Man smider da ikke sine unger ud, vel?!

I virkeligheden så hygger vi os sammen, mig og min datter. Vi deler tøj, parfumer, cremer, opsummerer dagens hændelser. Jeg giver mor-feed back på dilemmaer. Hun kokkerer til os alle og skal jeg være helt ærlig, så lever vi alle sammen i et stort lykkeligt kollektiv, hvor ingen går hinanden på nerverne. Godt nok er der os, der betaler de store og basale beløb, men hei, who's counting. Mine unger er store nu. Faktisk voksne og i min bog, så er man i stand til at tage vare på sig selv fra man er 16 (så'n i runde tal). For det ku' jeg selv. Tage vare på mig selv fra jeg var 16 og i virkeligheden allerede før, men det skal vi ikke ind på nu.

Jeg blander mig ikke. Jeg sidder ikke på mine unger. Jeg belærer ikke og jeg har for længst fralagt mig al-moder-rollen. Vil de ud, så går de ud. Vil de rejse, så rejser de. For min skyld kan de gøre hvad fanden de vil, så længe det ikke går ud over nogen eller dem selv. Jeg synes også, at jeg og deres far har lært dem alt, hvad vi kan lære fra os om renlighed, ansvarlighed og hensyn. Faktisk lægger de oven i købet budget og laver planlægningslister og min datter har  sågu en opsparing!! Er der mere at lære fra sig, sån i overordnede træk?! 

Og nu kommer det: Jeg synes (og det gør hendes far også), at det er på tide, at min vilde ridepige-baby, der meldte sig selv ud af fritidshjemmet som 9- årig og blev fast inventar på en rideskole langt væk fra hjemmets og nærmiljøets comfort zone i adskillige år, skal pakke sit habengut og flytte hjemmefra. Ikke for vores skyld, bevares. Men for sin egen skyld. Det er simpelthen på tide at hun får testet sine vinger. Jeg mener 21 år! Så kan man godt. Men hvordan får man det sagt? På den pæne måde. For man smider da ikke sine unger ud, vel?!