kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

13.11.11

Susling om at genskrive sin fortælling

Nogle ting ved man det egentlig godt, men det er jo det her med at få flyttet erkendelsen i hovedet videre ud i kroppen og især ned i maven. Maven er vigtig. Som min smukke datter sagde forleden dag: "Jeg mærkede lige efter i maven, om jeg synes det var i orden, det der skete. Det er jo det, du har lært mig. Du har altid sagt, lige fra jeg var helt lille, at jeg skulle mærke efter i min mave, når jeg stod med noget, jeg ikke rigtigt kunne finde ud af, hvordan jeg skulle løse eller overhovedet, hvad jeg syntes om det."

Nå, ja! Det sagde jeg jo også til begge mine unger og mig selv og min Anders - engang. Men man kan jo godt gå hen og miste den følelse. For mange gok i nøden, for mange nederlag, for mange tæpper, der bliver trukket væk under én og pludselig har man bare så ondt i maven, at man ikke orker at mærke den længere. Og hele ens historie og den måde man genfortæller den for sig selv er blevet spejlvendt.

Nogle gange så hjælper ens families fortids enerti godt med i den forkerte retning. Den kan man nemlig ikke løbe fra. Jeg har prøvet. Har stæset af sted fra den og har forsøgt, at skabe min egen fortælling. Men den er der jo alligevel underneden. Familiens fortælling. Om sorg og sygdom og forsømmelser. Om vanrygt og fattigdom. Om krig og lidelse. Alle de mennesker, der har været en del af ens opvækst. Alle deres oplevelser og nederlag. Måske har mange prøvet at skjule det for mig. Men børn har store ører og indoptager meget. Det tager man med i sin egen fortælling og er historierne slemme nok og videregivet af fornægtende voksne, der er blevet immune over for deres egne følelser, så æder de af ens cirkel og ens eksistens bliver pludselig en delmængde af de andres.

Det vidste jeg egentlig godt fra jeg var helt lille og da jeg blev stor nok og jeg ikke længere behøvede de voksne på samme måde, som man gør, når man er afhængig af dem for at overleve, så bestemte jeg mig for at gøre det anderledes - på en anden og bedre måde. Jeg klarede det også i rigtig, rigtig lang tid. Jeg formåede at give en anden og meget mere uforpligtende følelse videre til mine egne unger og jeg lærte dem om rationel tækning og om, at man altid skal se på de andres motiver, før man afgør, hvad ens næste skridt skal være - alt er ikke ondsindet angreb, men styret af andres sorg og bekymring. Noget er også styret af, at folk kun ser sig selv og altid føler sig ramt.

Jeg bestemte også, da jeg fik mine unger til låns, at de ikke skulle høre alle de grimme familiehistorier og at den dårlige enerti stoppede lige her hos mig. I den forstand er det lykkes for mig. Men livet løber jo også videre med os som forældre - uanset, hvor beviste vi egentlig er og uanset, hvor meget vi begge har forsøgt at holde balancen og et positivt udsyn. En dag sagde det bare crash! Og alle de spejlvendte historier begyndte. Om sorg og nederlag og mistede illusioner og tæpper, der gang på gang blev trukket væk under os.


Pludselig blev det hele spejlvendt. Den negative selvopfattelse fyldte mere, end troen på os selv og fremtiden. Det kommer man altså ikke særligt langt med i længden, skulle jeg hilse og sige. Men jeg er stærkere og meget mere bevidst om mit ophav og meget stærkere end mit ophav. Det mærker jeg nu, hvor jeg har fået vendt skuden og mit tankesæt. For der var måske en gang, hvor jeg pludselig vejede 30 kg mere og lod andre bestemme, hvem jeg var og hvor alle mine nederlag blev en del af min selvfølelse. Men en dag sagde det pludselig klik inde i mit hovede. Klik, klik, klik og jeg forstod, hvordan jeg skulle håndtere min sorg og mine nederlag.

Meget enkelt og meget svært samtidigt: Mærk efter, hvem du er og lav din egen historie. Det er sådan set dig, der skriver din egen historie og har selvopfattelsen fået et slag, så behøver det altså ikke at være hele alfabetet. Der er bogstaver nok at tage af.

PS. Kiloene rasler af mig og jeg mærker min mave så meget igen. Det kan lade sig gøre og ingen er dømt for evigt.

2 Comments:

At 13/11/11 17:22, Blogger Lotte said...

Åh Susling, essensen af dine ord vækker en genklang som fremkalder våde øjenkroge og et stærkt ønske om at finde styrke til at omskrive min egen historie. I hvert fald bare nogle af de kapitler, hvor tingene er kuldsejlet så meget, at mavefornemmelser og intuition blot er noget, jeg hører og læser om. Jeg vil så gerne kunne mærke efter, men er lige nu så syltet ind i skuffelse og enerverende dansen rundt i et ventetidslimbo, at det synes svimlende bare at finde styrke til at stå op i morgen og stadig fortælle mig selv, at jeg er på ret kurs. Men det skal nok komme. Og dine ord et et medvindspuf.
Tak.

 
At 13/11/11 20:36, Blogger susling said...

Puf, puf, søde Lotte. Når jeg har tid klikker jeg ind hos dig og jeg kan godt se, hvad du står med lige nu. Men altså...jeg mener seriøst det med alfabetet. Det er dit og du sætter selv bogstaverne sammen, som det passer dig..i sidste ende. God vind!

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home