Susling roder
Har været ude og tømme Mosters lejlighed i går. Hun flytter i en beskyttet lejlighed eller som hun selv siger:"En appartement med service!"
Nogle af sine ting har hun fået med. Resten skulle vi lige se igennem. Så kan man gå rundt der og rode i andres liv! Fandt dog heldigvis ikke en dildo eller andet kriminelt, bortset fra en mani med at pakke alt ind i servietter, elastikker og plastikposer. Virker jo umiddelbart fornuftigt nok, men når man står der med indpakning til op over anklerne, fordi vi skal identificere indholdet, så bliver man lidt lang i spyttet. Fandt på et tidspunkt også poser med poser i.
Det er en meget farlig ting, sådan at skulle rydde ud i andres hjem. Dels bliver jeg bare sådan generelt lidt trist, fordi noget er slut. Dels så er der jo alle de her ting, som jo ikke bare... og nej, hvad nu med det? Det skal da ikke....Og pludselig, så er ens eget hjem fyldt op med "nyttige ting", som det er svært at finde plads til...
Jeg nævner bare i flæng af absolut uundværlige ting:
- Min bedstemors gamle blåmønstrede moccastel i meget sart porcelæn til otte personer. Hvabehar! Det har man da brug for i sin hverdag.
- Fem krystalfade i mormorstil
- En bonboniere i glas
- En rund træplade, der kan dreje og med små bitte skåle sat sammen i et sindrigt mønster i 50'er -stil (Den er faktisk cool.)
- 25 farverige duge og 10 håndnørklede lyseduge, der ikke passer til vores bord og hvor bruger man iøvrigt små sarte håndhæklede lyseduge?
- Min mormors gamle noder og min morfars håndsnedkeri
- Min onkels gamle skomagerværktøj fra den gang han var håndortopædskomager (Mon Arbejdermuseet er interesseret?)
- To flyttekasser med køkkengrej til Skummis (Jeg formoder, at hun flytter hjemmefra på et tidspunkt.(Hun er forøvrigt ude hos ham drengen fra sidste uge. Hvis man har overnattet hos hinanden 4 gange, så er det da et eller andet, ikke sandt? Men hun benægter!))
- En original æbledeler. (Det er praktisk!)
- En halv flaske whiskey (Den drikker jeg sgu.)
- Gamle hækleopskrifter (Æhm :-/)
- En gammel håndsymaskine
- Min mormors gamle håndbroderede pudebetræk (8 stks)
- Tre små originale 50'er-stil vaser (Dem er jeg fandme glad for. Det ser supertrendy ud.)
Så nu står der fire flyttekasser i entreen, plus det tøj Skummis har ryddet ud i som skal til genbrug og på fredag kommer der en køkkenmand, fordi vi skal have nyt køkken og høvlet gulve af. Hurra!
Hvor fanden skal jeg placere det hele?
Etiketter: Hverdag, min moster
5 Comments:
I mit kælderum står tingene i etager og lag, med det resultat at noget af der står inderst er ting jeg overhovedet ikke har kastet et blik på i flere år....Men altså, smid kasserne i kælderen (i flere lag!!!) Så kan det altid flytte ind i Skummis værelse når hun er flyttet sammen med ham der fra sidste uge......Flere af tingene lyder nemlig helt uundværlige.
Dog er jeg ikke helt overbevist om de der pynteduge. Sådan nogle skal nemlig stryges. Frygteligt.
Nu må du lige ha' en vis forståelse! End ikke kælderen kan vi presse kasser ind i. Ikke en gang i lag. Der er ellers system nok, men bare ikke mere plads. Så det er prioriteret oprydning i kælder, nyt køkken, afhøvling af gulve (hvor skal møbler stå) lig kaos i nogle uger.
PS. Nogle af de håndhæklede er fantasiske, men altså...hvad skal man med det?!
Arlså, man tager let og elefant og bortskaffer de billige Ikea-modeller man brugte før og elsker fint håndværk i hverdagen. Og hæklerier, dem kan man altid bruge, om ikke andet, så til at kikke på hver gang man ramler over dem i skuffen og mærke historiens vingesus fra Mormors hænder. Man kan også quilte dem om til noget andet... Hækleopskrifter, de er da en hyggelig opfordring til at lære at gøre det, vil man ikke det, så kan man henvende sig på et museum eller hos Håndarbejdetsfremme og se om de kan bruge dem, kan de ikke det, så giver man dem væk til hæklende venner. Sorted, right?
Den med fint håndværk er jeg helt med på!Jeg har allerede gjort det tidligere. Pludselig kom der bare endnu mere af den slags og man skal jo heller ikke ende med at blive et mormorhjem, vel?!
Mht. at hækle, så har jeg faktisk lært det. Skal så lige tænke over om det lige er lyseduge, jeg skal kaste mig over.
Lej et pulterrum indtil køkkenet er på plads og Skummissen er flyttet hjemmefra ;-)
De der hæklede duge kan du lægge som en remse OVENPÅ dine almindelige duge. det kan se ret sjovt ud :-)
Send en kommentar
<< Home