Susling - en sur bilejer

Så blev Carola vores. Vi fejrede med en tur på tanken og bagefter ud og køre stærkt på motorvejen. Med politiet lige i hælene! (Så vi kørte ikke helt så stærkt). Blev vi stoppet? Blev vi viftet ind til siden? Nope. Kan skyldes, at vi har fået pillet det der tonede stads af ruderne!

Anders er en lykkelig mand. Det kan jeg godt forstå. For 11 år siden havde han en flunkende bil og en flunkende kone. Siden er flunken som bekendt gået af os begge. Men han får altså ikke lov til at skrotte mig. Gør jo hvad jeg kan for at holde en vis standard. Og med al det her finess-halløjsa, så kan man måske ovenikøbet se frem til at kunne krybe i en bikini igen,her til sommer, uden at brække sig. (Skal bare lige huske at barbere mig centrale steder. Er f.eks. ved at transmorgrife til en gorilla-hun på benene.)

Har iøvrigt taget livtag med pollenallergien. Var oppe og få en vaccine forleden dag. Nu kan jeg trække vejret igen og se ud af øjnene. Stort fremskridt. Det eneste kedelige ved den her vaccine er, at en af bivirkningerne i starten er lettere tristesse og/eller pms-rage. Fedt nok. Så kan jeg trække vejret på den sure måde. Men nu er I advaret! Kommer der sure opstød her på siden, så er det ikke mig, men BIVIRKNINGEN, der taler, og høn/den/det har faktisk allerede noget:

Tada! Barnevogne. Eller rettere: Barnevognsførere. Hvad sker der for dem?
Skal komme med nogle eksempler for at illustrere:

Scene 1:
Mig færdig med yoga og i gang med at tage sko på og rulle måtte sammen. Ind kommer mor-barn-holdet. Og hvordan kommer de ind? De triller såmænd barnevognene ind i salen direkte fra gaden og sætter store mudrede hjulspor på gulvet. Altså! Da jeg førte barnevogn satte vi dem da uden for og tog så ungen ind i en lift, en indsats, en snuglisele eller en voksipose. Hvor svært kan det være?

Scene 2:
Mig på fortov. Tre barnevognsførere mod mig på en snorlige vertikal linje. Hvem flytter sig? Ikke barnevognsførerne. De skulle jo nødig gå glip af samtale og venindeskab. Jeg er så den, der må hoppe tilside og ud på kørebanen i sidste øjeblik. Altså da jeg førte barnevogn, gik jeg til side. Moderskabet er ikke helligt!

Scene 3:
Mig i alenlang supermarkedskø. Foran mig to barnevognsførere med ekvipage, så køen bliver ekstra lang. Hvorfor? Da jeg førte barnevogn, kunne man da sagtens sætte barnevogn og bebs ud til siden imens jeg købte ind. Og jeg tror ikke mine bebser døde af, at stå der lidt. De sov jo.

Sur hilsen BIVIRKNINGEN.

Susling om Vagn, Cirkeline og Carola

Veterancruiseren Vagn skal begraves i denne uge og det har vi været lidt nedbøjede over. Vi har derfor forsøgt at afsætte nogle af hans organer til en Saab-entusiast club. Men det var de ikke interesserede i (skiderikker!). Og nu er der kun en vej: Han skal masses og hugges op. Suk! Jeg tager ikke med til begravelsen. Det er jeg alt for sensitiv til. Ville bare begynde at tude.

Nå, men sådan forgår al verdens herlighed åbenbart. Til gengæld havde vi så en snak om en lille hvid Cirkeline (C1), men ved nærmere granskning er hun lidt petite i det og selv om vi måske gjorde et ærligt forsøg på at ignorere, at vi stadig har hjemmeboende børn, der også skal ud og køre med en gang imellem, så går den jo ikke. Ikke hvis man vil være ansvarlige forældre, og det skal vi jo være.

