Susling om tidens tand

Når jeg møder nogle af dem, jeg har kendt tilbage fra jeg var helt ung og som jeg kun er stødt sporadisk på siden, så begynder de at fable om, hvor åleslank jeg var den gang og hvor fantastisk flot, skinnende og langt mit hår var. Øh, da cool nok, at der var nogen, der synes jeg var flot i sin tid (ikke at jeg selv ku' se det). Men det får mig også til at føle mig temmelig Prop &Bertha-agtig på den afdankede måde, når de siger det. For står det virkelig så slemt til nu? Jeg ser mig jo i spejlet hver dag og så vænner man sig til det, spejlbilledet viser. Ooog, så er jeg den, der render hurtigere end en hest kan rende, hver gang nogen hiver bare antydningen af et kamera op. Synes altid, at jeg ligner noget katten har trukket ind (men det har jeg altid syntes). Til sammen levner det vel ikke mange chancer for at vurdere, hvor meget tidens tand har gnavet i én.

Derfor blev jeg dybtfølt og inderligt taknemmelig, da en jeg havde på middag fornyelig og ikke havde set i næsten 8 år, sagde:"Hei, du ligner så meget dig selv!" Af hjertet tak, siger jeg bare!

PS. Tror ikke, at jeg kan genskabe eksakt fordums glans, bliver trods alt 47 om 6 dage.Gider heller ikke rigtigt, hvis sandheden skal frem. Men man kan vel for fanden sætte sig for, at holde et vist status quo! Så, hvis I ser en kvinde i fitnesskluns (med malerpletter, fordi jeg på et tidspunkt brugte det til at male i. Havde droppet tanken om motion og så kunne man jo lige så godt bruge det hejs konstruktivt) på løbebåndet eller ved ballemaskinen fuldstændig højrød i hovedet. Så er det bare mig, der prøver som minimum at være det nye unge fyrre, forrygende og fabulous (det står der altså i det dameblad, jeg skimmede i dag hos modefrisøsen, der holder mine grå hår stangen).