Susling om fortid og fremtid

Sagde jeg virkelig, at jeg er ligeglad med, at tendensen inden for sko nu er spidse snuder?! Er jeg da overhovedet ikke. Ligeglad med skotendenser bliver jeg aldrig. Desværre. på.en.måde. Det koster jo penge, det skidt. Måske er jeg i virkeligheden bare bitter over, at jeg for længst har smidt alle mine spidse sko ud. Især et par spøger. Men troede seriøst ikke lige den trend kom igen. Og man kan ikke gemme på alt, men må se fremad og give plads til nyt. (Og plads til tæerne).

Netop derfor krymper jeg mig også, når min gamle moster møder op til en familiefødselsdag med tasken fuld af gamle fotos - om en tid, der var en gang. Stakkevis af billeder. Billede efter billede. Med medfølgende kommentarer. Min bror bliver mere og mere fjern i blikket. Det gør jeg også. Kun min søde svigerinde lytter og ser høfligt og tålmodigt.  Mens vi andre - min mand, ungerne, min brors unger, min bror, jeg - begynder at flyde væk. Lige så stille. Helt diskret. Hvordan skulle vi kunne rumme al den fortid. Vi er her jo alle lige nu. Lige her. Det er hun faktisk også. Når hun ikke svælger i gamle gulnede billeder eller pludselig bryder ud i sang - gamle sange sunget helt alene med høj tynd gammelkonestemme. Hun har faktisk et liv og fortæller glad om, at hun skal til grillaften på plejehjemmet og at hun er blevet venner med en meget, meget fyrig mand på 104. Det er squ da godt, synes jeg og foreslår hende, at ham skal hun da gifte sig med. Et catch, skulle jeg mene.  

Bevares. Jeg kan da også fortabe mig en lille smule i fortiden en gang i mellem. I glimt. Bare et lille flash om den gang mine unger var søde og bløde og i en størrelse man kunne have på skødet og læse historier for. Men kun i glimt. For de er her lige nu. I al deres sprøde ungdom og lyst til at komme videre. Det er da spændende. Mission accomplished kunne man godt sige.

OK. Spidse sko. Tager den på mig. Giver mig nok i sidste ende. Men det bliver ikke gamle hengemte fortidssko. Nok mere en 2010'erne variant.