Og så er det, at Carola (Toyota Corolla) kommer ind i billedet. Jeg så hende igår og hun er saftsuseme en velholdt dame. Ikke en ridse, ikke en rustplet, ren og flot motor. God plads til alle og stadig en bybil. Vi tog også en lille testkørsel i hende. Anders ved rattet og mig på passagersædet. Vroum, vroum. "Du tager lidt hårdt på hende," hylede jeg. "Pas lige på med den kopling. Hun skal køres blidt. Kan du ikke mærke det?!" vrælede jeg, mens Carola dansede afsted og lystrede hvert et vink. Den slags er vi jo ikke ligefrem forvænte med. Vagn skulle køres hårdt og brutalt og det var ikke altid, at han gjorde, som man sagde.

Så alt i alt, er Carola et rigtig godt køb. Men i min verden skal tingene åbenbart ikke være perfekte. Der skal altid være et lille aber dabei, så karmakontoen holder sig stabil.

CAROLA ER PERKER! Jeps. Det er den skinbarlige sandhed. Hun har:

Allufælge (vel egentlig ok) og specialdesignede sportssæder. Meget behagelige, men med tudgrimt indtræk. (Gad hvide om man kan kaste noget småblomstret Libertystof henover?)

Og nu kommer det:

På hendes ene side står der Sport med store hvide bogstaver og det rigtig, rigtig slemme: Hun har tonede ruder (Ydrgg. Yak.) Tonede ruder er noget af det værste jeg ved. Bortset fra, at man i Københavnsstrup lissom kører efter nogle andre forhold (man skal kunne orientere sig ret godt) end ude på en pløjemark i provinsen, hvor man vel i princippet bare skal lære at køre frem og bakke, så er tonede ruder i min bog ensbetydende med noget lysskydt og forbryder-agtigt. Det ville måske nok gå på en pløjemark i provinsen. Men vi bor for fanden lige op og ned af Christiania (sådan cirkus) og selv om politiet ryddede Pusher Street for hash, så har hverken hashen eller Pusher Street opdaget det. Nu er min store skræk, at politiet vil tro, at vi også er nogen af de hersens forstadspersonager, der cruiser rundt i området. Mit eneste spinkle håb, som jeg klynger mig desperat til er, at diverse forstadspersonager med hang til Christianias særlige udbud, aldrig ville sætte deres ben i en lille rød Carola. Mon ikke de mere er til Bimmere og Audier på svenske plader? (Og så skal vi have det er tonede rudestads væk. Jeg kan ikke ha' det.)

Vroum, vroum, vroum.

Susling om bekymringer og forventninger

Hvis der er en ting, jeg har lært på min vej gennem livet, så er det, at det ikke kan betale sig at bekymre sig på forkant. I visse tilfælde kan man hverken gøre fra eller til og det afværger faktisk ikke noget, at man går rundt med en stor klump i maven og småstresser over det truende i horisonten. Det der udløser bekymringen kommer uanset hvad og så må man tage livtag med det.
Andre gange så forsvinder det bekymrende som dug for solen. F.eks. er Den Skønne kommet her i weekenden, fordi hun hellere ville være hos os og slappe af. Der kunne jeg have sparet mig en bekymring. Det kan også vise sig, at ens bekymring bare er en storm i et glas vand; ikke nær så slemt, som man troede og noget der er til at leve med.

Ja, undskyld, at jeg er i det filosofiske hjørne. Men jeg tænker meget over, at bekymringer faktisk kan forstærke det uafværgelige som en nedadgående deprimerende spiral. Bekymringer kan reelt være en modbydelig spændetrøje, der hindrer en i at gribe efter månen. For hvad nu hvis? Derfor må jeg hellere bare sidde stille og roligt her uden at drømme og forvente. F.eks. kunne jeg godt være dybt bekymret over, at jeg er ledig og ikke længere hiver mine 40 kilo ind om måneden. Det har jeg så valgt ikke at være - altså bekymret. Jeg skal nok komme i job igen. Jeg har gjort det før, hvorfor skulle jeg så ikke kunne gøre det igen? Jeg vælger simpelthen at visionere, at det hele nok skal gå, frem for at gå i fosterstilling i min seng. (Hvor jeg forøvrigt ville kede mig dybt.)

