nu engang har. Når man er i det.

Synes så bare stadig, at man skal støtte op om demokratibevægelser, humanitær hjælp, udviklingsarbejdet og de hjemløse. Der er trods alt grænser for, hvor meget mennesker kan sno sig, især hvis de ikke har en forventning om, at alt bliver bedre igen. Det må faktisk være det værste.