Susling om at integrere sider, man ikke vidste man havde

Vi går vel alle rundt med et billede af os selv. Jeg er sådan og sådan eller sådan og sådan. Man ser jo lissom sig selv inde fra og kender sine egne motiver og måde at agere på i forhold til forskellige situationer.

Selv har jeg altid set mig selv som spontan, kreativ og ikke en der hænger sig i detaljer. Nu har jeg så fået lavet en personlighedstest og det jeg bongede mest ud på var, at jeg har udpræget ordenssans.

Den har jeg godtnok lige skulle tygge på! I mine ører lyder ordenssans så gevaldig bogholderagtigt og kedeligt. Men hei, hvis det er sådan jeg også er, så må jeg vel til at integrere det i min egen selvopfattelse og stå ved, at det er på den måde.

Så jeg startede dagen i går med at rydde op på mit skrivebord og så ordnede jeg lidt i det lokale, som jeg deler med to gigantiske rodehoveder. (Hvilket stresser mig).

I princippet har jeg vel altid foretrukket orden og jeg er hende fra helvede, der lukker andres skabe og skuffer. Skyller og vrider deres karklude. Smider deres affald ud osv. Trangen kommer især over mig, når jeg står ansigt til ansigt med rodehoveder. Og hver gang tænker jeg, at jeg simpelthen ikke kan forstå, hvorfor de ikke bare kan lægge ting på plads, når de har brugt dem. Lige lukke skabslågen. Lave nogle systemer, der fungerer og jaddejaddejaddejaddejadde. Jeg fatter det ikke.

Min nye uerkendte egenskab er ikke noget, jeg har gjort så meget væsen af. Jeg har dårligt registreret, at det er sådan. Jeg har bare gjort det og accepteret, at jeg f.eks. på en arbejdsplads har måtte dele mit fysiske og mentale rum med rodehoveder. Og jeg kan godt sige jer, at jeg har stået ansigt til ansigt med et par stykker. F.eks. hende, der erobrede enhver ledig flade med sine ting. Det flød fra hende i stride strømme med tasker, poser, papirer, mapper, overtøj, og værst af alt kasser med frugt, (fordi hun var rawfoodeater) der tiltrak bananfluer. Og der sad jeg og fik irritationsåndenød efterhånden, som min plads blev indsnævret.

Rodehoveder er ekstremt dominerende i deres erobring af plads. Skal jeg videreføre den tanke, så har jeg vel, som uerkendt ordensmenneske, været for tolerant og har ikke erobret mig den plads, jeg har behov for for at kunne agere og tænke. Jeg har bare siddet på min side af skrivebordet og har holdt orden i stilhed.

Men nu, nu, nu springer jeg ud som erkendt ordensmenneske og spidser mine blyanter. Jeg gider ikke, at leve i andres rod og det har jeg tænkt mig at vedstå mig åbent og ærligt og med oprejst pande!