kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

5.3.11

Susling på kunstudstilling

Nå, ja, droppede lige det med ny make up på peacockmåden, som skulle have været i dag, fordi Anders på samme tid ville have mig med til Koncert for traktorer i anledning af Charlottenborgs Forårsudstilling, som foregik på samme tid. Måske.skulle.man.havde.valgt. det Peacocky!
For der var ikke meget farver og vroum over det traktoroptrin.

12 grumpy gamle mænd, (plus en dirigent) på 12 gamle svenske og tyske traktorer iført ens beige kasketter og lakonisk jydeblik (det må jeg godt skrive, for min højtværtsatte svigerfar kom fra Thy og han var både grumpy, skægget og lakonisk). Traktorer i konstant tomgang med dieseludstødning og en dirigent, der hoppede op og ned. (Ku' så kun se toppen af hans dirigentstok en gang i mellem, når han hoppede særlig højt, henover kødranden af kulturelle 68'ere og deres afkom).

Teknisk set burde det have været en meget interessant oplevelse. Jeg sætter stor pris på hverdagslyde og en kunstnerisk fortolkning af det. F.eks. har Mathew Herbert lavet en koncert med lyde fra kroppen.

Men altså...ku' ikke høre nuanceforskellene i firetaktsmotorerne med deres to, tre eller fire cylindere. Selv om jeg prøvede. Virkelig.

Men når vi nu alligevel havde rundet Forårsudstillingen, så kunne vi lige så godt også se på det, der skulle være det næste banebrydende kunst (troede jeg). Jeg prøvede virkelig. Mens jeg maste mig gennem masserne af artsy fartsy fremtid og artsyfartsy fortid.(Hvårfår skal de unge kunstneriske quinder altid have underligt hår og grimme hatte på?) Men det eneste jeg tænkte var, at det var da noget underligt gnidret, indadvendt, sorthvidtnoget kunst. Masser af små bitte tegninger i gråt hvidt og sort på gulnet papir. Og alle de kunstvideoer med en flue i slowmotion! Eneste opløftende syn var en fyr, der kravlede rundt på et stort stykke hvidt papir og tegnede nogle meget Michelangeloinspirerede mennesketegninger med kul. Det var der da lidt format over. Nå ja og så var der også en finsk kvinde, der havde vundet en pris og faktisk også havde lavet nogle af de eneste billeder, jeg stoppede rigtig op ved. Men selv de var sgu stadig introverte og gnidrede.

Og så blev jeg tissetrængende, men orkede ikke damekøen og mere kunst. Så vi krydsede den lokale bro hjem igen.

Nå, men undskyld og ahem...jeg er ikke kunstforskrækket eller rindalist, men jeg fik faktisk en meget større kunstoplevelse, da jeg for et par uger siden besøgte nogle fynske venner og vi lige slog et slag omkring Faaborg Museum med de fynske malere. Deres beskrivelse/fortolkning af lys slog benene helt væk under mig. Og så var der som bonus også en lille vandreudstilling med Skotte Olsen (se også lige her.)

Just call me peackocky, men farver er vigtige i mit univers.

Etiketter:

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home