Susling om at blive fotograferet

Jeg har et stort handicap i disse gennemfotograferede tider. Jeg kan ikke lide at få taget billeder af mig selv. Hver gang en eller anden retter et kamera mod mig, så bliver jeg helt stiv og akavet, og får et underligt stirrende blik og en fordrejet mund.

Da jeg var purung, blev jeg en gang imellem stoppet på gaden og spurgt, om jeg var interesseret i at blive model. Det skulle man så synes var meget pleasende for mit ego, men jeg gik bare i panik. Kunne slet ikke klare tanken om, at skulle stå der med "øjet" rettet direkte mod mig. Fuldstændig i fokus og centrum. Det hjalp så heller ikke, at jeg samtidig var en intellektuel og feministisk snob. Jeg skulle saftsuseme ikke udbyttes. Mit udseende talte ikke, kun min hjerne og min viden. Og så pæn var jeg da heller ikke. Jeg var både for tyk (jeg vejede 54 kilo) og havde en forkert hage og trængte altid til at få plukket øjenbryn og alt muligt andet. Faktisk var alle andre meget pænere end mig.

Men det går jo ikke, sådan ikke at have nogle ordentlige billeder af sig selv. De skal være på cv'et og på FB og på linkedin og jeg ved ikke hvad. Så nu har jeg en aftale med min to meter høje evigt ulykkeligt forelskede fotografven. Han har bedt mig om at bruge 10 min. hver dag indtil vi ses i næste uge på at tænke over, hvordan jeg gerne vil ses. HUH!Det er decideret angstfremkaldende for mig. Hvordan vil jeg gerne ses? (Skal vi starte med at blive enige om, at jeg nok ikke vil ses, som jeg ser ud lige nu med feberøjne og fedtet hår).

Hvordan vil jeg gerne ses? Donno. Som en professionel? Som lattermild? Som primadonna? Som mor? Sgu da et dybt eksistentielt spørgsmål! Ved da ikke, hvordan jeg gerne vil ses. Det er jo mig, der er betragteren. Blev nødt til at spørge Anders forleden: "Hvordan vil jeg gerne ses?" Det kunne han selvfølgelig ikke svare på. Og hvis han ikke kan svare, hvem kan så?