Nu jeg snakker ny bil (undskyld, undskyld, undskyld. Det optager mig bare), så kunne jeg sige: "Det har vi ikke råd til, for jeg er jo ledig og hvor sikker er min Anders i sit job?" Med de fakta på bordet burde vi sige:

• Scenarie 1: Ingen bil.
• Scenarie 2: En gammel blikspand, som vi kan betale kontant med vores opsparede midler, men som også kan koste os alt for meget i det lange løb (service, vægtafgift, benzinøkonomi osv.)

• Og så er der Scenarie 3: Vi klarer det sgu nok og nu fortjener vi noget, der fungerer og er en oplevelse.

Da vi i sin tid købte Saaben tænkte vi også scenarie 3 og det var faktisk selvom Anders lige var blevet ledig (jeg var i job), men vi gjorde det. Købte en bil og al den glæde og frihed den har givet os! Og det gik sgu da.

Så kald mig bare happy go lucky. Men det har faktisk vist sig, at jo mere happy go lucky jeg tænker, desto flere bidder af månen får jeg.

Susling:Trains and boats and planes og biler

EN TOYOTA COROLLA fra 1996. Det sker fandme ikke! Jeg nægter, at sætte mine dyre støvler i det stads (eller at bruge de surt opsparede penge, vi trods alt har formået at lægge til side med mig på dagpenge. Det har så også kostet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået en ny klud - ikke en gang fra H&M eller Zara - men til gengæld takker jeg mig selv for min fremsynethed, da jeg havde penge og lige dinglede forbi de dyre butikker og lagde mesterslanten, bare fordi. Det betyder, at jeg stadig kan trække noget ud af klædeskabet, smykkeskrinet eller tage fra støvlehylden og skabet med mine pelse.)

Kald mig bare en snob. Men goddamnit om jeg vil eje en T.C. fra forrige århundrede. Så hellere undvære! Så bliver jeg sågu da bare cykeløkologisk.

Og efter den smøre smidt i hovedet på mit livs Anders, så holdt han kæft. Der er ingen økonomi i en gammel coche med reperationer herfra og til månen og hvad med cool-værdi? Hva'?!
(Mest det med økonomien faktisk. Jeg orker ikke flere opmærksomhedskrævende metallig. Jeg vil ha' kubik på den moderne måde.)

Suslings bil

Må man godt græde (bare en lille smule) over, at ens gamle trofaste Saab 900i er ved at afgå ved døden? Ved jo godt, at det kun er en bil. En ting. Men den har båret os rundt, stabilt og driftsikker, til Normandiet, Alsace, Bretagne, Paris, millioner gange til Sverige og ellers har den bare kværnet de danske veje og motorveje.

Nu kan "Vagn" ikke mere. Han er kaput eller i hvertfald så meget, at vi ikke vil pøse flere penge i ham. Tænker lidt på, om han begyndte at opgive ævret, da jeg var ham utro i tankerne. Begyndte nemlig at få hemmelige længsler efter en af de nye Fiat 500 (sådan virkelige saftige drømme). Ku' sagtens se mig selv lige slynge pelsen og den bærbare ind på bagsædet og kaste mig ud i bytrafikken i en lille rap dulle.

"Vagn" han var lidt mere en tung og stærk dreng. Med bagvendte gear og sin helt egen personlighed. Bevares med nye og interessante raslelyde efterhånden som årene gik. Men hell, han var jo også en gammel dreng. En morfarflyder med blød hat. Og også et statement. For hvem vil ses offentligt i en eller anden sølvfarvet stationwagon-kedsommelighed. Ikke mig!

Nu skal vi til at tælle på knapper. Hvad kan vi, hvad kan vi ikke? Hvad gider vi overhovedet?
En side af mig er stemt for at lease en rap dulle. Jeg trænger til noget moderne kubik.

Undskyld, "Vagn". RIP og tak for alle de gode ture.