Susling prøver at se

Jeg synes ikke lige, det går som det skal for øjeblikket. Nu var jeg lige kommet om på den anden side og ved at komme op i omdrejninger og så er det eneste jeg har lyst til, at trække stikket ud og sætte mig hjem og glo ind i en hvid væg. Hvad satan er nu det for noget?

Jeg kan ikke rumme andre, synes min børn kræver (og det gør de faktisk ikke), kan ikke holde ud at høre Anders' politiske betragtninger, når han morgenråber af tv'et. Orker ikke min moster eller mine kolleger og arbejdsopgaver. Jeg vil bare have fred, som i absolut tystnat. Og så trænger jeg til at føle tillid fra andre og selvrespekt. Som i f.eks. at jeg kom til bare én, én lillebitte jobsamtale, så jeg kan få mig et almindeligt arbejde med rigtig løn. (' cause I'm worth it).

Ringede til min ex-job couch (nej jeg kan ikke stave til det ord, må ha' en blokering lige der.) i går eftermiddag. Han sad lige i et møde, men spontanringede tilbage til mig med hovedet ned i en køledisk efter arbejdstid. Han får ikke penge for at snakke med mig længere, men han var en person, der havde set mig, lige som jeg havde set ham og jeg trængte bare til at høre fra én, der så mig, som jeg er (når jeg ikke lige kravler hjem og stirrer på hvide vægge). Som en, der kan.
Han beroligede mig og sagde, at min profil: Voksen m/k med meget specialisterfaring, men lige under lederniveau, var den glemte gruppe.

"Man snakker så meget om ungdomsarbejdsløshed og seniorer, der ryger ud af jobmarkedet", forklarede han mig. "Men din gruppe er skjult og der er rigtig mange af jer. Du skal bare holde fast, for du har så meget at byde på. Din tid kommer. Det lover jeg dig."

"Jo, ja,"sagde jeg. "Men vi snakker jo også tid her. Jeg bliver ikke yngre og dagpengene bliver ikke ved med at strømme ind."

Det kunne han godt se og det var der ikke så mange argumenter imod. Men han syntes stadig, at jeg var en person med rigtig mange kvaliteter og en person, han personligt værdsatte.

Det er jo dejligt nok, sådan, at der går mennesker rundt, som ser mig og værdsætter mig. Hvis jeg så bare selv kunne se, hvad andre ser. Det eneste jeg kan se, er hende, der bliver nødt til at stirre ind i en hvid væg, fordi verden er for meget og for roddet.

Og må jeg lige minde om, at jeg er f...... 46. Alt for gammel til eksistentialistiske udfordringer på teenage-måden.

Kors, altså!